The Hans Christian Andersen Center

Dato: 29. oktober 1859
Fra: Mathilde Fibiger   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Lverdag den 29. October 1859

Jeg stoler baade paa den Godhed, De har viist mig selv, og paa den hjertelige Interesse, som jeg veed, at De har for min Sster, idet jeg henvender mig til Dem for hendes Skyld. Jeg var allerede i Sommer, den Dag, De besgte mig, nr ved at bede Dem om ogsaa at gaae hen til hende, da jeg vidste, at det vilde vre hende en stor Glde; men jeg havde ikke Mod dertil. Nu derimod, da hun trnger til Hjlp og vil have saa usigelig godt af at mde Deltagelse og Interesse, betnker jeg mig ikke paa at bede Dem derom. Den lille Bog, som flger med, er skrevet af hende, og da jeg netop har tnkt, at De i denne Henseende maaskee vilde tage Dem af hende, nskede jeg, at De skulde lse den, frend De seer hende, da jeg troer, at den vil vkke Deres Interesse for hende i en Retning, som De endnu ikke har kjendt hos hende. Hun har udgivet flere Bger, men uden at de have gjort mindste Opsigt, paa "rettroende Eventyr" nr, som blev meet omtalt i Bladene, men ikke havde saamegen Afstning, at den samme Forlgger ivl modtage et nyt Manuscript. Det er, som Omstndighederne havde sammensvoret sig imod hende. En total Ubehjlpsomhed hos hende selv i Forretningssager, skjdeslse Commissionrer og Mangel paa Held, som netop udfordres i hi Grad, naar en Bog af en Forfataterinde skal gjre Lykke. Jeg har tntk meget paa, hvorledes man kunde faae dette til at tage en anden Vending; thi det ligger mig ganske anderledes paa Hjerte, end nogensinde noget af mit Eget har gjort, fordi jeg stter hendes Begavelse hit over min egen. Min er en Mulighed, som ikke bliver til Virkelighed, hendes en Virkelighed, som blot har ondt ved at gjre sig gjldnede. Men hvis dette lykkedes, trods Alt, hvad der stiller sig iveien, vilde det have en langt strre Betydning end Anerkjendelsen i og for sig, da det vilde vre det vsentligste Middel til, at en strre Plan, som ligger hende meget paa Hjerte, kunde udfres, da det er det eneste Middel til, at han kunde bestride Omkostningerne derved. Hun har isinde at tage fra Hospitalet og tage et Par ganske smaae Brn af dem, der ere under Fattigvsenet til sig. Saa vil hun leve ligesaa tarveligt, som om hun var deres Moder, og opdrage dem til at vre Tjenestepiger, og istedetfor at de ellers gik forsmte og forladte omkring, vilde de i deres Barndom have et Hjem, hvor de bleve kjrligt og hensigtsmssigt opdragne. Hun kan ellers selv langt bedre end jeg udvikle alt dette; men det er lettere for hende, at Sagen selv er Dem bekjendt iforveieen.

Jeg seer med Forskrkkelse, at jeg har skrevet saa langt uden endnu at have sagt mere end det Halve. Jeg er trt og bedrvet - thi dette stter mig altid i en forunderlig Bevgelse - og kan hverken tnke sammenhngende eller udtrykke mig klart. Men De vil nok lse det med et venligt Sind! De har maaskee selv flt, at man ikke kan vre veltalende, naar Hjertet er rigtig tungt.

Jeg vilde selv have skrevet en Anmeldelse og have gjort opmrksom paaa disse Brnebger: denne og en tidligere "for Brn, som kunne lse paa egen Haand" nu til Juul. Men er det ikke muligt, at De vil tage Dem lidt heraf og i det Hele hjlpe hende, naar hun nsker noget Nyt udgivet? Hun har begyndt at skrive for lnge siden og har Meget liggende, og hvis det blot kunde komme rigtig igang, vilde det blive en betydelig Hjlpekilde for hende.

Vil De ikke nok lade mig vide, om De vil opfylde vort nske og besge hende en Dag for at tale med hende om alt dette og, hvis det ikke genereer Dem, bestemme det med det Samme, hvornaar hun maa vente Dem. Hendes Dag er saa kort,at hun ikke godt kan tage imod Besg efter halv tolv om Formiddagen; men jeg haaber, De ikke vil betragte dette som en Hindring. Jeg boer ikke lnger der, hvor De besgte mig i Sommer, men i Larsleistrde Nr. 157 i Stuen.

Med den hjertelige Bn, at De med Venlighed vil modtage, hvad jeg kun saa usammenhngende og slet har kunnet udtrykke, slutter jeg mit lange Brev.

Deres hjerteligt hengivne

Matilde Fibiger

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost