DA | EN
The Hans Christian Andersen Center

Fodreise fra Holmens Canal til stpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829.

Reviewed in

Maanedsskrift for Litteratur.

Reviewer

Heiberg, Johan Ludvig

Published

1829.

Reviewed works

Fodreise fra Holmens Canal til stpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829

Bibliographic (H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser)

Johan Ludvig Heiberg reviewed Hans Christian Andersen's first book, Fodreise fra Holmens Canal til stpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829 (A journey on foot from Holmens Canal to the east point of Amager in the years 1828 and 1829), in his periodical Maanedskrift for Litteratur (Monthly review of literature), vol. 1, 1829, p. 169-172.
Heiberg had a leading position in the cultural elite of Copenhagen at that time, and his flattering review of Fodreise contributed to Andersen's succes, even though Heiberg and Andersen were on a collision course later (cf. Criticism of Hans Christian Andersen).
Fodreise was first published at the author's expense (as Reitzel would not pay HCA the 100 rdl., he had requested). The edition of 500 copies - priced at 1 rdl. - was quickly sold. C.A. Reitzel then paid HCA 100 rdl. for the right to print a 2nd edition.

Udgiven af H. C. Andersen. Kjbenhavn, paa Forfatterens Forlag, 1829. 136 Sider, 8.

Der gives i den skjnne Litteratur Skrifter, i hvilke det saakaldte Indhold er, ligesom i videnskabelige Vrker, en Hovedsag, der flgelig frem for alt maa udhves af et saadant Skrifts Anmelder eller Recensent. Til denne Act henhre de fleste episke og dramatiske Digtervrker, i hvilke en streng og kunstrigtig Plan er den vsentlige Grundvold. Men der gives ogsaa en anden Classe af poetiske Frembringelser, i hvilke Indholdet er mere eller mindre uvsentligt, medens derimod den poetiske Colorit, den digteriske Grundtone er hovedsagen. Et Exempel herpaa afgive de fleste lyriske Digte. En Recensent, som – idet han omtalte en Samling af saadanne Smaadigte, der for strste Delen ere fremkaldte af et ieblikkeligt Lune, troede at give os en Forestilling derom, ved at fortlle Indholdet af de forskjellige Stykker, istedetfor at vise os, hvorvidt disse ieblikkets Inspirationer besidde Energie og Gratie, hvorvidt de ere udsprungne af en flleds Grundtone, hvorvidt de besidde en bestemt Colorit, o.s.v. – en saadan Recensent vilde rbe en betydelig Mangel paa Capacitet. Ved Betragtningen af det lille Skrift, som vi her anmelde, vilde den samme Fremgangsmaade vre ligesaa meget at dadle, thi uagtet Hr. Andersens Fodreise har Formen af en Fortlling, saa seer dog Enhver, at det, som han fortller, netop er det Uvsentlige, men at Maaden, hvorpaa han fortller det, ere Hovedsagen. Om Digteren paa sin Vandring til Amager tager ind paa Christiansborg Slot eller i Holmens Kirke, om han gaaer forbi Druknehuset eller forbi Sukkerhuset, er aldeles tilfldigt; alle Begivenhederne i Bogen kunde have vret som andre, uden at Grund-Ideen (ifald en saadan er udtrykt deri) vilde lide mindste Afbrk derved. Skriftet br betragtes som et lyrisk Digt, og i et saadant bestaaer Skjnheden ofte just deri, at et Indhold, som enten er hverdags eller i det mindste indifferent, ved Poesiens Kraft hves til Vrd og Betydning.

Den unge Digter, som, inden han udarbeidede nrvrende Skrift, allerede havde gjort sig bekjendt og yndet ved endeel lyriske Digte, meest af humoristisk Indhold, har i sin Fodreise udentvivl fundet en passende form for den Overgang, hvori hans Genie befandt sig, nemlig fra det Lyriske, hvormed nsten enhver Digter begynder, til Frembringelser af en mere objektiv Natur. Forfatteren befinder sig omtrent i samme Stilling, som en Maler, der inden han vover sig til strengere Compositioner, frst ver sig paa Arabesken; thi ogsaa i Arabesken ere Elementerne tilfldige, heterogene og ligegyldige imod hverandre, men den Originalitet og den Gratie, hvormed de ere sammensmeltede, giver den Kunstvrd. Eller, for at vlge en Sammenligning, som ligger nrmere: Fodreisen er at betragte som en musikalsk Phantasie. En Phantasispiller veed, i det ieblik han begynder, endnu ikke, hvad der vil flge paa Begyndelsen, og endnu mindre, hvorledes han vil ende; han flger kun ieblikkets Inspiration, og er saa lidet Herre over denne, at han tvertimod ganske lader sig henrive af den. Men den samme Aand opfylder ikke de forskjellige Phantaserende. Inspirationen er ikke den samme hos den meer og den mindre Begavede; hos hiin er den originalere, mere overraskende og mere beundringsvrdig. Den er heller ikke den samme hos den fuldendte Mester og hos den uvede Begynder; hos hiin er den, med al sin Vilkaarlighed, dog tillige underkastet visse Regler, hvorved den, selv i den mest brogede Forvirring, stedse vedbliver at vre correct og smagfuld. Der gives visse Harmonier, som ere saaledes forbundne, at ret, ved at hre den ene, venter den anden; der gives andre, som kun ved et dristigt Spring kunne berre hinanden, og selv dette maa motiveres med en stor Kunstforstandighed og Kunstfrdighed; den geniale (og vede Mester undgaaer hine, som tilbyde sig af sig selv; han frapperer og henriver ved disse. Hvad her er sagt om den musikalske Phantasie, lader sig saare let anvende paa den digteriske. Et Analogon til de omtalte nie forbundne Harmonier finder man i alle ved den blotte Idee-Association forbundne Forestillinger. Denne er saaledes den sletteste Ledestjerne, som Phantasien kan vlge sig, deels fordi den er triviel, og findes ligesaavel hos det eenfoldige, det underordnede Menneske, som hos Geniet, deels fordi den er continuerlig i det Uendelige, og savner al discret Eenhed, der kunde afgive et Princip for Begyndelse, Fremgang og Ende.

I Hr. Andersens lille Skrift findes mange Exempler paa en heldig Retning af Phantasien. Den bevger sig ofte mellem originale og frappante Ideer, som den forbinder paa en sindrig Maade; men man seer ogsaa paa den anden Side, at Forfatteren ofte, hvor den genialere Inspiration forlader ham, blot flger sin Idee-Association, og derved vel forger sit Stof, men ikke paa den behageligste Maade for Lseren, eftersom denne meget ofte kan fra den frste Forestilling slutte sig til en Rkke af de flgende, hvoraf tillige den dobbelte Ubeqvemmelighed opstaaer, at Forfatteren faaer Udseende af en Samler, hvem det vel meget er at gjre om Qvantiteten, og at han, ledet af Idee-Asssociationen, frembringer en Mngde Reminicenser fra andre Digtere. Nsten Alt hvad der i Fodreisen skader Interessen, eller stemmer Lseren mindre behageligt, udspringer af den angivne Kilde. Feilen er forresten undskyldelig hos en begyndende Digter, og i nrvrende Tilflde saa meget mere, som Forfatteren selv synes at have flt den; idetmindste har den i Slutningen af det syvende Capitel (Side 64) bortskaaret et Stykke, der fandtes i de tidligere leverede Fragmenter af Bogen, som vare indrykkede i den flyvende Post, et Stykke, hvori han, ved at omtale Amagerport, lededes af sin Idee-Association ikke blot til Betragtning af de Syndere, som henrettes paa Amager – thi denne Betragtning er bleven staaende – men derfra i samme Ledebaand frtes til nogle hverken nye, eller tilstrkkelig grundede, eller til Skriftets Grundtone passende Reflexioner over Forbrydelsernes Tilregnelighed.

Nrvrende Anmeldelses Forfatter har, som man seer, ikke havt isinde at gaae ind i en detailleret Critic over Skriftet; han har blot – hvad neppe er uhensigtsmssigt ved en Bog, der er saa meget udredt, og lses af saa Mange – forsgt at bestemme det Synspunkt, hvorfra den rigtigst bedmmes.