The Hans Christian Andersen Center

Dato: 4. august 1836
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

98. Til E. Collin.

Svendborg den 4de August 1836.

Min kjre, bedste Ven!

Igaar Eftermiddags kom jeg her til, efter en stor Omflakken, fra Herregaard til Herregaard, alle Breve, som imidlertid indtraf i Odense, skulde sendes her til. Jeg gik paa Posthuset og fandt et Brev der fra Deres Fader, han skriver Torsdag eller Fredag er det Eduards Bryllups Dag! Det gldede og dog bedrvede mig. De stter vistnok ikke Priis paa en Vise og mueligt, fler De Dem ganske anderledes stemt end at have Sang, men jeg var dog af den Mening, at da Deres frste Ven, (i det mindste fra min Side) er Digter, saa skulde just De have en Vise til Brylluppet. Nu faaer jeg frst her Dagen forud Brevet og Posten til Kjbenhavn gaaer ikke afsted tidligere, end Lverdag. Det er altsaa umuligt at faae mit nske opfyldt. Jeg kommer post festum. De er gtemand naar mit Brev kommer, De eier Deres elskvrdige Jette. I Dag og imorgen, begge Dagene vil jeg ret gaae at tnke paa Dem begge to, een af disse Dage er jo Bryllupsdagen. Skjndt jeg ikke kan komme med, ei engang med en Vise, er jeg dog sjlelig tilstde191. Jeg seer Dem begge to, alvorlige og dog saa glade. I mit Hjerte beder jeg den gode Gud, gjre Dem ret lykkelig! Vandet trnger mig i inene i det jeg skriver dette. Min kjre, kjre Eduard! Gud velsigne, og ledsage Dig! ja, Du bliver lykkelig og fortjener det. Jette vil blive trofast og elskelig, som hun altid var. Den huuslige Lykke kan jeg ret godt tnke mig, som Moses staaer jeg paa Bjerget og seer ind i det forjttede Land, der jeg aldrig selv kommer. Gud har givet mig meget i Verden, men maaskee, er det jeg mister, det Bedste og Lykkeligste. Et Hjem har man frst naar man har en trofast, elskelig Kone, naar man seer sig selv gjenfdt i de kjre Brn. Al den Lykke venter nu Dem! Jeg staaer ene hele mit Liv, Venskab maa vre mig Alt, Venskab skal udfylde enhver Plads, derfor er maaskee mine Yttringer, mine Fordringer, saa store, alfor store! men giv mig, saa meget De kan, De er den jeg elsker hiest. Jeg forudfler hele min Fremtid, med alle dens Savn, jeg skal blive ene, og maa blive det. Min Forstand haaber jeg vil altid vise mig det lige klart. Men mine Flelser ere strke, som Deres, som De elsker Deres Jette, har ogsaa jeg elsket! to Gange har jeg elsket, men det var kun Selvskuffelse, dog den selvskuffede lider vist dybest, jeg glemmer det aldrig, men selv192 vi to tale aldrig derom. Det er af de Lidelser, man ikke selv kan tale med sin kjreste Ven om. Jeg er jo ogsaa lgt, kun imellem, virker det endnu i de helbredede Dele. Bedst var det maaskee ikke at have engang skrevet disse Ord. Dog Eduards Bryllup, gaaer dybt ned i mit Hjerte, vkker alle mine Erindringer der. Den, som kan elske to Gange, kommer nok med tredie Gang, tnker De, men Eduard, det er just det jeg vil bede Gud bevare mig fra og det vil han! Han vil jo kun det Fornuftige. Ganske rask er jeg ikke i Dag! forleden badede jeg mig i en Indse, hvor der var Kildevld og det har bragt Feber i mit Blod. Paa Onsdag forlader jeg Odense og tager 4 a 5 Dage til Nrager, jeg fik i Dag et venligt Epistel fra Emma at Vognen vilde vente mig i Slagelse, jeg venter nu et Brev paa Nrager, f Ex Sndag aften, et Brev fra Dem min kjre, kjre Ven, maaskee skriver Jette et Par Ord deri. Jeg har her ladet et lille Epistel flge til hende. Vielsen tnker jeg mig staaer i Helsinger og nste Morgen kjrer det unge Par til Byen. Imorgen altsaa naar dette Brev kommer paa Posten, sidder De og Jette, som Mand og Kone, ved hinandens Side. Lykkelige Mennesker begge to. Fl ret hvor meget I have fremfor Vennen. Dog jeg flyver mod Syden. Italien er min Brud! Lev vel! Lev vel! Gud velsigne Eder begge!

Broderen.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin