The Hans Christian Andersen Center

Dato: 19. januar 1836
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Hanck
Sprog: dansk.

Kjbenhavn den 19 Jan 1836.

Det var smukt, ssterligt af Dem, at De sendte mig det kjre, lange Brev. Strax da jeg fik det, greb jeg Pennen, begyndte et Svar, det var ifjor, rigtignok kun tre Uger siden. Den frste Flade var fyldt, men det var saadan en rdsom gammel Begyndelse, jeg forkastede derfor det Skrevne og begynder nu et nyt Epistel. Romanen er fuldkommen frdig fra mig, jeg er tilfreds med den og det er ikke lidet. Det er som havde jeg klattret et Par Hundret Fod hiere op paa Kunstens Bjerg, nu hviler jeg, det vil sige stter mig lidt i Mosset, plukker nogle af de smaae Bjergblomster og fltter en lille let Krands, det vil sige fuldfrer et lille Syngestykke Renzos Bryllup, Scenen er ved Comersen. Hvile ganske, ligge brak, kan Digteren ikke, han er, som Naturen, i Forandring ligger Forfriskning og Oplivelse. Hvor det morer mig i Deres Brev at see, hvorledes De give mine Roman-Mennesker Characterer. Med Hovedpersonen har De nsten sat det Modsatte og at Rosalie er lang, det er da forunderligt! Hun er jo en gammel Pige! Louise Collin, stter da, som Fru Lesse min ny Roman over den forrige. Jeg anfrer disse Yttringer, fordi en Dame, troer vel helst Damerne. De tre elskeligste Qvinder jeg har skildret der er: Johanne, Louise og Eva. De nsker at hre noget af Bogen, nu vel, her har De en ubetydelig Vise Eva synger i det nst sidste Kapitel af hele Bogen, revet ud af sin Forbindelse taber den sin halve vrd. Saaledes som den kommer har den en rystende Virkning. -

1. Vers

Det varme Solskin, Blomstens Duft,

O lad mig det ei miste!

Jeg drikke vil den friske Luft,

Ei lgges i min Kiste!

Derind ei Lysets Straale[r] naae,

Ei Menneskenes Stemme,

Der savner jeg de Blomster smaae,

Og Vennerne mig glemme!

2. Vers.

Nu Livet jeg at skatte veed,

Jeg vil det fast omarme.

I Graven er ei Kjrlighed,

Ei Toner, Lys og Varme!

Der ligger Jorden fast og tung,

Jeg kan ei Laaget hve -

Mit Blod er varmt, min Sjl er ung,

Jeg vil saa gjerne leve!

Ja, det er nu dumt af mig, at jeg river Sligt ud af sin Forbindelse. Fru Falbe bliver nvnt i min Roman og jeg har skildret det Partie af Haven, som gaaer til Odenseaae. Jeg haaber det er ligesaa godt, som ehlenschlgers53 . Mit kan hun jo ikke blive vred over. I Hansens Gaard paa Torvet54skeer ogsaa en Scene og St Knudsmarkede er skildret, saa godt, som jeg kan skildre sligt, selv Bispinden med Kattene inde i Kirken55 , har jeg ikke glemt. Husker De den Landsby Jomfrue vi saae sidste Markede, med den utilladelige store Hat og de vide Handskermer, hun er nu Skyld i at alle Jomfruerne fra Gaardene, paraderer saaledes ved Markedet. - I Korsgaden hvor Gjstgiver Larsen boer56 , opholder Familien sig, fra Gjenboens, i Hjrnehuset (de kjender jo nok den gule Gaard)57 hrer man en strk klangfuld Sopran og en Tenor, Tonerne naae Ottos Hjerte. De kan vre saa god at hilse Sopranen fra mig. Nu har jeg sagt den en Kompliment i Bogen fordi den har sunget for Digteren. See det har man, ved at staae sig godt med Poeterne! Nu er da Kruses Oversttelse af Improvisatoren kommet til mig. Det vil sige, jeg har forskrevet den paa min egen Regning, han er i Paris og hans Forlgger har glemt mig. Bogen hedder: Jugendleben und Trume eines italienischen Dichters, nach H. C. Andersens dnischen Original: Improvisatoren. Fortalen er meget galant mod mig. Reitzel har alt sat en Deel Exemplarer i Omlb her i Byen. Oversttelsen er ordret. Den nye Roman veed De da hedder ene og alene - O. T. - En Tittel der aldeles ikke er sgt, men den naturligste i Verden. - Ingen Vinter er gledet saa rolig og lykkelig hen som denne. Improvisatoren har skaffet mig en Agtelse hos de dleste og Bedste, Mngden selv har faaet mere rbdighed, Nrings Sorger kjender jeg Gudskee Lov ikke til og jeg har i den senere Tid ordentligt kunde gjort mig Livet behageligt. - Blad Udgiverne sende mig Blade, Reitzel Bger og Kobbere; saa sidder jeg i brogede Tfler og Sloprok med Benene i Sophaen, Kakkelovnen snurrer, Maschinen synger paa Bordet og Rgelsen gjr godt. Jeg tnker da paa den fattige Dreng i Odense, der gik med Trsko, og saa bliver mit Hjerte bldt og jeg velsigner den gode Gud! -

Nu er jeg paa min Middags Hide fler jeg nok, siden tager det af. Men Digter-Middagen er nok 6 Aar, og i den Tid kan jeg skrive 6 gode Bger. Saa har jeg gjort mit i Verden og jeg er vis paa, jeg der nok i rette Tid! Bare jeg dog frst maa komme til Italien, een eneste Gang endnu. - Til Sommer kommer jeg til Fyen, men fr den Tid , ja, maaskee har De da en Udgave af Andersen; jeg tr nu ikke sladdre af Skolen. Tal derfor ikke om det i Byen, maaskee, seer De mig til Sommer hnge i Milos og Hempels Skabe; men De skal faae mig frst, det bliver et Kn-Stykke, men tal ikke om det, endnu er det halv uvist, det kommer an paa om Olie-Maleriet bliver srdeles lignende og gjr Virkning paa Udstillingen. Det er mig ellers meget smigrende for jeg sidder for Kunstneren paa Anmodning. Jeg beder ingen og betaler heller ikke for mit Ansigt. "Festen paa Kenilworth" er nu med meget Bifald givet fire Gange for fuldt Huus. Alle de Tilstninger og Forandringer, Weyse har forlangt ere netop de, som ikke tage sig ud, men jeg har ved dette Stykke kun vret den tjenestgjrende Svend. Der er meget Melodie i dette Stykke, en Duet mellem Leicester og Emmy og een mellem Alasco og Leicester ere sande Mesterstykker. De gjre furore. Kirckheiner spiller srdeles godt. Ved fjerde Forestilling, fr Ouverturen begyndte sad han paa Bnken i Vertshuset "den sorte Bjrn", hvor Scenen begynder; jeg havde sat mig op paa Bordet med Benene ud mod Teppet, pludselig begyndte Ouverturen, var Teppet rullet op havde Tilskuerne sent "Varney" og Digteren i "dyb" Samtale om "Madam Iversen og Augusta Seborg", han bad mig endelig hilse dem og da fortlle, hvorledes jeg var tilfreds med ham i mit Stykke. Han skal nu spille Francesco i Spanierne i Odense, som opfres i Begyndelsen af Februar. Slboe fra Odense talte jeg med forleden ved Opfrelsen af Kenilworth. Apropos! iaar har Deres Bedstemoder ikke ladet mig besrge Indrykkelsen om hendes Avis. Jeg har seet det i den berlingske Tidende. Der skulde dog ikke ved Afgjrelsen af vort Mellemvrende vre flagret for let hen af mig. Jeg betragtede det Hele som en Bagatel og sagde: "det gaaer ligeop!" jeg er dog ikke i Gjld, skaf mig det paa en fiin Maade at vide. - Bibliothekaren Heger58 hos Prinds Christian er pludselig dd. Det halve Theevand, stod i Koppen og var endnu varmt, da man kom ind til ham, han havde samme Morgen vret i Forretninger. I Studenterforeningen havde vi til Nytaar Juletr. Mellem Presenterne var en Snog, det var den Prinds Christian jog bort fra sin Digter59 . Nyelig gav vi i Knerschs Locale en Concert for Damer. Hils dem alle hjemme og skriv mig nu smukt til. Deres Tante skylder mig Brev.

Af ganske Hjerte Deres hengivne

H. C. Andersen.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus