The Hans Christian Andersen Center

Dato: 11. september 1860
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Oline Collin, f. Thyberg
Sprog: dansk.

333. Til Henriette Collin.

Naar De mellem disse to, foroven og forneden af Billedet markerede Steder drager en Linie da gaaer denne gjennem Huset hvor jeg boer paa frste Sal med Udsigt over Sen, til Jurabjergene. Det hvide Bjerg De seer er Montblanc. en er Roussous .–

Kjre Fru Collin! Geneve den 11 September 1860.

Det er smukt og trofast af Dem at De altid i Deres Mands Brev til mig lader flge en lille Skrivelse, derfor skal ogsaa De i Dag have det hele lange Brev, rigtignok fortjente Deres Mand et lignende, som Udbrud af min Glde og Tak for det velsignede Brev han igaar forundte mig, faae af hans Breve have vret hjerteligere, (ret som Ven skriver til Ven), som dette var det; jeg trngte til et saadant og jeg vilde nu saa gjerne sige ham mit Hjertes Tak, dog et Brev til Dem, er jo et Brev til ham, De lader ham lse dette, omfavner ham, saa vil han vre tilfreds. Jeg sender Dem ogsaa her en Photographie af Garibaldi, den skal vre srdeles lignende og da der neppe er naaet noget andet Aftryk hjem, har dette maaskee en strre Interesse for Dem at De har det frste Exemplar at fremvise. Nu har jeg allerede vret over fjorten Dage i Geneve, boer som sagt hos en Madam Achard der har een af de meest sgte Pensioner, deels for Husets Beliggenhed, De seer det paa Billedet ovenfor, deels fordi det er en dannet Kone hvor man er i bedste Selskab. Engelske og amerikanske Familier boe her, en ung rusisk Prinds med sin Hovmester etc.–Vi samles ved Kaffebordet, ved Frokosten Klokken 12 og om Middagen Klokken 5; jeg er for ieblikket Mrkvrdigheden, og mine Skrifter i Engelsk, Fransk og Tydsk, lses i alle Stuer; jeg er naturligviis indbudt Engeland og Amerika, det er altid en Hflighed; men det rrte mig, at den 6 September, den Dag jeg frste Gang kom som fattig Dreng til Kjbenhavn, var bemrket af flere her i Geneve og jeg fik den Dag sendt tre forskjellige smukke BlomsterBouquetter. Digteren Petit-Senn, den betydeligste her, indbd mig nylig til en Middag nede i Chenes hvor han boer; den gamle Mand, der altid troer sig syg, var ungdommelig frisk og livlig, sang os flere af sine Sange og gav Historier til bedste. Digteren Blanvallet, som ogsaa lever her viser mig, ligesom nsten alle Byens Professorer stor Opmrksomhed. I Pensionen selv er det ganske interessant at see dette levende bevgelige Panorama af nye Pensionister, nogle blive her knap en Uge, medens andre slaae sig maanedsviis til Ro! saaledes saae jeg nylig her en stiv engelsk Mand og Kone med deres Dttre, opmarscherende og deres Ansigts Forklarelse ved at see405 Hans Christian Andersen, ja det er en Skam at lee, men der er tidt noget saa Komisk og saa tale de ofte en Fransk at jeg ikke veed om det er Engelsk jeg faaer!–selv gjr jeg'ndash;de[t] siger man i Hflighed, utrolig Fremgang i Fransk, sladdre det gjr jeg det da med stor Uforskammenhed, jeg taler hurtigt for at man ikke skal mrke Feilene; dog det er vist, jeg begynder nu ganske anderledes at forstaae de Andre, end jeg har gjort det fr. Alt dette finder De kan vre meget morsomt, ikke sandt, og dog, kjre Fru Collin, paa hele Reisen har jeg endnu ikke flt mig saa forstemt, saa nerveus sygelig som her, ja, der har virkelig vret ieblikke hvori min Stemning var saaledes at jeg nskede at kunne lukke mine ine for at aabne dem kun i den ubekjendte Verden; denne Svven i Uvished om jeg skulde gaae til Italien eller ei, denne idelige Seen ind i mig selv om det ikke var en Svaghed jeg skulde overvinde, stte igjennem hvad jeg een gang havde bestemt, gaae til Rom, eller idetmindste blive ude et Aar, da jeg dog saa temmeligt bestemt eengang havde sagt det, men jo mere jeg overveiede og prvede, kom jeg til den Erkjendelse, Italien er ikke iaar Stedet for mig. Sprog kan jeg ikke nok til at gaae til Spanien, Paris har aldrig ret tiltalt mig, Tydskland vil jeg ikke gjerne overvintre i, klogest at flyve hjem, for igjen et andet roligere Aar at naae Italien, Landet for min Lngsel; jeg gik i Feber og ventede at hre nogle Ord fra Deres Mand og da hans Mening i Sagen slutter sig til min, velan'ndash;hjem! hvorledes Farten bliver veed jeg endnu ikke ret, rimeligviis gaaer jeg frst lidt til Stuttgard og Mnchen, det sidste Sted skulde jeg have Klder, flyver saa over Weimar til Dresden, hvor jeg vel hos Fru Serre ikke tr gjre Opholdet i Maxen kortere end 14 Dage; paa Hjemveien gaaer jeg vist en lignende Tid til Basns, saa at jeg neppe seer mine kjbenhavnske Venner fr frst i November; saa skulde jeg ogsaa see til at faae der en Huusleilighed; hos Anholms er mig for uroligt, jeg vil gjerne boe paa Kongens Nytorv, St Annaplads eller der et Sted nr ved Theatrene, derom skriver jeg imidlertid senere til Dem, naar jeg nu frst ret har sundet mig til Hjemfarten og lagt en ordenlig Reiseplan, hrer De derimod, tilfldigt, om nogen Slags Leilighed, som jeg har antydet, da lg Mrke der til, men gjr ikke Arangement fr nrmere Bn fra mig. Forrige Sndag, den 2den September gik jeg op i Socit de Lecture for at lse Aviserne, her findes Algemeine Zeitung og der lste jeg at Heiberg var dd, da jeg strax efter kom paa Posthuset fandt jeg fra H. P. Holst et Brev hvori han mldte mig det samme, Dagen efter kom Brev fra Thide, hvori ogsaa stod herom, saa at jeg fik Efterretningen tidligere, end fra Deres Mand; min frste Tanke ved Heibergs Dd var Erindringen om al den Venlighed, isr i tidligere Tid, dog ogsaa i den allersidste, Herberg var kommet mig imde med og jeg huskede paa hans Ord til mig engang, da jeg beklagede mig for ham at han var lidt forstrng offentligt mod mig, han sagde saa venligt; De er dog en sand Digter; vi gaae forskjellige Veie, men vi gaae til det samme Maal! og de Ord var meget sagt den Gang af ham; Verden vil maaskee dmme anderledes. Imorges fik jeg til min store Glde et Brev fra Deres Svigerfader, det tydede paa at han var glad og vel, men jeg blev bevget der ved, isr de Ord: Det falder mig tidt ind det Sprgsmaal: hvorfor farer Andersen dog saa meget omkring i det Fjerne, da han dog har saa mange rlige trofaste Venner i Hjemmet?–Det gjorde mig egentligt godt at han spurgte; mit Svar ligger i et Par af mine Digtninger; Hjertet har lige som Himmeriges Rige, mange Vrelser, men man lukker dem ikke alle op, ihvor aabent end det store Slot kan synes.–Glder nu De eller Nogen mig hjemme med Breve da send disse indtil videre til Basel poste-restante, der skal jeg srge for paa Posthuset at de senere indlbne vide at finde mig, for ieblikket veed jeg ikke at opgive sikkrere Sted. Etatsraad Drevsen maa De endelig takke uendeligt meget for det deslige lange Brev han i Dag sendte mig, det kom sammen med hans Svigerfaders; der var en Deel deri han havde at fortlle mig, men lod vre der med, i den Tanke at jeg lste danske Aviser, disse har jeg ikke seet siden jeg var i Rendsborg, jeg har fra jeg forlod Mnchen, til jeg kom her til Schweitz ikke engang seet tydske Aviser, men her i Genf har jeg franske, engelske og den augsburgske saa at jeg ret hrer Dningen fra Italien og fra det Rre der er rundtom i Verden. Siig Etatsraad Drevsen at det er frste Gang ude jeg har flt Lngsel efter at flyve hjem; aldrig har jeg udefor fornummet hvor bermt mit Navn er saaledes som jeg denne Gang har fornummet det, men al Roes og Hder, trykt og udtalt er dog ikke strk som den jeg fornam i Soldaternes Sang for mig paa Grndsen af Hjemmet, det Hurra, saa dansk saa strk, har vret mig en Erkjendelse som ikke kan overveies ude, og naar jeg her i Schweiz seer Schweizerflaget, det hvide Kors i den rde Grund, synes jeg at det er [et] Stykke fra Hjemmet, en Vinken om at komme der hen! Man sagde engang, min Ven Orla Lehmann selv sagde det, at kun min skandinaviske Vise gjorde mig til en dansk Digter, Frken Bremer derimod paastod jeg var det klareste Afprg af Danskhed, hele Udlandet siger, jeg er den meest danske Digter og jeg selv fornemmer det, jeg er groet i den Bund og er og vil blive erkjendt altid, i den vide Verden og hjemme med, engang406, som den meest danske Digter!–Nu tusinde kjrlige Hilsener til Alle hjemme, Deres Louise, Jonas, Drevsens, Gottliebs, Linds og fremfor hver, til Deres Svigerfader.

Deres tro hengivne

H. C. Andersen.

E. S

Fru Pedersen Deres Broder, hans Kone saavelsom Gerson og Frken Reimer mange Hilsener!

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin