Anmeldelse af "Nye Eventyr og Historier" 1858 2. Samling

Anmeldt i

Nord og Syd.

Anmelder

Goldschmidt, Meïr Aron

Udgivet

1858.

Anmeldte værker

Nye Eventyr og Historier. Første Række. Anden Samling. 1858.

Bibliografisk (H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser)

Anmeldelse af Nye Eventyr og Historier 1858, 2. Samling, af M.A. Goldschmidt i Nord og Syd 1858, bd. 2, s. 200-201.

H.C. Andersen har allerede udgivet en ny Samling af Eventyr og Historier og overrasker saaledes ved sin Productivitet i en Alder, hvor Kilden pleier at flyde mindre rig for andre Digtere. Det betydeligste af de tre nye Eventyr, "Dyndkongens Datter", behandler følgende smukke Tanke. Kjærligheden, i den ægyptiske Prindsesses Skikkelse, bliver ved Andres Misundelse og Svig stødt ned til Dyndets Konge, og her føder Prindsessen en Datter, som af Storken bliver bragt til en Vikingefrue, og som skiftevis har enten sin Moders Ydre og sin Faders Sind eller sin Moders Sind og sin Faders Ydre. Hverken som Barn eller som voxen Pige kan hun faae de to Naturer til at forsones eller rettere: den fyrstelige Sjæl til at overvinde Paddenaturen, skjøndt Husfruen, der kjærlig har taget sig af hende, søger at hjælpe hendes Bevidsthed fremad. Først da noget Stort og Usædvanligt indtræffer i hendes Liv, da Uskyldigheden og Fromheden skal offres for barbarisk Fanatisme, bliver hun bragt til med stor Anstrængelse at bekjæmpe det Grumme og Vilde i sin Natur og hjælpe den Betrængte, og da hun under denne stærke Kamp med sig selv alt mere kommer til at erkjende det Guddommelige og med Vemod beundre dets Magt hos Andre under Lidelse og i Døden, samt selv af fuldt Hjerte tilegner sig det (og gjør Korsets Tegn), falder endelig Paddenaturen ganske bort, og hun staaer som den gjenfødte Prindsesse, skjøn i Sjæl og skjøn paa Legeme. Da gaaer der Fryd over Forløsningen ogsaa gjennem den Natur, der er lavere end Menneskenes: Storkene bringe to Svanehamme, og ved Hjælp af dem komme baade hun og hendes befriede Moder tilbage til Ægypten. Her skal hun giftes; men paa sin Bryllupsdag beder hun om at turde see et Øieblik ind i Himlen, og det opfyldes; men de faa Øieblikke ere Aarhundreder, og da Helga atter seer Jorden, er hun ganske ene og fremmed der. Under hendes Længsel efter det Himmelske foregaaer en ny Forvandling: Som hun forhen blev fra Padde forvandlet til skjøn Kvinde, bliver Skjønheden nu til ren Aandighed og forenes med sit Ophav.

Til det Stykke, som handler om at gaae bort fra Brudgommen og skue ind i Himlens Herleighed samt om Følgen deraf, har Andersen næsten ordret benyttet et gammelt jødisk Sagn, der forresten forekommer under forskjellige Bearbeidelser, f. Ex. om Munken, der hørte den lille Fugl synge og gik efter den. Men han har forenet det godt med det Øvrige og derved fuldstændiggjort Meningen: at ved Forsagelse af Jordens Glæder skal Menneskeheden i Kampen med sin Naturs Dobbelthed feire sin sidste Triumph. Vistnok er dette at forkynde Askesen; men Schiller, der forresten ikke var Asketiker, har omtrent sagt det Samme:

Wollt Ihr schon auf erden Göttern gleichen,
Frei sein in des Todes Reichen:
Brechet nicht von seines Gartens Frucht.

Om Eventyret formaaer at bære den Slags Tanker, om det ikke ved Forsøget paa at optage det specifik Christelige og forkynde den menneskelige Sjæls Frelse ved Hjælp af Troen, maa tabe noget af sin Barnlighed og istedenfor Poesi sætte hellige Tegn, skulle vi ikke paany berøre videre.