Dato: 4. december 1858
Fra: Signe Læssøe   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

d 4' Dec 1858

Kjære gode Andersen! Tak, saa inderlig Tak for Deres elskelige Brev! i hver Linie kjendte jeg Deres gode deeltagende Hjerte som saa dybt sørgede for den Hedengangne. Tiden, den Almægtige, haaber jeg har lindret Smerten, Savnet formaar selv Tiden ikke at fratage os; vi ville heller ikke glemme, og husker vi maa vi ogsaa savne, og savne dybt og bestandigt. Dog hvad er vort Savn mod den englelige Søsters! Jeg fik et hjerteskjærende Brev fra hende, det rørte mig saa dybt at hendes Smerte bliver ved at omsværme mig. Mit Ønske for hende har før været at hendes tunge Byrde som Sygepleierske maatte lettes, nu derimod kan jeg ikke ønske det, da den Tomhed og den Frihed derved ville opstaae maatte gjøre Savnet langt tungere for den Engel.

Her i denne forunderlige Eensomhed ruger man over saa meget, som i Hovedstaden, om man end slet ikke deeltog i Adspredelserne, dog gIede temmelig lette hen.

Det forekom mig som jeg der levede et meget stille Liv, at der nesten daglig kom En eller To og besøgte mig, syntes mig var kun lidt; nu synes mig at det var uhyre meget, thi her i denne Hedeegn see vi neppe hver fjortende Dag en af vor Stand og Vilkaar. Det er lidt underligt! I flere Henseender fører jeg et Liv jeg aldrig før har ført. Jeg er, med min Lise, i Kost hos den unge Enke, hun har til sine Stedbørn en Gouvernante, disse to Damer ere langt mere flagrende i Ord og Klædedragt end nogen af dem der besøgte mit lille Hjem. J eg har aldrig, uden paa Østergade seet saa store Crinoliner, jeg har aldrig hørt, ved hver tredie Ord: mageløst, forfærdeligt, til at fortvivle os, grinagtig (det værste) og saadan Ord, Ønskerne ere af samme Natur: Atlaskes Kjoler og Kniplings Mantiller kunne lyksaliggjøre. Dette Selskab er mig vel ungt, dog, da de ere inderlig venlige, saa gjør det jo den Gamle godt og jeg føler mig ellers saa vel. Viggo, som har det besværligste Kald i hele Stiftet, er nesten hele Dagen sysselsat enten med Pennen eller med Reiser, saa jeg ikke mere har den Glæde at han kan læse for mig, men min tro Lise erstatter mig det meget, hun læser baade med Forstand og Følelse, det er mig uendelig meget, da jeg selv ikke kan læse. Alt imellem kjører jeg med Viggo til een eller anden Bondefamilie, og vi vende aldrig fra dem uden med Lovtaler over det vidunderlige Trin af sand Kultur de staae paa. Igaar besøgte vi en gammel Mand paa 86' Aar, tro ikke han var affældig hverken paa Sjel eller Legeme, kun kunde han ikke godt gaae ude omkring, derfor havde han for to Aar siden afstaaet Gaarden til sin Søn. Nu levede han i en lille Leilighed i Enden af Bygningen med Kone og Pige. Han havde et stort prægtigt Hoved, deilige levende Øine, en bøiet Næse og en aldeles frisk Kolorit. Han havde havt 17 Børn, 3 vare de døde som smaae, 8 Sønner havde han sparet sammen til at de hver havde faaet en Gaard, 6 Døttre vare blevne godt gifte. Adskillige af dem vare døde men havde efterladt flere Børn; paa mit Spørgsmaal om Antallet paa Børnebørnene, svarede han: der er saa mange Børnebørn, Børnebørnsbørn og Børnebørnsbørnebørn at jeg ikke husker det; kan Du Moer? Aa, naar jeg tænkte mig lidt om saa kan jeg nok komme efter det, men nu bleve vi afbrudte ved at en Madonna, skjønnere end Rafaels, kom ind med et Barn paa Armen, det var Sønnekonen, hvor blev jeg dog indtaget, hvor var dog denne levende Skjønhed noget sandere end Skjønheden paa det malede Lærred, i dette Øjeblik tænkte jeg med Haan paa alle Hovedstadens Gallerier, hvilket af dem kunde vise saadanne Øjen Pande, Næse, Mund, Form af Kinden og saa Hovedets Dannelse og fri Bevægelse paa den skjønne Hals, tænk Dem dertil en Hebes fine dog fyldige Bygning, og De vil ikke undres at jeg ikke kunde vende Øinene fra hende.

Paa Onsdag ønsker den gamle Mand Nadveren, den maa gives ham i Hjemmet, og Konen har da bedet mig og Enken at tage med,jeg vil det gjerne; her er et ganske nyt Optrin afLivet der rulles op for mig, jeg har nok kjendt Bønder, men det har stedse været Fæstebønder, disse have i flere Generationer været frie, Forfædrene have kjøbt Kirkerne og Herregaardene de sidste have de udstykket og nu sidde tusinder af Familier som frie Mænd med gode Eiendomme og selv Eiere af deres Kirker. Ikke alene Følelsen af at være Eiere af Deres Gaarde men ogsaa at de eie deres Kirker selv bestemme over deres Skoler, deres Fattigskat, selv dele Udgifterne imellem sig, give dem en Ligevægt, en Værdighed, en Selvbevidsthed som da den er forenet med Beskedenhed, forekommer mig som den sande Dannelse.

Saadanne Lyspunkter behøver jeg ogsaa for ikke at føle mig lidt trykket i dette mit lille Paulun. To Gjestekamre ere mig overladte, i det ene ligger min Lise og jeg, i det andet, 6 Alen i Qvadrat med et lille, lille Vindue mod Nord, lever jeg, Lyspunktet er en Dør til Viggos Værelse, men da han har saa meget at bestille og der saa tidt er Bønder hos ham, saa benytter jeg den jo ikke saa tidt som jeg kunde ønske. Vor Have er ret smuk med en lille Plantage udenfor, lever jeg, skal den vist forstørres da jeg sætter Træplantning heroppe blandt de bedste Gjerninger.

Tak, kjære Andersen for alle de Bøger De har givet mig, her nyder jeg dem ret med min Lise for hvem ingen Skjønhed gaaer ufølt forbi. I de sidste Dage har vi læst de to Baronesser, jeg skal hilse Dem saa venlig fra hver dyb reen Følelse i den, de ere alle faldne i den Jord jeg troer en Fader til dem, kan ønske. I en lille Kro paa Henreisen fandt jeg Dyn [d]kongens Datter, og glædede mig over at hun var kommet til sin Fødeegn, jeg formoder hun var kommet saa langt sønder inden hun plantede Korset der gav hende det bedre Jeg. Jeg seer Papiret er atter fuldt, tilgiv! Deres moderlige

Signe Læssøe

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost