The Hans Christian Andersen Center

Dato: 19. juli 1836
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

97. Til E. Collin.

Tolderlund den 19 Juli 1836.

Nu er jeg i Tolderlund, som De seer, men fler mig ikke ret vel. Det er et utaaleligt koldt Veir! Blst og Regn; her til kommer nu, at det er et lille Landsted, smaae, lave Vrelser, som man ikke kan bevge sig i, siidt og fugtigt, jeg har ondt i Halsen ondt i Ryggen og fler mig alfor eensom. I Anledning af Odense Marked, kom jeg hertil, og fordi jeg egentligt er Gjst hos Mad: Iversen. Paa Lykkesholm var jeg begyndt at blive feed, flte mig srdeles vel, i de store Sale, ved den gode Mad og ved den rige Natur. Vi gjorte mange Udflugter og paa rebekkelunde, kunde Deres Ssteres Digter Bulver, ikke have faaet en mere smigrende Behandling end jeg, min Skaal blev frst udbragt: Danmark[s] Andersen, som hdrer vor gamle Borg med sin Nrvrelse! (rlig talt flte jeg mig lidt flau ved den srdeles Complimenteren). Imidlertid fik vi mange Gjster til Lykkesholm og een af de, som blev, var Skuespiller Foersom. Han er godmodig, men saare raa! tnk! ved Middagsbordet hvor der var vist Mennesker og halvdelen Damer, gjorte han med et Lommetrklde og sine Fingere en Figur, som forestillede een med bare Laar og presenterede den. Det eneste Comiske var, at een af Damerne, som ikke saae godt, tog Lorgnietten frem for at beskue hvad det egentligt var. Een Morgen kommer jeg ind paa mit Vrelse og der staaer Foersom ganske rolig og bruger min Tandbrste. Geneer Dem ikke! sagde jeg, men hvor gidder De bruge en Andens Tandbrste? O, svarer han, det bryder jeg mig s'gud ikke om, De feiler jo ikke noget! Da han var borte, kom da strax min gode Tandbrste ud af Vinduet, jeg vilde ikke have den til min Mund. Foersoms hele Raahed kjedede mig og jeg begyndte da at lnges efter Odense; vi reiste da til Marked. Nu skal De hre min Lidelseshistorie. Min Kuffert kunde ikke gaae paa Vognen, den maatte op igjen og jeg, medens de Andre var paa Vognen, pille noget ud til Reisen. I Hastvrk fik jeg min Sax ind i Tegnebogen og bag i Lommen. Vi kjrte, Saxen gleed ud, jeg stod af ved en Kro hvor vi ville have Mjd, jeg stiger opigjen og nu har Saxen vendt sig saa at jeg stter mig een heel Tomme ned i den. Jeg kunde fle Blodet lb og nu maatte jeg ind og bade Bagdelen med dike og Vand. Pauli holdt Koppen og Foersom klemte Saaret, det var en brillant Scene. Nu kom jeg til Odense; Markedet var slet, Veiret og jeg slet, saa flyver der mig et Asen af et Skjldyr lige ind i iet, ud kunne vi ikke faae det,

Ingen kunde see det og jeg leed af Smerte. Saa vilde man bilde mig ind det var Gigt. Uh! hvor jeg var lynende gal. Hele Natten piintes jeg, nste Dag gav Doctoren mig noget ienvand og da, men frst ud paa Eftermiddagen kom der et Monstrum, en flyvende Drommedar ud af iet. Efter denne Lidelse fik jeg Mavepine og ondt i Brystet og saa kommer Deres Brev. Nu maa De tnke Dem at jeg ret var veemodig stemt, havde en Lngsel efter Dem og Deres, som jeg lnge ikke har flt, og da jeg saa lser saa er Deres halve Brev, det saakaldte moersomme Vrvl, som jeg ikke var det mindste oplagt til at modtage. Jeg var nu i det Humeur at jeg tnkte: O det Menneske, han holder dog ikke af mig, som jeg holder af ham. Jeg var arrig over at De sagde: Idag venter jeg Emil! det syntes mig. Ja, see ham venter han, ham holder han af, ham viser han ogsaa mere Fortrolighed, ham spadserer han med og spiller Schak med! Uf! jeg var arrig paa Dem, Verden og Dem. Idag er Veiret herude ligesaa slet som igaar. Her er Vinterkoldt, Regnen strmmer ned, men jeg er dog roligere. Deres Brev har jeg to Gange lst igjennem og finder nu, at det jo er ganske i den Tone, som jeg angav fra Lykkesholm; men koldere er det bestemt; og hvorfor kalder De mig Deres skikkelige Ven! jeg vil ikke vre skikkelig! det er det flaueste, kjedeligste Ord De kan bruge. Skikkelig kalder man enhver god Torsk! For det Vrvl jeg skrev om Rosen og Kysseriet kalder De mig nok saa! ja bi! naar jeg reiser igjen, jeg skal ikke vre skikkelig, vil ikke vre det189, jeg har varmere Blod maaskee, end De og det halve Kjbenhavn. Eduard, jeg fler mig saa lynende gal i dette kle Veir! jeg lnges ogsaa efter Dem for at ruske Dem, for at see Deres Krampelatter, for at kunne gaae fornrmet bort og ikke komme i hele to Dage hjem til Dem. Er De nu et Menneske med Flelse, saa skriv mig snart og ved snart forstaaer jeg strax, et langt Brev til, Svar mig paa hvad jeg har spurgt om i eet af de tidligere Breve, eller siig lige reent ud at De vil ikke svare mig paa det, saa veed jeg det. Emil holder jeg srdeles af, men gjr De mere af ham end af mig, saa faaer jeg noget imod ham. Her har De Digtet De nskede. Pauli har sat det i Musik.

1.

Rosenknop, saa fast og rund,

Deilig, som en Pigemund!

Jeg Dig kysser, som min Brud!

Yndigt meer, Du springer ud.

Nok et Kys Dig Lben sender,

Fl, hvor jeg brnder!

2.

Jeg vil skrifte, som sig br,

Ingen har Jeg kysset fr.

Ingen Pige venter mig!

Rose, jeg maa kysse Dig.

Ak, Du ei min Lngsel kjender.

Fl, hvor jeg brnder!

3.

Med hvert Kys Du faaer en Sang,

Naar Du da er Stv engang,

Sangen kalder Dig ihu.

Ingen kyssed' mig, kun Du.

Kun ved Dig jeg Kysset kjender.

Fl, hvor jeg brnder!

4.

Danmarks Dttre ved min Grav

Sige for hver Sang jeg gav:

Han just havde Kys fortjent!

Herligt sagt, men lidt for seent.

Ln mig mens jeg er ilive!

Kys I mig give!

E. S. Tre Capitler ere alt skrevne af den nye Roman, siig Deres Moder det, hende veed jeg da det vil glde. Improvisatoren var en Nordboe der skildrede Italien, nu skal De see det Stykke, en Italiener, som skildrer Norden. Planen er lagt, udtnkt etc. . etc. Hils Deres elskvrdige Jette og den kjre, trofaste Louise. Jette faaer Brev fra mig naar jeg er i Rosen-Humeur, Louise vil jeg skrive til naar hunselv kun gjennem Dem takker for Brevet hun fik. Fru Bgel har jeg lovet et Brev, men veed ikke hendes Adresse, vil De derfor sende det til hendes Portnerske, De seer i Veiviseren, Adressen. Lev nu vel! Hils dem Alle hjemme i Hjemmet og skriv snart til

Deres190 Ven

H. C. Andersen.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin