Dato: 9. august 1858
Fra: Henriette Wulff   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Nr. 435. Fra Henriette Wulff.

Liebenstein d 9 August 1858.

Min kjære gode Andersen!

Denne Morgenstund modtager jeg Deres Brev fra i Forgaars d 7 ­Dresden - og iler alt hvad jeg kan, for at berolige Dem saa aldeles angaa­ende mine Følelser med Hensyn til Deres ikke Kommen her!

Det gjør mig saa ondt at have været Aarsag til nogle smertelige Øje­blikke for Dem min kjære Ven, og beder Dem nu i Dag at berolige Dem fuldkommen hvad mig angaaer; jeg vil gjerne gaae ind paa Alt hvad De siger om Grundene hvorfor De ikke kunde lægge Deres Vej over disse Egne; skjøndt den Eene er jo hævet, da Hertugen slet ikke er her, men i Jena til den Tid; men et Løfte til Deres unge Ven,3625) finder jeg fuldkom­ment tilstrækkeligt til at De ikke gaaer et Skridt af Deres Vej. Jeg haaber nu til Gud at De er fuldkommen vel igjen, og alle Jobsiader ophørte, baade de Legemlige og Aandelige, iblandt hvilke Sidste jeg af Hjertet beder Dem, ikke at regne eller tænke paa min lille idée, betrakt den som en lille Flyve­idee af mig, den Sidste haaber jeg, at jeg kommer med for at plage Dem. Jeg har egentlig slet ikke troet De kom her, men det var blodt en af disse venlige Yttringer af mig, som Mange forstaae, Andre mis forstaae, men blandt disse Sidste maae De ikke være min Ven, eller tænke for Meget paa lige over for mig - at De er en hvad man kalder berømt Mand - tænk det glemmer jeg ofte, ja vist altfor ofte ved blodt at see ind i mit eget Hjerte, og de Følelser der , altid har raadet med Hensyn til Dem. Vær nu blodt ikke vred eller ærgerlig paa mig, som jeg nok troer De kunde falde til; men jeg tænker mig, at det ikke vil blive Tilfældet nu , jeg staaer paa Fallerebet til at gaae saa langt bort. Glem aldeles min ubetænksomme lille Plan, som jeg aldrig burde have yttret et Ord om, det erkjender jeg af det oprigtigste Hjerte! Man bør kjende sine Venner, og naar man gjør det, bør man ogsaa handle derefter - dette har jeg ikke gjordt, og Fejlen er eene og allene min! ­

Vær nu aldeles beroliget for mig, jeg har det meget godt her, hvor der er nydeligt. Jeg bader i disse styrkende Bade, jeg spadserer meget med min gode Hamilton, han læser for mig, og vi have det rigtigt søster- og broder­ligt godt sammen. Fru Arnemann har jeg ogsaa denne Morgen haft Brev fra, hun er i Gaar kommet til Eisenach, jeg venter hende næsten hertil i Dag, men det kjedelige Regnvejer kan maaske holde hende borte; hun er paa sin Vej til Carlsbad for at bade der; Stakkel, hun er ret lidende.

Jeg har flere Gange seet Deres kjære Hertug, baade paa Wartburg en Dag og senere her; De veed, at hvad Folk kalde »fyrstelige Personer« har da aldeles ingen interesse for min democratiske Natur, men jeg saae dog paa ham med meget milde Øjne for Deres Skyld! De smaa franske Prindse,3626) comte de Paris og Duc de Chartres rejse omkring paa Besøg i denne Tid til andre smaa Prindser, dem har jeg ogsaa seet, og med inter­esse for deres Faders Skyld, der lovede saa meget - om han havde holdt det - kom han jo ikke til at bevise. Det rørte mig at see disse to unge Mennesker, uden Forældre, uden Fædreland, hvis Vugger stod paa en stor Thrones Trin; - det beviser hvad det har at sige!

Jeg haaber stadigen at komme afsted fra Hamburg d 1 Sept: skjøndt det holder haardt at faae passage, og jeg maae nok bide i det sure Æble at tage til Takke med en Kahyt hvor man er 4 Damer, dass ist nicht angenehm, men - det Hele er jo kun en Overgang!

Jeg ønskede, min gode Ven, snart at vide, at det atter var godt med Dem, gid De havde det saa godt som jeg[:] Fred indeni, og Fred udenom! At fordre Livet skulde være uden Smerter, vilde jo være barnagtigt, det kommer kun an paa idelig at bede Gud lade os tage dem for det Bedste, og saa - kan Alt bæres!

Gud er jo idel Kjærlighed imod os! Ofte naar det seer ret mørkt og truende ud foran os, maae vi blodt vide sikkert , at bag Alt det Mørke, ligger idel skjøndt Lys! Hvor mangen Fare, Smerte, Sorg har Gud hjulpet mig igjennem, Han vil fremdeles hjelpe mig; vær De min broderlige Ven rolig og tryg som jeg i den Overbeviisning! De vil nu venligen og godt tænke paa mig altid , og gjør Dem selv ikke den ringeste Skruppel over ikke at have opfyldt mit Flyve-Ønske! Deres Brev læste jeg med Hjertet ­Dette skrives med Hjertet, læs De det ogsaa saaledes - dog det veed jeg De gjør; Deres Hjerte kjender jeg, det er en sikker Ankerplads, det svigter ikke, det er jeg saa fuldt og fast overtydet om, selv om Skinnet engang imellem skulde lade det see anderledes ud. Og nu Levvel for i Dag, De skal faae flere Breve fra mig før d 1 Sept , men lad mig vide, hvor de kan træffe Dem sikkert.

See endelig allerførst at komme Dem rigtigt, blive styrket og glad, og skriv mig ret snart et roligt, raskt, godt Brev til, altid her til Liebenstein, og troe mig, min kjære Andersen, i alle Livets Tilfælde uforandret den Samme

Deres ærlige, oprigtige, søsterlige Jette.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost