DA | EN
The Hans Christian Andersen Center

Anmeldelse af: H.C. Andersen, Agnete og Havmanden, Dramatisk Digt.

Reviewed in

Maanedsskrift for Litteratur.

Reviewer

Monrad, D.G.

Published

1834.

Reviewed works

Agnete og Havmanden

Bibliographic (H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser)

Review (signed D.G.M., i.e. D.G. Monrad) of Hans Christian Andersen: Agnete og Havmanden, Dramatisk Digt, in Maanedsskrift for Litteratur, vol. 12, 1834, p. 109-117.

I den gamle Sang om Agnete og Havmanden synes der ikke at vre Noget, som kunde give Anledning til deri at see et stort Livsbillede med Hjertets aldrig tilfredsstillede Lngsel, dets forunderlige Higen efter en ny, en anden Verden. Ei er der nogen Antydning, der kunde lade os formode, at Svrmerie er Grunden til Agnetes Forbindelse med Havmanden, tvertimod svarer hun sin Moder, da denne sprger hende om, hvad hun har faaet for sin re:

Og gav han mig et prgtigt Guldbaand,
Der findes ei bedre om Dronningens Haand.

I Baggesens Omarbeidelse fremtrder det Element, som Hr. Andersen isr har fremhvet.
Begyndelsen af hans "Agnete fra Holmegaard" lyder saaledes:

Agnete var uskyldig
Var elsket, var troe,
Men stedse var hun eensom,
Hun havde aldrig Roe.
Aldrig Roe.
Hun frydede vel Andre,
Men aldrig var hun froe.

Hvorledes det imidlertid stod sig med hendes Troskab, faaer man lngere hen i Sangen at see, hvor der fortlles at hun forlod to smaae Dttre for at flge Havmanden. Oehlenschlger er i sit herlige gte nordiske Digt vendt tilbage til den oprindelige Forestilling om Agnete. Ved en dramatisk Behandling maatte adskillige af Balladens Skjnheder gaae tabte; saaledes vil neppe den dramatiske Skarphed og Tydelighed kunne erstatte Tabet af den interessante Dunkelhed, der er udbredt over Agnetes Liv med Havmanden, hvorved netop Phantasien sttes i den allerstrkeste Bevgelse, da den ikke faaer bestemte Billeder, men ndes til selv at danne sig dem. Da Critikens egentlige Opgave bestaaer i at hve poetiske Skjnheder fra Livet i den umiddelbare Skjnhedsflelse til Livet i Erkjendelsen, ville vi ikke opholde os ved Hennings sygelige, forkuede, ynkelige Character, der ideligt klynker over sin Fattigdom og nsten mangler enhver Gnist af Begeistring; ikke heller ville vi udvikle, hvor grovt og ucomisk Hintzes Character er tegnet, naar han f. Ex. siger:

Thi naar jeg frst er mt, saa har jeg noget,
Ja noget Vigtigt for Jer begge to,

og kort efter gjentager, ret ligesom det ikke var meer end nok, at det var sagt eengang:

Og naar jeg nu har spiist, er bleven mt,
Saa faaer vi en fornuftig Passiar.

Endnu mindre ville vi trtte vor Lser ved en Fremstilling af det Upoetiske i det carricaturagtige Billede af Middelalderens Herremandsvsen, som optager en saa stor Plads i Dramaets anden Deel, Agnete, Havmandens Viv. Thi hvis [skal vre: Hvis] Flelse er saa afstumpet, at han ikke kan see, at Forfatterens Satire over Bodil, der fornier sig over det Billede, hvor man seer Hjob give Roerne [= skorperne] af sine Saar til Spillemndene, i Grunden ikke er andet end Satire over den Lser, der kunde fornie sig over at see en kold Herremand skyde den vanvittige Henning? - Vi ville derfor kun niere undersge Stykkets Idee, og hvorledes den er udfrt. Det, der skulde udgjre Eenheden i Agnete og Havmanden, characteriserer Forfatteren selv som en ny, en anden Vren. Denne Higen constitueres ved aldeles forskjellige Retninger i Sjlene. Er det endelige Vsens Strben henvendt mod det Uendelige og Evige, da vil Sjlen gjennemgldes af Lngsel efter at realisere dette i sit Indre, hvis den er bleven sig sin Kraft bevist [skal vre: bevidst], men mangler det Materiale, hvori denne kan udfolde sig. Tilfredsstilles Lngselen endogsaa efterhaanden mere og mere derved, at flere og flere af Sjlens Functioner gjennemarbeides af det Guddommelige, saa vil den dog neppe ganske ophre. Thi jo mere Menneskets aandelige Vsen er bleven identificeret med det Evige, desto mere vil dets Strben gaae ud paa ikke alene at lade sin Person blive et Organ for det Uendelige, men ogsaa at bevirke dette med Hensyn til alle andre aandelige Vsener. Saaledes kunne vi vel med Grund antage, at der i de Hjerter, hvori det Guddommelige er tilstede i sin strste Fylde, vil rre sig en Lngsel, som aldrig tilfulde kan tilfredsstilles. Af en ganske anden Beskaffenhed er imidlertid den Lngsel, hvoraf vi finde Spor i Agnete og Havmanden. Er en kraftig Sjls Strben henvendt mod det Endelige, vil den nedsjunken heri finde sin Hvile og Fred, saa er det en Flge af de endelige Tings Natur, at en desto strre Lngsel, en desto strre Higen efter en anden Vren vil opstaae, jo strre Sjlskraften er; og i Ordets egentligste Forstand kunne vi sige om denne Lngsel, at den aldrig vil blive tilfredsstillet. Den blotte Sjlekraft, lsrevet fra Forbindelsen med det Uendelige, vil saaledes kun frembringe Utilfredshed med Livets sdvanlige Gang og en urolig Tragten efter at kastes fra det ene Forhold i Livet til det andet. En lignende Stemning udtaler sig gjennem Agnete. Den salte Blge i sin vilde Brnding dbte hende; hun er Havets Barn. Derfor drmmer hun bestandig ved Havet; derfor fler hendes Sjl sig ei tilfreds ved de sdvanlige qvindelige Sysler; derfor seer hun ingen Lykke i det stille Huuslige Liv, men naar hun vandrer ved Strandbredden, naar Storm og Blger kjmpe[1] mod hinanden, naar Brndingen og Skummet fyge op, da faaer hun Lyst til at springe ud i Stranden og flyve paa den vilde Blgetop. Altsaa i en ung Piges Sjl den Higen efter at gribes af Livets Storme og omtumles ved dem, er vistnok srdeles interessant, og Bestrbelsen for at gjennemfre denne Character, er Tegn til at Forfatteren begynder at indsee, at den rette Gjenstand for Poesien ikke er en tom Leg med Tanker og Flelser; men den uheldige Oplsning af Opgaven viser, at den bedre Indsigt ikke saaledes har bemgtiget sig hans Sjl, at noget poetisk Hele derved er fremkommet. - Agnetes frste Fremtrden rber allerede Mangel paa Kyndighed i at behandle de dybere Flelser i Sjlen; thi uden Viden [skal formodentlig vre: uden Videre] fremstiller hun sit Indre for sin taabelige Beiler, en rig Slagter:

En Hustrue skal forlade Slgt og Hjem
Og flge Manden hvor han gaaer i Verden,
Med Sjl og Tanke leve kun for ham,
Og skabe Lykke ved sin stille Virken;
Det kan jeg ei, det fler jeg for vel!
Der er en mgtig Higen i min Sjl,
Den driver mig, jeg kan det ei forklare!

Saaledes at blotte det Hemmelige, Gaadefulde, det for Hjertet selv Uforklarlige, og at gjre dette for en Person, som det har vret Forfatterens Hensigt at skildre som comisk, er et besynderligt Misgreb. Bedre kunne vi finde os i at Agnete udtmmer sit Hjerte i en Monolog (pag. 23), skjndt det er mindre naturligt at dunkle Flelser trde saa skarpt og tydeligt frem, som det her er Tilfldet. Havmanden indfinder sig og beskriver for Agnete et Slot, hvis Vg og Tag er grnne Blger Lag paa Lag, og som naaer fra begge Polers Iis henunder Sydens Paradiis. - Denne dybe Sang gaaer underligt til Agnetes Hjerte, omendskjndt den ikke synes at svare til hendes Begeistring for den fraadende vilde Se. Havmanden udvikler nu sin Philosophie for hende:

Jeg bragte mangen Pilgrimsskare did,
Hvor Mahoms Maane lyser over Korset,
Hvor Grklands stolte Gudebilleder,
Halv snderbrudte ligge skjult i Grsset,
Der lrte jeg: selv Guderne maae de!
For Edens Have reiste sig Olympen
Med Sneelaviner og med Blomst og Frugt;
Og da den sank, stod i den lave Dal
Den rde Rose duftende og frisk,
Der svulmer til en Throne for Madonna,
Ei Mahoms Houris bryder den saa let!
Dog selv den bedste Blomst i Tiden visner:
Madonna selv gaaer til de gamle Guder.

Hvis Forfatteren har havt nogen Mening med denne Tale, da maa det have vret den, at Havmanden skulde hos Agnete opvkke Tvivl med Hensyn til hendes Christendom, da denne muligt kunde lgge Hindringer i Veien for hans Hensigter. Men denne Tale synes intet mindre end at vre skikket dertil. Er Havmandens Tale besynderlig, saa er dens Virkning paa Agnete endnu mere uforklarlig. "Begjrlig drikker hun Lyden fra hans Lbe, vel fatter hun ikke Alt, hvad han siger, men nye Begreber fdes i hendes Tanker - Havmanden gaaer nu over til at ynke Qvindens Lod, Manden er som en rn, der flagrer vidt omkring, mens Qvinden er dmt at voxe fast og qvgende om Manden". Agnete skildrer en stille Huusligheds Lyksalighed, men Havmanden svarer:

Du er tilfreds da med din Lod, Agnete!
Nei kun din Lbe maler deiligt Havblik!
Jeg veed din Tanke, veed den som du selv;
Hvis Du var Mand da steeg du stolt paa Blgen
Forlod en dorsk, en dd Eensformighed!
Lod Stormen kjle Blodets vilde Brand! -

Din Sjl er strk og dristig som en Hval,
Mandsmod og Tanke lever i dit Indre,
Flg denne Kraft, derfor blev den dig givet!

I disse Linier trder Agnetes Character tydeligt og bestemt frem; men Hr. Andersens originale Opfatningsmaade af Agnete bliver hyppig fortrngt af hans egen Sjl ved Tonen fra den gamle Kjmpevise, som han ikke har havt Kraft nok til ganske at lukke re for. Saaledes er formodentlig Kjmpevisens Fremstilling Grunden til at han ogsaa i sit Drama lader Havmanden forlokke Agnete ved Lfte om Herlighed og Glands. Efter den Skildring, som paa mange Steder i Dramaet gjres af Agnete, kunde disse Lfter ikke gjre videre Indtryk paa hende; thi ei nsker hun et roligt mageligt Liv, men hun nsker et kraftigt og bevgeligt. I Dramaets anden Deel, Agnete, Havmandens Viv, seer man Agnete leve et stille huusligt Liv. Hun fder Brn, oplrer dem, og sger efter Evne at gjre Havmanden from og god. Dette Hverdagsliv kjeder dog ingenlunde den fr saa dristige kjkke Agnete; men derimod ngstes hun for sine Brns Salighed, hun begynder at lnges efter sine Venner, som hun forlod paa Jorden, og fler Trang til at besge Kirken og nyde Nadveren. - Naar Forfatteren i denne sin Deel af Dramaet saa strkt fremhver det religise Element i Agnetes Sjl og det med god Grund, fordi Agnete var en Pige fra det 12te Aarhundrede, saa synes det besynderligt, at det i den frste Deel aldeles ikke er bleven forklaret, hvorledes en christelig from Pige kunde lade Religisiteten saaledes trde tilbage i Sjlen, at hun, uden at denne kommer i Bevgelse, lader sig forlokke af en Havmand.
Vi ville her standse med denne Udvikling, da det forekommer os at vre tilstrkkeligt indlysende, at Agnetes Character, omendskjndt den skylder en original Tanke sit frste Liv, dog ingenlunde er bleven gjennemfrt, men er bleven sammensat af Elementer, hentede fra den gamle Kjmpevise og dennes forskjellige Behandlinger. Tilbielighed til et pragtfuldt Liv skyldes Kjmpevisen, og Oehlenschlger Fromheden, og Lngselen skyldes Baggesen; men Baggesen er af Forfatteren bleven opfattet paa en original interessant Maade, skjndt paa en saadan Maade, som synes at maatte udelukke saavel Fromheden som Tilbieligheden til et mageligt pragtfuldt Liv.
Naar Digterens Hovedidee er bleven saaledes udfrt, saa taber endnu mere den Masse af Enkeltheder, der skulde tjene til Ideens Indfatning, i Betydning og Vrd. Man behver blot at tnke paa de lange Taler af Skove, Blger, Blomster, Trer etc. Da Dramaet Agnete og Havmanden ikke er af den Beskaffenhed at en udfrlig Critik anvendt derpaa er passende, saa ville vi ikke opholde os herved; men glde os ved at kunne ende med at fremhve adskillige Steder, hvor Digterens Talent har gjort sig gjeldende.
Gerdruds [skal vre: Gertruds] Feiltagelse da hun troer at Hintze frier til hende,gjr en sand comisk Virkning. Da Henning har udlagt Agnetes tvetydige Svar til sin Fordeel, udbryder han begeistret:

Hun elsker mig! O hvor det lyder smukt,
Jeg Blomsterne maa kysse i min Glde,
Og vkke Alferne til Morgenflugt,
De saae i Aftes mig saa bittert grde.
(tager en Blomst)
See Blad for Blad har lukket sig saa tt,
Derinde slumrer Alfen sdt og drmmer;
Vaagn op! hun elsker mig! O veed du det?
O fl den Lyst som mig igjennemstrmmer!

Ret naiv er Samtalen imellem de to Fugle (pag. 49):

Den Frste.
Vil du flyve med mig til den grnne Eng,
Der i Hast vi samle til en Brudeseng.

Den Anden.
Kom frst med til Vindvet see dog lidt endnu.

Den Frste.
Sde lille Hjerte, jeg vil alt som du.
(de flyve til Vinduet).

Den Anden.
Endt er deres Maaltid, de slaae dem til Roe.

Den Frste.
Det er det jeg mener, vi skal med, vi to!

Den Anden.
Hvad mon hver nu drmmer? Sig mig lidt Besked.

Den Frste.
Kan man drmme andet end om Kjrlighed.

Srdeles smuk er den frste Deel af Scenen mellem Agnete og Havmanden, hvor Agnete sover, medens Havmanden synger for hende:

Havmanden.
Agnete kjend mig i din Drm
Trofast og m!
Har du Mod, vil du mig flge
Paa Blge?

Agnete (i drmme), [skal vre: Drmme]
Paa Blge?

Havmanden.
Ingen Sjl jeg fik i mit Bliv
Kun Liv.
Mgtige Krfter. Du kan mig ene
Forlene
Uddelig Sjl! Tr du flge
Med under Blge?

Agnete (i drmme), [skal vre: Drmme]
Dig flge?

Det som i Srdeleshed i disse Linier gjr Indtryk paa den poetiske Flelse er Agnetes korte afbrudte Svar: Paa Blge; Dig flge; disse faa Ord give os et fuldkomment Billede af Agnetes Sjl, hvorledes den i Drmme lytter til Havmandens Tale; hvorledes den henrives saaledes, at den neppe har Kraft til endnu at kunne sprge: "Paa Blge?" Dig flge? Hertil kommer at disse Flelser fremtrde saa utydeligt, i et saadant Dmringslys, som erindrer os om at Drmmens Dunkelhed er udbredt over dem. Hvorledes disse Skjnheder imidlertid ere optraadte for Hr. Andersens Bevidsthed, kan man see af den lange Tale, som han lader Agnete holde i Drmme.
At der foruden de anfrte Steder endnu gives andre smukke Enkeltheder, det ville vi ikke ngte; men Nydelsen af disse Skjnheder vil vist, selv for den meest modtagelige Lser, forstyrres ved den totale Mangel paa Eenhed, ved den mislykkede Strben efter Dybde og ved en Mngde upoetiske Enkeltheder, som skylde en ikke dannet Smag deres Tilvrelse.

D.G.M.


1) Forfatterens Udtryk.(TILBAGE)