The Hans Christian Andersen Center

Dato: 8. januar 1836
Fra: H.C. Andersen   Til: Thomas Overskou
Sprog: dansk.

Kjbenhavn den 8 Januar 1836.

Kjre Ven!

Uagtet De med saa megen Mildhed har omtalt i Dagen min Text til Festen paa Kenilworth, er der dog skeet mig Uret, men som hverken De eller Publicum drmmer om. Dette Brev er ikke en Tale til Offentligheden, men mit Hjertes naturlige Trang til at meddele mig for Dem, en lille, venskabelig Fortlling, som jeg kun i Fortrolighed lader gaae gjennem Deres re. De skal kjende Syngestykkets Historie. det er nu snart fire Aar siden, Bruden fra Lammermoor frste Gang kom paa Scenen. Alt da flte jeg det Vanskelige i at sammentrnge en Roman i et Aftenstykke, isr naar Ordene skulde synges. Jeg besluttede halvveis ikke at gjre det mere. Da kom Weyse til mig, yttrede Tilfredshed med Bruden fra Lammermoor og fortalte, han i et Par Aar havde flt stor Lyst til paa en lignende Maade at faae Kenilworth behandlet; han vilde, at Heiberg skulde gjre det; de havde talt sammen; men der var intet Resultat blevet, hvorfor han nu anmodede mig derom; dette Sujet havde hele hans Interesse. Det smigrede mig, at Weyse nskede et Arbeide fra mig, og jeg besluttede da at vove det; maaskee kunde vi her faae et uddeligt Vrk, da det saa ganske opfyldte ham. Han forlangte nu, at Stykket maatte ende godt og de og de Characterer fremtrde. Jeg skrev det;&lod ham lse det og gjorde nu Forandringer, ja, omskrev tre Gange Finalen i anden At, uagtet han altid strax ved Modtagelsen var tilfreds med den; men efterhaanden fik han den [eller den] Idee, som maatte anbringes, og jeg havde nu fuldt og fast bestemt ganske at fie ham i Alt; for her var han Mesteren, jeg kun Svenden, som byggede Stilladset. Siden reiste jeg udenlands; da var han midt i anden Act. De nye Ideer, han imidlertid fik,de Forandringer, han nskede igjen, kunde jeg saa langt borte ikke gjre; han gjorde dem da selv, fik F.J. Hansen til at stte her to, der fire Linier til, osv., eller forandre mine to Stavelser til een Stavelse. Andet Vers af de herrekldte Riddere, troer jeg, er af Weyse selv. - Da jeg kom hjem, var jeg slet ikke tilfreds med Stykket; men nu var Musikken nsten frdig. Forandringerne hist og her i Syngetexten vare af den Beskaffenhed, at de ikke i en trykt Bog vilde lade sig udpege. Saaledes har jeg et Sted:

Fra disse dunkle Gange

Snoer sig Ddens Slange.

Nu staaer der:

Fra denne skumle Krog

Snoer sig Ddens Snog,

saa det er jo Mit og dog ikke Mit. Jeg anfrer dem dette for at vise, at Musikken slet ikke er bleven til for Textens Skyld; Men Texten er skabt for Musikken. Jeg har saa fuldkomment i Alt fiet mig efter Weyse, at naar hans Musik, som billigt er, fortjener stor re, er det lidt ubilligt, naar man nu veed det, at sige, Texten er slet. Jeg kan nsten sige, den er bestilt Arbeide: saaledes skulde den vre til denne ypperlige Musik. At jeg aldrig oftere, om selv Vorherre bad mig, vil gjre en heel Roman om til en Opera, kan de vre overtydet om.

Naar jeg fortalte Publicum, hvad jeg her siger Dem, da vilde vistnok de Billige sige: Men saa br vi dog vre tilfredse med Andersen!; men det kunde ogsaa synes, som jeg forlangte for Meget eller talte mod Weyse, som jeg beundrer og elsker. Nu veed De, som har talt om mig, at jeg ikke er saa skyldig, og det er mig Nok. Gid jeg med min nye Vaudeville maa vise, at efter min Reise ogsaa mit dramatiske Talent har udviklet sig. Gld mig med et par Ord, tillader Tiden Dem det.

Af ganske Hjerte Deres hengivne H.C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost

Kjbenhavn den 8 Januar 1836.

Kjre Ven!

Uagtet De med saa megen Mildhed har omtalt i Dagen min Text til Festen paa Kenilworth, er der dog skeet mig Uret, men som hverken De eller Publicum drmmer om. Dette Brev er ikke en Tale til Offentligheden, men mit Hjertes naturlige Trang til at meddele mig for Dem, en lille, venskabelig Fortlling, som jeg kun i Fortrolighed lader gaae gjennem Deres re. De skal kjende Syngestykkets Historie. det er nu snart fire Aar siden, Bruden fra Lammermoor frste Gang kom paa Scenen. Alt da flte jeg det Vanskelige i at sammentrnge en Roman i et Aftenstykke, isr naar Ordene skulde synges. Jeg besluttede halvveis ikke at gjre det mere. Da kom Weyse til mig, yttrede Tilfredshed med Bruden fra Lammermoor og fortalte, han i et Par Aar havde flt stor Lyst til paa en lignende Maade at faae Kenilworth behandlet; han vilde, at Heiberg skulde gjre det; de havde talt sammen; men der var intet Resultat blevet, hvorfor han nu anmodede mig derom; dette Sujet havde hele hans Interesse. Det smigrede mig, at Weyse nskede et Arbeide fra mig, og jeg besluttede da at vove det; maaskee kunde vi her faae et uddeligt Vrk, da det saa ganske opfyldte ham. Han forlangte nu, at Stykket maatte ende godt og de og de Characterer fremtrde. Jeg skrev det;&lod ham lse det og gjorde nu Forandringer, ja, omskrev tre Gange Finalen i anden At, uagtet han altid strax ved Modtagelsen var tilfreds med den; men efterhaanden fik han den [eller den] Idee, som maatte anbringes, og jeg havde nu fuldt og fast bestemt ganske at fie ham i Alt; for her var han Mesteren, jeg kun Svenden, som byggede Stilladset. Siden reiste jeg udenlands; da var han midt i anden Act. De nye Ideer, han imidlertid fik,de Forandringer, han nskede igjen, kunde jeg saa langt borte ikke gjre; han gjorde dem da selv, fik F.J. Hansen til at stte her to, der fire Linier til, osv., eller forandre mine to Stavelser til een Stavelse. Andet Vers af de herrekldte Riddere, troer jeg, er af Weyse selv. - Da jeg kom hjem, var jeg slet ikke tilfreds med Stykket; men nu var Musikken nsten frdig. Forandringerne hist og her i Syngetexten vare af den Beskaffenhed, at de ikke i en trykt Bog vilde lade sig udpege. Saaledes har jeg et Sted:

Fra disse dunkle Gange

Snoer sig Ddens Slange.

Nu staaer der:

Fra denne skumle Krog

Snoer sig Ddens Snog,

saa det er jo Mit og dog ikke Mit. Jeg anfrer dem dette for at vise, at Musikken slet ikke er bleven til for Textens Skyld; Men Texten er skabt for Musikken. Jeg har saa fuldkomment i Alt fiet mig efter Weyse, at naar hans Musik, som billigt er, fortjener stor re, er det lidt ubilligt, naar man nu veed det, at sige, Texten er slet. Jeg kan nsten sige, den er bestilt Arbeide: saaledes skulde den vre til denne ypperlige Musik. At jeg aldrig oftere, om selv Vorherre bad mig, vil gjre en heel Roman om til en Opera, kan de vre overtydet om.

Naar jeg fortalte Publicum, hvad jeg her siger Dem, da vilde vistnok de Billige sige: Men saa br vi dog vre tilfredse med Andersen!; men det kunde ogsaa synes, som jeg forlangte for Meget eller talte mod Weyse, som jeg beundrer og elsker. Nu veed De, som har talt om mig, at jeg ikke er saa skyldig, og det er mig Nok. Gid jeg med min nye Vaudeville maa vise, at efter min Reise ogsaa mit dramatiske Talent har udviklet sig. Gld mig med et par Ord, tillader Tiden Dem det.

Af ganske Hjerte Deres hengivne H.C. Andersen.

Tekst fra: Frederiksberg Biblioteks H. C. Andersen Registrant