The Hans Christian Andersen Center

Dato: 3. august 1860
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Oline Collin, f. Thyberg
Sprog: dansk.

324. Til Henriette Collin.

Locle 3 August 1860.

Kjre Fru Collin!

Med Jubel modtog jeg for nogle ieblikke siden Deres velsignede Brev, indledet af min altid trofaste Ven, Deres Gemal. Det er mig en Trang strax at tage Pennen i Haanden for at takke Dem, tale med Dem; det var et rigt, et rart Brev De gav mig og det med Critik i bengalsk Flamme fra det store Engeland; De begriber at jeg er glad ved at mine sidste Eventyr og Historier saaledes optages i Engeland, at jeg er glad ved selv om de overvurderes, at Complimenterne ere for svre til at sendes med Posten, som De i lidt uskyldig Ondskab, behager at udtrykke Dem. De maa endelig opbevare for mig de af Athenum og the Leader392 udklippede Meddelelser; jeg formoder at danske Blade, rimeligvis Dagbladet har meddeelt Kjbenhavnerne at man ikke har Skam af mig i Engeland. Siig mig hvilke danske Blade der har optaget et Referat, at man kan kjende sine Venner. De kan tro at jeg ret smgtede efter Brev, navnlig fra den collinske Familie, thi siden De, Deres Mand, Lovise og Jonas forenede sig til at levere en Brev-Bouquet, og det er nu netop en Maaned siden, har jeg kun een eneste Gang faaet et ganske lille Brev fra Louise Lind; og det er nu ogsaa paa tredie Uge siden. Hver Enkelt i Familien forlange af mig et Brev for maaskee at give mig eet igjen, men husker ikke paa at det, med den bedste Villie og strste Lyst, bliver for mig et Arbeide at skrive til Hver, medens den Enkelte kunde give sin Skjerv og det blev en samlet Rigdom for mig. Etatsraad Thiele er den som har meest givet skriftligt Beviis paa at jeg var i hans Tanke; fra ham har jeg faaet to lange Brev[e]. Alt dette skal nu ikke vre Bebreidelse mod Familien, mindst mod den velsignede Deel i Tvergaden; De kjre Fru Collin har saaledes ogsaa givet mig to rige, herlige Breve, ikke at tale om de kjre Bilag fra Mand og Brn. Fr jeg forlod Mnchen fik jeg Indbydelse af den bekjendte Kunsthandler og Kunstner selv, Hofraad Hampfstngel, der bad mig om at sidde for at min Photographi kunne tages til det bekjendte Vrk af bekjendte Personer, han udgiver. Han tog to! aldrig har jeg seet et saa smukt og dog lignende Portrt af mig! jeg blev aldeles overrasket, forbauset ved at Sollyset kunde forme en saadan Skjnheds-Skikkelse af mit Ansigt. Jeg er smigret i utrolig Grad og dog er det Photographie kun. De vil faae det at see; det er det eneste Portrt min Forfngelighed nsker gaaer over til Efterverdenen. Hvor de unge Damer da ville sige: At han ikke blev gift?!

–Over Lindau gik jeg til Brunnen, tingede mig der i Kost, Pension som det kaldes, hos Oberst Auf der Mauer, hvor jeg fr har boet med Edgar og med Harald. Ingen af de to ville have moret sig troer jeg, ved saaledes i fjorten Dage, da Veiret nsten altid var slet, at have siddet her i sammenbragt Familie Liv eller paa et lille Kammer, men jeg fandt det hyggeligt, hjemmeligt og jeg blev da ogsaa gjort forfrdeligt af; tydske og engelske Damer og Herrer skiftedes til om Aftenen, jeg da ogsaa, (paa Tydsk) at Lse hit af mine Eventyr, der blev sjunget og musiceret og jeg fik hver Morgen sendt smukke Blomster, Krandse og Complimenter, mine nyeste Eventyr vare allerede paa tydsk naaede til Schweitz og blandt disse gjorte Brnesnak og Waldemar Daa isrdeleshed Lykke. Vi havde en Dag skrkkeligt Veir, Regnen strmmede ned saa at en Fjeldstrm nr der ved Byen, rev en Bro bort i det en Kone med tre Brn gik over den, alle fire druknede, det stormede og Vierwaldstdtersen vltede Blger som da Tell styrede Baaden for Gesler. Professor Schjern maa tilgive mig at jeg med Schweitzerne troer paa at der har vret en Tell; Schweitz lader nu reise Schiller et Monument ved Grtly393 fordi han har forherliget deres Helt, jeg er bange Schjern ikke faaer et Monument. I Mandags kom jeg her til Locle, hvor jeg ikke har vret siden 1833, altsaa ikke i 27 Aar; den Gang kom man med Posten i fire Timer her til fra Neufchatel, nu flyver man opad Bjerget, altid opad, paa Jernbane, i omtrent halvanden Time; den ene Tunel flger paa den anden, man bliver tilsidst underlig derved; een Tunel er over en halv dansk Miil, og man er der i syv Minutter i Mrke og det i fuld Fart; det er afskyeligt! jeg sad med den Tanke, om her nu laae en Steen og vi vltede, eller Tunelen, der kun er fjorten Dage gammel, styrtede sammen og vi bleve levende begravne! Det rislede mig koldt ned af Ryggen, Mrket er intet Menneskes Ven! fornam jeg her; det gjorte vel igjen at see Sollyset, men kun eet Minut saae vi det, saa fulgte en ny Tunel, men dog kun paa fire Minuter. Af hele den Hourietske Familie, hvor jeg boede sidst jeg var her, leve Ingen; Hr. Houriet er dd, hans Kone dd, de tre Brn dde, de to prgtige gamle Tanter Rosalie og Lydia, hvem jeg har nvnet i min Roman O T, alle dde, jeg kan kun paa Kirkegaarden aflgge Besg hos mine gamle Venner. Hvor forandret Alt! Locle er afbrndt og ombygget siden jeg sidst var her, den er strre, prgtigere, Intet mere det samme. Hvor jeg kravlede op af Bjerget uden for mine Vinduer der lber nu Jernbanen, og uagtet jeg har mit Vrelse i tredie Etage, maae jeg see op i Veiret efter Banetoget naar det bruser forbi mine Vinduer. Fr var Dalen lukket og der lngst inde laae saa eensomt den underjordiske Mlle, nu er rundt om den en Snees store Huse og forbi den en stor frdet Landevei; Klippen gjennembrudt og man kjrer gjennem fem Tuneler ind i Frankerige, derinde var jeg igaar med Jules Jrgensen, vi kjrte over Grndsen, til den frste franske By, fulgte Doubfloden og tog hjem over Brenet. Der er maleriske Afgrunde, vildt og dog venligt, det var en smuk Kjretour. Her tales naturligviis kun Fransk, men De veed at jeg med 30 og en halv Glose kan bygge en vel dristig, men forstaaelig Conversation, jeg lader mig aldrig genere, dog i Dag sagde jeg noget hist Upassende ved Bordet, just som jeg vilde sige noget srdeles galant, men det gjr ikke Noget hvad man siger i Uskyldighed. Jules Jrgensen har en gift Datter og een noget yngere, begge meget nydelige, Snnerne hist elskvrdige og Konen synes saa god og forstandig. Jrgensen er ikke blevet meget ldre uden at Haaret er graanet, han boer srdeles smukt og synes at staae sig godt. Men koldt er her, rdsomt koldt, min lille Finger hvori jeg stadig har Gigt, piner mig her voldsomt, jeg har Smerte i Hals og Side, fryser meget, men vil ikke have i Kakkelovnen som de har det nede. De to sidste Ntter var her kun fire Graders Varme; iforgaars sneede det; Luften er kold og tr, jeg veed ikke hvorledes den vil bekomme mig, man maa srdeles venne sig til den, jeg spiser bestandig og har dog altid Appetit. Hils nu ret hjerteligt Deres egen Louise og Jonas, ligesom Deres Svigerfader og de andre i Familien, srlig Jette Petersen og hendes Datter. Hvad jeg nu videre har at skrive, der for en Deel gaaer ind i Forretninger vil jeg srlig give Deres Gemal, men han lser frst dette Brev, som jo ogsaa gjlder ham. Gld mig nu snart med Brev igjen! Deres taknemlige

H. C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter