The Hans Christian Andersen Center

Dato: 24. juli 1858
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Oline Collin, f. Thyberg
Sprog: dansk.

302. Til Henriette Collin.

Maxen 24 Juli 1858.

Kjre Fru Collin!

De alene er nsten den Eneste, som denne Gang glder mig med Brev fra Hjemmet, De skal altsaa ogsaa have Brev igjen; fra Fru Drewsen har jeg kun eet eneste lille Brev uagtet jeg har skrevet tre, eftersom Harald ikke er at drive til at stte Pen til Papiret, og jeg synes dog hans Moder skal vide hvor vi er og hvad vi see. Deres kjre Brev modtog jeg i Mnchen, strax ved Ankomsten, efter et Besg i Schweitz paa tredie Uge. Jeg fortalte Dem nok sidst at jeg havde lagt Veien op over St Gothardt og overnattet der oppe; senere da vi kom tilbage til Brunnen og havde udhvilet os gik vi med Deligense til Glarus, tog senere til den melankolske Wallenstdterse, altid af den Deel i Schweitz jeg ikke fr kjendte og vi kom endelig til det, saavel af Digteren Cooper, som af den Reisende Kohl srdeles beundrede Sted Ragaz; de erklrer det for den strste Mrkelighed i hele Schweitz og jeg erkjender det samme. Aldrig har Naturen i den Grad ved sin Storhed overvldet mig; ja, jeg blev rystet, saa at Legemet leed et Par Dage derved. Ragaz har det meest storartede Hotel, som jeg endnu har seet, ganske amerikansk storartet, med Kirke og Theater; herfra gaaer en Klippe-Klft en Times Lngde, denne kan befares med en lille Vogn og i en saadan kjrte Harald og jeg mellem lodrette Klipper, der lftede sig ind i Skyerne, tt under os, brusede den vilde Flod Tamina, endelig naaede vi en klosteragtig Bygning der sprrede os Veien, det var Bad Pfeffers; gjennem de lumre, uhyggelige Klosterhaller, der stinkede af Beufsteg kom vi atter ud i Naturen, men saa vild, saa trykkende, saa forfrdelig stor, at jeg strax stod stille derved: de lodrette Fjeldvgge mdte hinanden, her var dybt Tusmrke, Veien hrte op, men paa vaade Bjlker, spigede ind i Klippen, var et Galleri, med en eneste Trstamme til Gelnder, der frte, svvende, hen over den brusende Flod, som ved Enden af Galleriet, et Qvarteers Vei, springer kogheed ud af Klippen. Jeg sank formeligt to Gange sammen, men vilde dog naae Maalet, da jeg nu var, omtrent hundred Skridt derfra blev jeg grebet af en saadan Svindel at jeg skreeg hit og Freren holdt mig fast, saa hans Negle gik ind i min Arm; jeg maatte ud og sank ganske betaget til Jorden. Den rolige Harald gik derimod til Maalet, men sagde dog Det var forfrdeligt! og altid kommer han tilbage til dette Indtryk, som det meest Uforglemmelige fra Sweitz. Vi gik til Wesen og siden over hele Zrickersen, i al dens Lngde, boede udmrket i Bauers bermte Hotel i Schweitz hvor man faaer elleve Retter Mad, men naar man har boet hos Baron Henrik Stampe, som Harald har, saa er man ikke vel bevrtet i380 Schweitz; Kjkkenet paa Christinelund og isr Vinen der er bedre!–det er meget kjedeligt at hre gjentage!–Men hvad har jeg ikke maatte hre, og hvad vil jeg ikke faae at hre, der hvor i381 hver Yttring af den Ene kun er den rene Sandhed. De Fordringer og Forlangender, som den unge Slgt af det Drevsenske Huus har382, er overraskende, ingen Prinds kan vre bedre tilvant. Tidt har jeg i Stilhed lidt til Taarer og jeg veed'ndash;jeg vil senere kun have Utak til Tak!–Ja, ja! jeg kjender mine Mennesker!–Dog vr mere taus med hvad jeg siger, end jeg her fornuftigviis er det.–I Mnchen bleve vi en Uge, Harald morede sig, og Nrnberg overraskede ham og han var livlig og tilfreds, siden tog jeg for hans Skyld til Bamberg der ogsaa tiltalte ham; Reisen fra Nrnberg til Leipzig, den jeg altid gjr i een Fart, brugte vi tre Dage til, da han og hans Brdre, ikke taale at reise lnge paa Jernbanen, og strax klage over Udmattelse. I Dresden modtog Hr og Fru Serre os paa Jernbanen, og efter to Dages Ophold i Byen kjrte vi her ud til Maxen, hvor jeg synes at spore, frste Gang, at Reisen har vret Harald til Oplivelse; han er her meest omgjngelig, taler en Deel, spaserer med Damerne og de sige at han udtrykker sig godt, paa Tydsk, kun lidt langsomt; han synes godt om Maxen, om Menneskene og om Maden. Imorges stod han, af sig selv op, Klokken otte, noget jeg ikke fr oplevede, og han ligger i dette ieblik med megen Velbehag i Sophaen og lser Auerbachs Barfsle, jeg har i et Par Dage vret strk forkjlet, han, der hver Nat ligger med et Lagen, eller slet Intet over sig, har faaet Snue, jeg har smittet ham klager han over; det er ogsaa kjedeligt at hre, dog som sagt, her er han hist elskvrdig i opgaaende Velbefindende, Himlen holde ham i det Humeur. Schaffhausen som vi besgte, troer jeg tiltalte ham mindst, vi beseilede hele Bodensen lige til Lindau, men hvad der har efterladt en blivende Erindring hos Reisekammeraten er Luzern, Brunnen, St Gotthardt, Bad Pfeffers, og Nrnberg. Nogle Tegninger har han gjort, men skrive Breve, det er det umueligt at bringe ham til; da vi heller ingen erholde fra hans Familie hjemme, uagtet jeg har anstrnget mig med at skrive, saa vil jeg lade ham i Ro, om ikke andet, saa for Huusfredens Skyld. Jeg er kommet til Erfaring ikke at sge Gjenklang for noget Indtryk, ikke at hre Deeltagelse, ikke at hre Udtalelse uden hvor der er Ting at sige der ikke kan fornie mig, Stdernes Mangler f Ex, strk Anti-Tydskhed, der jo er hist roesvrdig hos en Dansk. Af de fire Reise-Kammerater jeg fra Huset hjemme har frt ud at see lidt af Verden er Indtrykket paa mig: Viggo var den interessanteste men meest sre og heftige; Einard den kjrligste, men srdeles vanskelige, Edgard, den omgjngeligste, Harald den meest tause og den som har strst Fordringer. Mellem os vre dette sagt!

for Himlens Skyld, jeg faaer vel Ubehageligheder og rgrelse nok'ndash;i Tiden!–Gid Harald maa vedblive i den Tilfredshed og Ro han synes stillet i her i Maxen, Viggo kunde slet ikke udholde det her, og med Einard gik det kun i 5 Dage, saa jog han mig afsted. Harald synes at finde sig i at kunne ligge stille et Sted, hvor man har det godt.–Den 28de er det Serres Fdselsdag, da komme her et Par hundred Mennesker; vi blive vistnok endnu en 14 Dage i Udlandet, kan De, da gld mig derfor snarest med Brev: Dresden poste restante. Jeg veed ikke om De faaer dette Brev paa Fhr eller i Kjbenhavn. Hils Louise og Jonas, lige saa Frken Wanscher, Deres Mand, naturligviis, ikke at forglemme. Nu lev hjertelig vel! Gud glde og bevare Dem og Deres Hjerteligst

H. C. Andersen.

[I Margen: ] Tilgiv, fra Maxen kan jeg ikke frankere dette Brev.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost