The Hans Christian Andersen Center

Dato: 6. november 1835
Fra: Carsten Hauch   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Den 6. November 1835.

Tilgiv, at jeg saa lnge har udsat at sige Dem min Mening om Deres Eventyr! Jeg har ofte besluttet det, men i denne Tid vret saa sysselsat, at jeg matte udstte det fra Postdag til Postdag. Nu vil jeg endelig bryde overtvrt; jeg maa kun bede Dem at undskylde, at mine Bemrkninger blive saa korte. Jeg siger Dem naturligviis min Mening uden Omsvb; thi enhver anden Fremgangsmaade vilde vre at fornrme Dem. De to mellemste af Deres Fortllinger forekomme mig meget passende paa deres Plads, og jeg kan nsten ubetinget give dem mit Bifald. Prindsessen paa rten er i mine Tanker et baade moersomt og trffende lille satirisk Eventyr, og mangen Moder gifter ikke sine Brn bort paa bedre Grunde, end den her anfrte. Den gamle Dronnings Fiinhed er ubeskrivelig stor, og ingen borneert Adelsdame kunde have den strre. Fortllingen "Lille Claus og store Claus" er ogsaa, saavidt jeg kan skjnne, (trods Alt, hvad den fine Portion af Lseverdenen kan have derimod) et sandt Foster af en barnlig, men derfor ikke liden Indbildningskraft. At Billederne ere groteske og derved fremtrdende, skader Intet, tvertimod maae de vel i en slig Fortlling netop vre saa. - Den frste Fortlling behager mig mindre, og jeg troer, at den moralske Ligegyldighed, der ligger deri, er den til Skade. Forstaa mig kun ret! Man skal naturligviis ikke i noget Eventyr hverken for Brn eller Voxne (om Fabler og om gnomiske Digte tale vi ikke her) skue en Pegepind, der hen peger paa et moralsk ABC. Moralen skal, som bekjendt, ikke ligge udenfor, men i Digtet selv. Digteren behver ei at spilde en eneste Reflexion derpaa, men fra Digtets inderste Kjrne skal den levende springe os imde. Det er en stor Vildfarelse, derpaa er jeg saa vis som paa mit eget Liv, at ville bortfjerne og foragte den; thi overalt i Verdenslivet trder den frem, og uvilkaarligen tage vi Part for det Gode mod det Slette, og den Digter, der ikke agter herpaa, formindsker aabenbart sine sande Lseres Deeltagelse, hvilken ingen Konsttheorie kan erstatte ham. De har i den anden Fortlling ogsaa i det Hele lst hiin Opgave; i store og lille Clauses Skjebne see vi (skjndt paa en barnlig Maade) ligesom Fingeren af en hiere Magt, der beskytter den Svage mod den Strkes Uretfrdighed. I den frste Fortlling er det derimod stdende, at Soldaten saa aldeles uden Samvittighed og Taknemmelighed drber den gamle Kone til Gjengjeld for hendes Tjeneste, lad vre, at hun ogsaa har viist ham denne af Egennytte. De vil sige, at Brn ikke tnke ved Sligt, at den barnlige Naivetet hopper let herover. Men de Voxne, der ogsaa br kunne lse slige Fortllinger med Fornielse, tnke derved, og et klogt Barn behver ei at vre meget stort, fr det gjr det Samme. En anden Feil ved dette Eventyr er, at det er en Efterligning af et bedre Digt, nemlig Alladdins Lampe. I Deres sidste Eventyr (Den lille Idas Blomster) findes der aabenbart meget smukke Ting; dog minder det lidt formeget om Hofmanns bekjendte Maneer; men De er en god Digter nok for ikke at trnge hertil. Dette er hvad jeg efter min Overbeviisning med den hieste Oprigtighed kan sige om Deres Eventyr. Flere Digte, som de to mellemste, troer jeg maatte kunne lses med megen Fornielse af Enhver, som har baade Naivetet og Hjerte nok til at kunne stte sig ind i Brneaarene igjen. At Mange ville vre for fornemme, for satte og for eensidig udviklede dertil, forstaaer sig af sig selv; men en Digter skal mindst af Alle ville smigre Enhvers Smag; naar han frst har vundet de Bedste for sig, da vinder han nok siden den hele Verden; men om han omvendt havde vundet den hele Verden, de Bedste undtagen, da vilde dog Vinden snart dreie sig, og Verdens Bifald forsvinde. - Fra Ingemann skal jeg hilse Dem paa det Venligste. I Kjbenhavn er man vel nu saa politisk, at Poesien betragtes som et Brnevrk, der neppe mere finder Indgang? - Besg os snart her i Sor! Skulde De vide, hvor Ludvig Bttcher boer, da vilde De vise mig en sand Tjeneste ved med Tiden at underrette mig derom. Han er en gammel Ven af mig, hvis Bekjendtskab jeg af flere Grunde gjerne vilde fornye. Med sand Hengivenhed og Hiagtelse Deres

C. Hauch.

Tekst fra: Det Kongelige Biblioteks Brevbiografi ved Kirsten Dreyer (155)