The Hans Christian Andersen Center

Dato: 14. juni 1836
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

91. Til E. Collin.

Corser den 14 Juni 1836.

Min kjre, trofaste Eduard!

Fr jeg forlader Sjlland maa jeg sladdre med Dem! i dette Moment kom jeg til Corsr: hvor Baggesen er fdt og Birckner begravet, som een af vore bedste Romandigtere siger; medens Aftensmaden tillaves sidder jeg i Sloprok med Pennen i Haanden, Fyret skinner ind gjennem Ruden og Sen skvulper saaledes at faaer jeg ikke snart noget i Maven, saa bliver jeg sesyg. Dette Brev slutter jeg frst imorgen tidlig, da vil jeg maaskee vre enig med mig selv, om jeg, efter Landingen i Nyborg, kjrer lige til Odense eller frst til Lykkesholm; mit aandelige, gode Jeg, siger: Drag til Odense! min Mave siger: hvilken Mad faaer Du ikke paa Lykkesholm! varm Frokost, herlig Viin og gode Senge. Mon man ikke skal lyde Maven? den171 er dog Centrum! Louise har dog viist Dem Brevet hun fik fra Nestved? Faderen og Brdrene have senere bragt Hilsener, haaber jeg. Alt i Nestved skulde De have faaet Epistel, men da jeg ikke fik Renzos Bryllup reenskrevet, udsatte jeg det til jeg kom til Sore; Veddelbet i Slagelse gjorte imidlertid et Skaar i min Flid, jeg fik det da ikke reenskrevet til Pakkeposten gik og maa nu, fra Odense, sende det afsted nste Lverdag. Men see det var, for mig, jeg er jo en poetisk Figur, et flsomheds Menneske, altfor lnge at bie; De skal have Brev fra mig medens jeg er i Sjlland. Det kommer rigtig nok saaledes at jeg nsten kan sige, jeg skrev det med det ene Been i Beltet. Men nu lidt om Reisen, som Fortsttelse af Louises Brev. Med Byens Stabs-Trompeter reiste jeg fra Nestved og da jeg var en Ven af hans Oberst var der en Subordination, som nsten generede. Hver Gang jeg talede et Ord til Manden fli hans Haand til Hatten, han smilede naar jeg smilede og taug naar jeg taug. Ingemanns modtoge mig srdeles kjrligt, og for frste Gang har Ingemann nu lst172 af sine Arbeder for mig. Altid har han venskabeligt behandlet mig, men dog var det, den ldre Digter, som havde den yngre hos sig, denne Gang derimod, var det, som Jevnaldrene, som Ligestemte, han raadspurgte sig, talte igjen uforbeholdent om hvad han syntes mindre om i mine Arbeider. Det gldede mig meget! jeg flte at have hans Agtelse og de Manges jeg mdte. Hauch gjorte for min Skyld en stor Skovtour, ud til Suserup, noget af det Smukkeste jeg kjender i Danmark. De prgtigste Trer, de yppigste Enge og en deilig Se, som staaer i Forbindelse med Bavelse-Se; Suseaae slynger sig derigjennem. Vi kogte Kaffe i det Grnne173 og paa Hjemveien havde jeg en interessant Samtale med Hauch om vore andre Digtere. Mig stter han meget hit; Gud veed hvorledes jeg egentligt staaer. Sommetider fler jeg mig utilladelig stor, andre Tider ja De troer mig Eduard da fler jeg ret alle mine Mangler og forsvinder bedrvet mellem Vrimlen. Hauchs Brn sang for mig: lille Viggo! det er forunderlig hvor denne Sang gaaer ind i Folket. Man sprger mig overalt. Men er denne Viggo, saa deilig? Fortl hans Moder det. Det maa dog vist fornie hende. Ikke sandt? En lille Historie maa jeg dog fortlle.

Hauchs har en lille Pige paa lidt over to Aar, som kan tale: hun har den hslige Vane at slaae alle Dyr ihjel: beder om Forladelse! siger hun saa ovenpaa. Forleden tog hun en Stok og slog en Kylling ihjel. Da man skjndte paa hende sagde hun: den var uartig! Fru Hauch gav Barnet Smk og sagde, Den stakkels Hne, Du har slaaet hendes Barn ihjel! Nu lb den lille Pige ud igaarden for: jeg vil kysse Hnen og bede om Forladelse!

Corsr nste Morgen.

Om Slagelse Vddelb har De fire der kan fortlle Dem, jeg har kun at tilfie at jeg morede mig ganske fortrffeligt. Hvorledes de lod en Hoppe lbe, der bar paa Mlken til sit Fl og en Fader bandt sin lille Dreng til een af Hestene, hrer til Skyggesiderne, derom have vist de Andre fortalt. Jeg traf en utrolig Mngde Bekjendter og fandt i Slagelse srdeles Gjstfrihed. Naar De skriver lad mig da endelig vide hvorledes Touren har bekommet Deres Fader! Hils Deres kjre Moder og siig hende at jeg i denne Morgenstund har vret ved Birkners Grav. Nu er Rkvrket aldeles borte, der staaer kun Steenen, hvorpaa Vasen er beskadiget. Torps Grav ved Siden er langt bedre holdt. Jeg gav mig i Snak med en Haandtlanger og spurgte hvorfor Graven saaledes forsmtes, han sagde da: ja nu skal de begge bort! her skal vre en Plads til Gymenastik. Vor Herre veed hvor de ville gjre af Monumenterne, det var to udmrkede Mnd, jeg har kjendt dem begge to! Hils Louise ret hjerteligt fra mig og beed hende dele Hilsenen med Lind. Deres Jette maa De ogsaa nikke til. I den sidste Tid har hun vret en Smule anti (Gud, hvad mener han? Siger hun nok)! ja man tilgiver! i Grunden er hun nydelig og en Digter maa holde af det Skjnne, kan altsaa ikke vre anti igjen. Gaae endelig i Theatret naar en urolig Aften spilles[;] jeg er dog nysgjrrig om det tager sig ud. Drevsen kunde jeg ikke finde, at sige Farvel ved Vddelbet; bring ham derfor en doppelt Hilsen. Deres Sster med alle de Smaa faae hver tyve Hilsener, men vil De ikke sige at hun gjerne kunde have ladet Valdemar komme med til Slagelse. Det vilde have forniet mig saa meget, jeg skulde have passet paa Drengen og det med sand Fornielse. Gusta Collin, Broderen og Thybergs glemmer De ikke. Nste Gang et Brev med mere Dybde!

Deres broderligt hengivne

H. C. Andersen.

NB. Den unge blege Dame, som sidder ved Vinduet i Stuen tt ved Deres Forldres gaard, var min Naboerske paa Dagvognen og her i Corser.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin