The Hans Christian Andersen Center

Dato: 28. august 1835
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

88. Til E. Collin.

Fredagaften Klokken 11 den 28 Aug 1835.

Min kjre, kjre Eduard!

Skrive eller ikke skrive, er Sprgsmaalet! I Grunden skulde jeg ikke, men De bad mig derom og jeg vil da, for jeg er god! men saa vil jeg ogsaa skrive et Brev, ret ud af mit eget Hjerte, ret saadant et Brev, som jeg siden rgrer mig over. Eet af de Breve hvor jeg lader Flelsen vre Nummer eet, men Forstanden Nummer 16. rgrer det Dem? Nu saa vil det i Tidens Lb, trste mig, thi at Eens Flelser blive udleet, kan stte Gift i Blodet og Dolk i Haanden. Jeg er en Italiener mrker De. Jeg lnges efter Dem; ja i dette ieblik lnges jeg efter Dem, som var De en deilig Calabreserinde, med de mrke ine, og det opflammende Blik. Aldrig havde jeg en Broder, men havde jeg een, jeg kunde ikke elske ham, som Dem og dog De gjengjlder det ikke! det piner mig eller maaskee er det just det, som binder mig fastere til Dem! Min Sjl er stolt, ingen Frstes kan vre det mere; Dem har jeg ret klynget mig til, Dem har jeg bastare! det er et godt italiensk Verbum, der i Nyhavn kan betyde hold Kjft! I min ny164 Roman kommer en Characteer, som jeg laaner mange Trk fra af Dem De skal see hvor kjr De er mig, med hvilken Omhue jeg behandler den; men De har Feil og Personen faaer flere end De. Han faaer Feil, De har kan De tilgive mig det? Han saarer Helten i Bogen eengang saaledes som jeg engang indbildte mig en Historie, der aldrig glemmes, uden jeg bliver Adelsmand og De i et ringere Livsforhold, end jeg og det hrer til Umuelighederne! Jeg maa skildre denne Characteer saaledes, dog vidste jeg at det var Dem ukjrt jeg kunde selv opgive Romanen, om den endog vilde have blevet min hieste Triumph. Vort Venskab er en forunderlig Skabning! Ingen har jeg vret vred paa som Dem! Ingen har jeg saaledes kunde prygle, ingen har faaet flere Taare i mine ine, men Ingen har heller saaledes vret elsket af mig, som De. Jeg vilde fortvivle mistede jeg Dem. Vort Venskab egner sig just til at skildres, og dog frygter jeg for at det ikke br sket Det synes maaskee unaturligt at vise denne Contrast og dog store Harmoni! Hele min Sjl kunde jeg udtale for Dem, selv mit Hjertes dybeste Hemmelighed, men vort Venskab, det er, som Mysterierne, det tr ikke ret analyseres. O Gud give De maatte blive meget fattig og jeg riig, fornem, Adelsmand. Ja, da skulde jeg ret indvie Dem i Mysteriet, De skulde komme til at skatte mig mere, end nu. O, er der et evigt Liv, som der dog maa vre, der skulle vi ret165 forstaae og skatte hinanden. Der er jeg ikke lnger den Fattige, som trnger til Interesse og Venner, der ere vi Lige! Alle Former falde bort! Der kan jeg forlange, hvad her paa Jorden blev givet til Mennesker, der stode dybt under mig; ja hvad De166 har kunde givet disse. Studeer ikke paa, hvad jeg mener! De seer det er Drillerie det Hele! Nu skal De hre Nyheder, som De kan fortlle ved Bordet, hvor De vist nu sidder! Bellona er ariveret med sine Kunstskatte og levende Beboere. Den kom hertil Torsdag middag Klokken 12. Srgefesten for Schall er udsadt til Torsdag, da Kongen kommer i Theatret. Velhaven fra Norge er ariveret. Hauch har paa ny skrevet mig et nydeligt Brev til, hvori han udvikler, hvorledes de strste Digtere blive167 miskjendte, selv af de der burde forstaae sig paa det. Saaledes Homeer af Lucian, Holberg af Schiller. Gthe der ikke vurderede ehlenschlger og Walter Schott. Endelig Bulver, som Englands bedste Journaler kalder en Laps uden Talent. Hauch stter mig hit, som Digter, saa hit som jeg vil168 staae hos Dem som, Ven. Siig nogle Netheder til Deres Jette, hvor der er saa god Anledning maa det jo falde let. Udbred mine andre Hilsener i Familien, giv Emil et venskabeligt Nakkedrag og glem ikke mit Brev. Lverdag og Sndag er hele Bestningen fra Nygaard, Louise og Lind iberegnet, paa Reise O: i

Frederiksborg. Farvel kjre Ven!

Deres

H. C. Andersen.

[I Margen: ] Tnk Dem! jeg mdte igaar Fru Meisling og hun vovede ved lys Dag at tage mig paa Haanden!

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin