The Hans Christian Andersen Center

Du har sgt p: +Det +Kongelige +Bibliotek

G til frste fund  Tilbage til sgeresultaterne

Dato: 20. oktober 1836
Fra: Henriette Hanck   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Odense d: 20de October 1836.

Jeg har lnge ventet Brev! I Begyndelsen gldede jeg mig, naar jeg hrte Posthornet og saae den gule Tnde; men fra Dem bragte den mig aldrig noget. I den almindelige Verden er det jo dog Skik, at den Bortreiste skriver frst; jeg er opdraget i disse Sdvaner, havde De vret min Veninde, havde jeg alligevel for lnge siden overskreden dem, det er De ikke; men desuagtet, (naar jeg undtager Fr Lesse), den Eneste for hvis Skyld jeg nogle Gange har gaaet udenfor Formen, skjndt altid med den pinlige Flelse at De maaskee vilde finde det lige saa forunderligt som jeg selv. - Hvad det Brev angaaer som jeg alligevel har sendt Dem, da har jeg lrt denne Maade at underholde mig med mine Venner paa af Dem selv, thi kort fr Fader reiste, og ifior Vinter da jeg var syg, har De sendt mig to saadanne Breve, hvor skulde jeg ellers have vidst at De i "O T" vilde omtale Kirken og Mllen? Mit sidste ikke nedskrevne Brev sammentnkte jeg ivrigt den Dag da De skrev det lille smukke Vers i min Agnete som De i Sommer tilbd mig. - Jeg gad ellers nok vidst hvad det Brev De i deres Sonambulisme har lst egentlig indeholdt, jeg har ikke troet, at det stod i min Magt at gjre Dem "en overvttes Glde". - Det er ivrigt en gte broderlig Compliment, at det Epistel De venter fra mig skal betragtes som en Straf for Dem, nu - giv mig et godt Ord, saa vil jeg vre naadig og Straffen skal ikke blive alt for lang. - Tak gode Andersen for hvad De har gjort for Fader, vi skjnne Alle derpaa, jeg veed at det har vret ham meget kjrt at besge Konstforeningen og Athenum; at De og Fader ikke stemme overeens i deres Meninger hvad Theatret angaaer finder jeg ganske rimeligt, De er lidt Svermer, hvad denne Konst angaaer, Fader derimod har neppe vedligeholdt almindelig Intresse for den! Der er jo ivrigt saa mange andre Ting i Hovedstaden, hvormed han i flere Aar har vret ubekjendt, og som han nu har gldet sig ved: ny Bygninger, Malerisamlinger, Bibliotheker osv osv, han har jo ogsaa gjenseet mange ldre Bekjendtere, brugt sin Tid godt, og moret sig fortrffeligt; - han har slet ikke bagtalt Deres Lejlighed, hvor kunde De nu vide, at jeg vilde sprge ham om den? - Det fornier mig ret at Fader har gjort Fr. Lesses Bekjendtskab, hun har da ogsaa gjort et srdeles behageligt Indtryk paa ham! -

Jeg glder mig meget til Deres nye Roman, alt hvad jeg fra Fr L - og Dem selv har hrt om den har spendt min Intresse hjt for den. Graat i Graat det lover rigtignok noget srdeles alvorligt, jeg holder meget af Alvor, isr naar den er mild og strk, men hvorfor giver De den, den graae Farve? Den har Alvor i mine Tanker kun naar den blandes med Bitterhed og Forsagthed, og det ere Gjester som jeg kun venter forbigaaende at trffe i Deres Bog, at leve for meget i en graae Taage synes mig ikke kan virke velgjrende, hverken paa Lsernes eller Forfatterens Phantasi, ja den Sidstes Bryst maa ndvendig lide derunder, jeg venter ogsaa varm Solskinn i Deres Bog, ret ofte en lys klar Himmel selv om De undertiden seer Dem ndsaget til at laane den fra Syden. Lov mig at Digteren vil vre lige saa mild som krlig i sin Roman, saa vil jeg inderlig glde mig over, at han da sikkert som Menneske fler sig lykkelig. Enhver selv den Strkeste (skriver De i Moders Brev) har en blodig Piil i Brystet, det er vistnok tragisk smukt, isr naar De som Aria106 have Kraft til at rive den ud igjen, alligevel kunde jeg, (hvis det lod sig gjre), have Lyst til at rende bagefter med en Balsambsse, og hlde Draaber af den paa Saarene eller a la Mad. Lafontaine lgge et godt Ord ind hos Broderen for at det Hele ikke maa blive alt for srgeligt, i det mindste faae et godt Udfald. - Caja klappede i Hnderne, da hun hrte at De havde kaldt deres Helt Christian, det er dog ikke den lille Dreng der bliver saa ulykkelig? - Luzie, ja det er da Bogens Louise, et lyst Billede paa den graa Grund. Deres halvtydske Gouvernante har jeg foresat mig cout qui cout at finde ganske utaalelig, dog lad mig ikke bruge slige Kraftudtryk. Moder ynder dem ikke, og De? - Deres sidste Linier fik jeg frst i Onsdags Aftes, da Fader ikke besindede sig paa, at han havde mere med end Fr. Lesses Brev, (som han troede var fra Dem), og Agnete, jeg tnkte da at De slet ikke havde skreven, og - det bedrvede mig. "Det troer jeg nok" sagde Moder, "Du skulde en anden gang ikke vre saa rask til at kalde Folk utaalelige". Jeg havde i det jeblik det skeede saa aldeles ikke Flelsen af eller Villien til at saare eller fornrme nogen derved, at dette Ord aldrig fr er falden mig tungt paa Samvittigheden, jeg var blodt overgiven, det fornjede mig at der var kommen noget iveien for Deres Lykkesholm-Ophold, Deres Samtale med Grevinde A- som De just gav os morede mig; men da jeg fandt at De ved denne Leilighed, (ja bliv nu vred og det for Alvor!) havde vret temmelig arrogant fik jeg en uimodstaaelig Lyst til at nedskrive det lille Ord som De nok veed, hvilket imidlertid ikke var skeet, naar jeg ikke temmelig vist havde formodet, at De vilde kigge i mit Brev. - Hvad jeg her har skreven, skal ingen Undskyldning vre, De troer vist at jeg har villet bede om Forladelse? Nej, nej, lad mig have den Glde at vre lidt trodsig, det hrer dog igrunden til min Charakteer. - Naar kommer dog deres Kobber, hvis De som De engang lovede, husker at sende mig det skal jeg hnge det i en smuk Ramme over mit Skrivebord, saa maaskee Digterens Billede over det kan indgive mig lidt af det poetiske Liv dette Brev mangler, det vil ogsaa glde mig at betragte de bekjendte Trk, skjndt jeg for at mindes mine Venner intet Billede behver af dem, da deres hele Ejendommelighed staaer klart for mig, og jeg tydelig tnker mig det afvexlende Udtryk i deres Ansigter efter den forskjellige Stemning hvori jeg har seet dem. De staar klarest for mig den Dag De kom hjem fra Svendborg, og den Aften vi havde havt Fremmede, og De havde vret saa underholdene og moret hele Selskabet, og jeg saa et jeblik efter kom op i Stuen hvor De var allene, stttede Panden mod Drstolpen og saae - slet ikke glad ud! - Der er vel bleven stillere i Collins Huus107 siden Deres Ven forlod det; men saa maa det jo igjen vre behageligt for Dem at kunde besge ham i hans eget [Hjem]. Courerer De ham endnu undertiden, som De i Tolderlund fortalte [det med] Ligegyldighed, naar han viser Dem en for stor Interesse? Efter [ ]108 kunde hans Venskab dog let de under Couren.

[ ] Brev til Knudsens, de ere raske. Et par Dage efter at De v[ar rejst var vi paa en] smuk Kjretour med dem eller rettere de med os, Ida Han[sen ] vald vare der ogsaa, samt Becker og hans Kone. Ida var vak[ker og gav] mig et Fiirklver, som jeg skulde gjemme til en Erindring [ ] var ogsaa godmodig, og vilde paa Hjemveien endelig afstaae [sin Frakke da] ieg frs, Becker (der taler med srdeles Godhed om Dem) v[ar saa] artig imod hende at det nsten grndsede til Uartighed og [ ] B- derimod lod til at fornje sig over at det saarede, den S[ ] Duetten fra O T, da vi vare komne frem til Hjrnegaarden; men det klang forstemt! Husets Fr[ue beklagede] at hun ikke havde faaet Dem sagt Farvel. Samme [ ] der stod ved et Vindue og fortalte om hvor herligt Nicolai [ Reise109 ] var skreven, rev derpaa ned paa O T, og forlod mig fr [

] at jeg ingen videre Notice tog af hans Underholdning [ ] var mig den Aften hjertelig imod, saa jeg har ikke vr[ ] Guds Skyld pas godt paa mit Brev, jeg har vret alt for [aabenhjertig.] Fr Falbe har paa Gaden beklaget sig for mig over at hun mod [ ] gjort for Dem, hvilket som hun udtrykte sig havde vret hende [ ] men hun havde stolet paa at Bedstemor og Tante efter Lfte havde bragt Dem [ ] hende osv osv. Fra Caja og Thabita har jeg mange venlige Hilsener isr den sidste er Dem meget hengiven, vi sagde Thabita at De havde talt om at skrive til Caja, hun svarede, at hun var overbeviist om, at det vilde glde hendes Sster meget, alligevel bad Thabita mig bede Dem ikke at gjre det da Caja er saa svag, at hun somoftest hvergang hun skriver nogle Linier til Guldbergs (de eneste hun corresponderer med) faaer Krampe. Thabita lser og ethvert Brev de faae, hjt for hende, for om der skulde vre det mindste, som hun ikke kunde taale at hre! - Fra Deres srdeles Veninde Fr Kalkar skal jeg ogsaa hilse hun besgte os for et par Aftner siden, hendes Mand har formodentligt besgt Dem i Kjbh. i det mindste var det hans Forst. - - Lad mig nu snart hre lidt fra Dem, at faae halv saa ofte Brev som Jette Wulff fik i Sommer forlanger jeg ikke hun er jo om end ikke en ldre saa dog en njere Bekjendt af Dem end jeg; men lidt oftere end Jette H. - har faaet i den senere Tid nskede jeg dog nok. Jeg skal hilse Dem fra Alle herhjemme, vi ere alle temmelig vel og glade ved at have Fader igjen hos os, jeg selv er ogsaa rask og tilfreds, og nsker at De ikke maa plages af en pen Halspine, eller af en brillant Feber. - Thea sidder ikke paa Forhjningen hos Bedstemor, men her hjemme paa vor egen. Eline lige over for hende, Moder paa Divanen, Augusta er hos Brnene, Fader paa Skolen, Caroline synger ved Claveret:

"Ach wenn nur Sehnsucht Flgel htte

Blos wie das kleinste Vgelein"

Jeg sidder her ved mit Skrivebord og nynner i Tankerne med, jeg har undertiden en ret ubetvingelig Lyst til at flagre ud i den vide Verden; men de stkkede Vinger bringer mig ikke lngere end daglig fra Over? til Vestergade. Lev nu ret vel! Hils den kjre Fr Lesse og tak hende for hendes Brev. Lad mit intet Circulair vre De veed hvor haart det er mig imod. Tnk undertiden lidt venligt paa Vennerne i Odense, og vr overbeviist om at De altid skal gjenfinde det gamle Ssterhjerte hos

Henriette H.

Alt hvad De i Deres nste Brev vil mlde mig Deres Roman angaaende modtages med Taknemmelighed!

Jeg har skreven paa dette pyntelige Papir, fordi De skulde troe at De fik et nydeligt Brev. Vignetten er efter Faders Tegning; men endeel forfusket ved Lithograferingen.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Henriette Hanck 1830-1846.