The Hans Christian Andersen Center

Dato: 16. juli 1836
Fra: Edvard Collin   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

96. Fra E. Collin.

Kjbenhavn d. 16.Julii 1836.

Histrede! Deres meget rede af 3die dennes har jeg modtaget. Dette Brev har ikke kunnet interessere Nogen mere end mig, da jeg i hele dets humoristiske Afdeling gjenkjender alle de Momenter, som jeg i mit Brev til Dem havde opstillet, og som De med en venskabelig rlighed, der br paaskjnnes, har afcopieret uden nogen vsentlig Forandring.

Den captatio benevolenti, hvormed De, som routineret Vaudeville- skriver, ender Deres humoristiske Betragtninger, lyder saaledes: Siig mig nu, kjre Ven!, kan De finde alt det Vrvl morsomt, jeg nu har skrevet? Vil De rgre mig, saa siig ja, vil De smigre, da siig det Modsatte. Nei, kjre Andersen, jeg vil ikke rgre Dem, jeg finder det virkelig aldeles ikke morsomt; men derfor maa De heller ikke troe, at jeg vil smigre Dem. Dog maa jeg sige, at der er eet Udtryk, som De, saavidt jeg veed, er den Eneste der har brugt, og som virkelig er godt. De siger: jeg er paa Landet, spiser og drikker, som til Geburtsdag, bliver uhyre flateret etc. . . Jeg indsaae! jo strax, at De ikke havde skrevet feil og meent flatteret, men kom frst senere til at fatte Etymologien, nemlig: flatus en Vind, deraf flateret, som lider af Vinde, som er bespndt af Vinde, og dette stemmer med Contexten.

Fremdeles siger De: De er meget vittig hrer jeg fortlle, og tilfjer, at det er Skade, at vi hjemme ikke have hrt Dem, naar De er vittig. Det er sandt! det er Skade, at jeg ikke har hrt Dem vre vittig, og endnu mere, at jeg ikke engang har hrt nogen fortlle det; jeg beder Dem, lad optage et Tingsvidne derpaa, for at give Tvivlerne Troen i Hnderne; De behver ikke at lade det tinglse, af Frygt for en Depossession. Ingen vil kunne tilrane sig Deres Vittigheder, uden strax at blive rbet; thi jeg er vis paa at De selv i Deres Vittigheder bevarer Deres rene, barnlig uskyldige Sind; en af Deres Vittigheder vilde jeg kunne kjende mellem tusende, ligesom Elskerinderne i de gamle Ridder-Romaner altid kjendte deres188 Liebhabere. Jeg beder Dem forstaae dette ligesom med megen Forsigtighed. De siger, De kunde gjerne give mig en lille Vittighed, men den skal gjemmes til Romanen, siger jeg nok. Ja det siger jeg, og jeg siger endvidere, at saa er den godt gjemt, forsaavidt man da efter mange Aars Forlb ikke skal kunne sige, at det er en forslidt Vittighed. Jeg haaber fremdeles, at De ikke troer, jeg vil smigre Dem.

Af Deres Spiseseddel seer jeg, at De ikke alene har ie men ogsaa Mave for Naturen, og, jeg maa formode, det Sidste endog paa det Frstes Bekostning, thi naar det skal gjres, maa det andet forsmmes. Forresten gjr De, som alle Digtere, alting paa Naturens Vegne.

De siger, De fik ved Bordet rd eller hvid Viin. Ja, hvad var den nu? De vil indsee, at det er forbandet lidt sagt om Viin, at den er rd eller hvid.

Det er et underligt Sted, der nu kommer i Deres Brev; for at gjennemgaae det nie og for kommende Slgter at oplyse det Dunkle, som frst vil kunne forstaaes, wenn Andersens und Collins Briefwechsel erschienen ist, maa jeg vel afskrive dette med: Det er et sandt sybarittisk (?) Liv, derfor tog jeg ogsaa en deilig Provinds-Rose med i Sengen, som jeg kyssede fr jeg sov og lagde derpaa under Hovedpuden Nu sprger jeg: fordi man lever et sybaritisk Liv, skal man derfor tage en Rose med i Sengen. De siger rigtignok, De har ikke andet, da De ikke er forlovet; men da maa De have et underligt Begreb om Forlovelse. For det Andet, hvad skal det til at kysse Sengen? Der kan jeg dog med Rette sprge: hvad skal det smage af? At De kyssede den, fr De sov, og ikke medens De sov, er heelt begribeligt, ligesom og, at det var en Provinds-Rose, De tog, thi de har vel ikke andet i Provindserne. At Nonnen har sin Bambino, maa vre hendes Sag, det maa hun forsvare; men derfor er det ingen Maneer, at saadan et gammelt Menneske ligger i Sengen og laver Potpourri af Roser; havde De endda ligget og spiist en Nonnetitte, det kunde jeg have fundet mig i.

Jeg kan trste Dem med, at nu er jeg kjed af at skrive paa den Maade........

Det Digt, De i Deres sidste Brev fortller at have skrevet, kan De ligesaagjerne meddele mig i Deres nste Brev. Det er saa lnge siden at De har skrevet et Digt.

Dyrehavs-Scenen er iaar kun besat med nogle norske Drenge, som falde ned af Linien og kunne gjre Kaalbtter, samt af en uudslukkelig Mngde Tyrolere, som ere fdte alle mulige Steder i Tydskland, undtagen netop i Tyrol, samt Tyrolerinder, hvoriblandt nogle Phryner fra Hamburg som Kjendere forsikkre.

Idag venter jeg Emil med Stettiner-Dampskibet. Paa Tirsdag i nste Uge reiser hele den Hornemannske Familie til Nyborg, derfra til Svendborg og V. Skjerninge og senere til Hofmansgave.

Min Bryllupsdag er ikke bestemt endnu.

Tnker De noget paa at samle Medlemmer til Musikforeningen; see at bombardere Damerne paa Lykkesholm. Floribella skal frst udgives.

Lev nu vel min skikkelige Ven. Jeg har saamange Hilsener til Dem fra Hjemmet, specialiter fra Louise og min Jette. Jeg haaber, De betragter den frste Deel af mit Brev, som noget der skal more, ikke rgre Dem, og jeg slutter med det nske, at De nu ikke mere maa fle Dem saa flateret.

Deres hengivne Ven

E. Collin.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin