The Hans Christian Andersen Center

Dato: 5. juli 1835
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

84. Til E. Collin.

Lykkesholm i Fyen den 5 Juli 1835.

Kjre Ven!

Var jeg i Kjbenhavn, De paa Landet, mon De da skrev mig til? Men Andersen vil gjerne skrive Breve, siger De! nei slet ikke! den Lyst er for - lnge siden borte; jeg troer det fornier Dem at faae Brev og derfor skriver jeg, og skriver, som De seer et langt Brev. Gid jeg havde Dem hos mig, kun et Dgn, hvor megen Glde vilde det ikke vre mig; men det skulde vre her paa det romantiske Lykkesholm, det smukkeste Sted jeg kjender i Fyen, hvor man spiser ganske fortrffelig, og kan faae Viin og sd Flde saameget man nsker. Ja De vilde vel rigtignok ikke more Dem saagodt, en heel Dag i mit Selskab, som De kan det med Constantin, Wanscher etc.; dog da jeg, som Egoist seer meest paa min egen Fornielse, nsker jeg Dem hos mig. Det er Kai Lykkes Stamhuus jeg er paa. Den ene Fli er ganske antik endnu, med dybe Voldgrave, hvlvede Lofter og vvede Tapeter. Jeg har faaet det interessanteste Vrelse, i et af de store Taarne, en bred gammeldags Topseng med rde Damaskes Gardiner, hele Olympen er vvet i Tapeterne, og over Kaminen er hukket Kai-Lykkes Vaaben. Desuden spger det her, hele Gaardens Bestning troer det, men jeg har endnu intet mrket, skjnt jeg, isr den frste Nat var noget aarvaagen. Er der Spgelser til, haaber jeg at de har faaet den Fornuft i den anden Verden, at de ikke vise sig for Gemytter der have saalevende en Phantasie, at den kan slaae dem ihjel ved slig en Leilighed. Gangen til mit Vrelse er behngt med adelige, stive Portrtter, der see noget skimlede ud I forgaars fik jeg den Idee at blde en Klud og vadske, netop inene paa dem allesammen, De152 skulde have seet hvor de gloede. Een af Frkenerne, som ikke vidste deraf og pludselig saae paa dem, blev ganske forskrkket. Vi har den deiligste Have med Terrasser, den staaer i Forbindelse med Skoven og en stor Se strkker sig lige op under vore Vinduer. Jeg roer daglig omkring og synger Baccarolen af Maria. Den gamle Fru Lindegaard, som eier Gaarden er en elskvrdig og srdeles gjstfri Kone; Frken Ramsharteren er hendes Beslgtede og af disse var jeg indviteret ud; jeg vilde kun have blevet et Par Dage, men den smukke Egn, den sde Flde, Meloner og Jordbr, gjorte et stort Indtryk paa mine Sandser, og da man ret meget bad mig blive, er jeg her nu paa 10de Dag. Fortl Fru Drevsen at Damerne her, svrme for mig, som hun for Bulver, og saa er det naturligt, de kjledgge for mig. Man forguder Improvisatoren, alt hvad jeg siger og taler finde de fortrffeligt, Alt hvad jeg yttrer Lyst til giver man mig. Man sprger mig om hvad Retter jeg vil have, om jeg vil kjre Toure. De kan troe ehlenschlger hos sin Prinds, flateres ikke mere, end jeg. Det er frste Gang jeg ret har flt Behageligheden af at vre Digter. Af andre Fremmede er her een af den 2den Aprils Helte, den gamle Excellense Ritsbrith og af unge Piger, en Jomf: Hansen fra Odense, som er ret smuk, (hun skal vre forlovet med Mortier de Fontane.). I Skoven skal jeg nu vlge mig et Tr, hvor der skal sttes et Vers til Erindring om mig. Den eneste Skyggeside herude er slemme Tyre. De har stanget flere, hvilket skal vre hist ubehageligt. Besg fra de adelige Nabogodser have vi hvert ieblik. Jeg kan ret studere Characterer, og det glemmes heller ikke. Fortl Louise at de unge Damer flokke sig om Digteren, de kjende da allesammen Lara og Flaminia, troe maaskee de selv er en saadan og jeg bliver da en Antonio. Det er skade at De (min kjre Ven) ikke seer mig i disse Dage, jeg er saa uendelig elskvrdig, naar jeg ret bliver smigret, De kjender mig slet ikke i denne Situation. Omtrent Halvdelen af 2den Act af min Vaudeville: Skilles og mdes er nu frdig, fr Saissonens Begyndelse kan den blive indleveret, den er ungtelig, det Bedste (og vistnok det eneste Gode af) dramatiske jeg har skrevet. Dog frygter jeg at den ikke bliver antaget; under Molbecks Regjering bliver jeg nok en Camoens der oversees og maa sulte ihjel, jeg indseer de Fortjenester han har, men gjennemskuer ogsaa hans store Feil og Mangler. I den stetiske Verden er han en daarlig Karl, der rigtigt skulde negles. Heiberg kunde det, Hertz kunde det. Men den frste er nu i et Slags Forhold til ham ved Theatret, og den anden er ogsaa en forsigtig Snegl, det kan rgre mig; de to, som have kaldt sig Smagens Riddere, de ikke sparger en Tudse bort af Banen. At kjmpe imod Hauck, som ingen Indflydelse havde paa Publicum, var til Unytte, at rre ved den slle Kjbenhavns Post, det var heller ikke stort, at hellig Andersen fik lidt kan have vret ret gavnligt for ham, som var noget vilter, men det var dog ikke noget Udbytte for Smagen. De skulde hugge anderledes ind, da de dog ere fdte Smagsdrabantere, men de lgge deres egen Interesse i den ene Vgtskaal og hele Verden i den anden. Har De ikke hrt noget til den tydske Oversttelse af Improvisatoren, jeg lnges efter at hre hvad Indtryk den gjr paa Tydskerne. Det er min bedste Bog, og den blev slettest betalt. Havde jeg vret fransk og havdt ligesaa stort et Publicum i Frankerige, som jeg forholdsviis har i Danmark, da havde jeg ikke vret en Betler, kunde have gjort en Reise igjen; inddrukket nye Billeder, beriget min Aand med andre Skatte. Havde vi en virkelig kunstelskende Prinds, der flte for Kunst, virkede for den da var jeg nu paa Veien til Grkenland. Hvor ganske anderledes kunde jeg nu ikke have Gavn af en Reise, hvor langt billigere reise. Et nyt Arbeide, mere fuldendt, mere hdrende for mig, vilde jeg, med Guds Hjlp levere. Troe ikke jeg er uskjnsom, kjre Ven, jeg fler godt, hvormeget, der er gjort for mig. Men jeg kan ikke lade vre at tnke, hvorlidet, der behves til at give mig Leilighed igjen til at skabe et fuldkomnere Vrk, og jeg indseer at det aldrig skeer. Nu kjender jeg for godt Verden, veed hvorledes det gaaer. Det er Vennen jeg taler til, den eneste jeg har, den der er mig Ven, saa fuldkommen han kan vre mig, efter hans Livsforhold, jeg synes munter, lykkelig, aldrig har jeg maaskee flt153 en strre Smerte end siden jeg kom hjem. Jeg kan ikke gjre for det. Jeg fler mig fremmed her i Hjemmet, min Tanke lever kun i Italien. O Eduard havde De indaandet den Luft, seet al den Deilighed, De vilde lnges, som jeg. Husk, jeg har ingen Forldre, ingen Slgt, ingen Brud faaer aldrig! jeg er saa uendelig ene [i] Verden. Kun hos Deres Forldre, drmmer jeg mig sommetider et Hjem, men hvor snart kan vi ikke der alle skilles ad, De gaaer bort, Louise flger Lind, det bliver engere og engere, Aarene flyve hen, jeg bliver gammel, og lever vist lnge, meget lnge; det er srgelige Udsigter, kan jeg da ikke sukke efter Hjemmet, det Sted hvor jeg flte mig Hjemme, det varme Syden, det er den Brud, jeg lnges efter, hendes Skjnhed fortryller mig, begeistrer min Sjl. O kunde jeg dog slge en Riig mine Livsaar; jeg gav ham Halvdelen for at kunde leve den ene Halvdeel i Italien. Eengang kunde jeg barnligt bede Gud om de forunderligste Ting og jeg havde et Slags lykkeligt Haab om Bnhrelse, nu er jeg blevet saa fornuftig, at154 jeg ikke kan bede engang om atter at see det deilige Syden; jeg veed jo det skeer ikke. Saae De til Bunden i min Sjl, De vilde fuldkommen indsee Kilden til min Lngsel, og beklage mig. Selv den aabne gjennemsigtige Se har sine ukjendte dybe, Grunde, ingen Dykker kjender. Dog, De har jo dykket ned i hver lnlig Krog i min Sjl sagde De eengang. Maaskee! O var jeg dog meget riig. Da reiste jeg imorgen, i Dag, De skulde med, De vilde det nok! De skulde see al den forunderlige Herlighed, vi ikke her kjende, hvor Sommeren kun er en Scirokko, vi skulde ret blive Venner, staae smukt lige for hinanden. O, jeg har mange Goder i Vente i den anden Verden: Penge og Kjrlighed. Det frste er jo Sjlen i denne Verden, det andet Sjlen i hiin. Begge fik jeg aldrig i dette Jordliv. Siig ikke jeg nu er blevet flsom, at det gamle Klynkeri er kommet i mine Breve, jeg var saa smukt fornuftig i Vinter, kold, ligesom de andre Mennesker. Men kjre Ven, det er Sommeren, den varme Luftning, som virker ind paa mig og smlter. Om 14 Dage fryser det igjen. Jeg bliver jo i Danmark. Bring mine kjrligste Hilsener til Forldrene og Deres kjre Sdskende, fortl at Lille Viggo, er en Yndlings Sang her paa Gaarden. En meget elskevrdig Frue smltede i Taarer over den, da en ung Dame sang om Moders egen Dreng, jeg har maatte fortlle om Originalen, den dleste Blodsdraabe i den drevsenske Slgt. Hvad jeg elsker skal Verden ogsaa elske. Eengang maaskee skal den store Viggo synge den for sine Smaa. Siig til Deres Jette at hver Gang jeg tnker paa Danmarks Deilighed for at trste mig ved Tabet af Italien, siger jeg altid, Bgeskoven, Jette Thyberg og vore Klvermarker. Hils altsaa Nummer to af det Skjnne i mit Fdreland. Dersom De er galant, skriver De mig til, vil De gjre mig en Glde, gjr De det ganske vist, dog vente det nei, jeg venter aldrig Behageligheder. Fortl mig om de nye Stykker der gik til de sidste Sommerforestillinger. Hvorfor fik vi ingen originale? Man sagde dog at Arnesen havde skrevet et Stykke. Naar venter man Fregatten. Hils Emil Hornemann; jeg kan srdeles godt lide ham. Nsten kunde vi blive Venner. nsk Deres Broder en lykkelig Reise. Bed ham bringe min Hilsen til Landsmndene i Rom, isr Btcher og Fritz, siig han maa endelig bringe mig et Brev fra een af disse. Bed ham tnke paa mig naar han aander den milde Luft, seer den frste Pinie, og de forunderlige sorte ine, Sydens Dttre eie, den herlige Peters Kirke og Grotte azurra! skal jeg dog aldrig gjensee denne Herlighed! jo, jo! det kan ikke vre umueligt! jeg vil da gribe Glden, drikke Livet i store Drag. Nyde den store; Herlighed som kun fli forbi min Sjl! Lev vel kjre Eduard! skriver De, da send Brevet til Odense.

Deres broderlige

H. C. Andersen.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Edvard og Henriette Collin