The Hans Christian Andersen Center

Dato: 1. juli 1858
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Oline Collin, f. Thyberg
Sprog: dansk.

299 Til Henriette Collin.

Brunnen ved Vierwaldstdtersen den 1 Juli 1858.

Kjre Fru Collin!

Allerede er det paa tredie Uge siden jeg talte med Dem og fli ud over Land og S; her i Brunnen er det alt femte Dag Harald og jeg have vor faste Bolig, tt ved den dybe blaagrnne S, med de hie sneedkkede Bjerge foran os; man veed her i Hotellet hvem jeg er og nsten lidt Plage er det med de mange Fremmede der komme til mig, omtrent som De veed det var i Wildbad; paa Reisen herhid traf vi Venner af min Musa, Tydske, Hollndere, Engelndere, ja ved Farten herind i Schweitz sad i Vognen en Franskmand og lste paa Fransk: den Lille Havfrue, det har overrasket Harald ligesaa meget troer jeg som han er det af Bjergene; igaar og i forgaaers gjorte vi ivrigt en stor Bjergfart; jeg leiede for 45 Frank frem og tilbage en stor firesdig Vogn, der var Plads for Dem og Louise, det talte vi om, og kjrte saa op til Hospicet paa St Gothardt, den verste Spidse, op i Snee og Vinter; vi spadserede et Stykke ned paa den italienske Side og overnattede siden i Hospenthal. Veiret der truede med at blive slet, blev da vi tog afsted det deiligste og meest klare, jeg sagde det forud i Hotellet og jeg fik til Alles Overraskelse Ret. De er et Lykkens Menneske! sagde Agathe Aufdermauer, Sster til vor Vert her i Blunnen og en begeistret Malerinde af mine Skrifter; det er ogsaa mrkeligt hvor Alt velsignet fier sig for mig paa Reisen.–For Haralds Skyld blev jeg halvanden Dag i Hamborg og et Dgn i Hanover, da jeg mrkede han fandt Alt saa nyt, i Frankfurth bleve vi to Dage og han maatte med til Middag hos den oldenborgske Gesandt, det kneb jo lidt! ja, mellem os, han er temmelig tung at faae med, den meest stille og indesluttede af Brdrene, tidt koger det op indeni mig, naar jeg ikke hre et Ord af ham Jeg tnker! siger han eller saaledes er min Natur, ja denne er vist meget fortrffelig, men ikke oplivende for den Medreisende; gamle Bygninger kan faae lidt Tale i paa Tungen og Teuffelsbrcke, hvor just den deiligste Regnbue spndte sig over Vandfaldet gjorde ham til et levende Menneske, da var han glad! jeg troer ivrigt at han morer sig og er tilfreds, men ret udtalende derom er han ikke og det er ganske mod min Natur. Jeg har i Brev til hans Moder bedet om at erfare hvorledes han morer sig; det er en Omvei.–Jeg kan ikke ngte at jeg har Angest over377 ham naar jeg tnker paa Opholdet hos

Serres, jeg vil saa gjerne han der skulde fle sig tilfreds og ogsaa hos Familien der gjre et godt Indtryk. Imellem sidder han ganske stille og seer hen for sig, jeg sprger om det er Hjemvee, han siger: nei, det gaaer nok over!, det er efter min378 Fader jeg har det! Jeg har nu vnnet ham til at gaae ordenlig Tid i Seng, synes ogsaa at han Dag for Dag livnes mere, det trykker mig, ligesom den stadige Vkken om Morgenen, men saa har han det Fortrin for Andre[:] han er ikke saa modsigende, han har en uendelig Retskaffenhed. Om alle disse Indtryk beder jeg Dem imidlertid ikke tale, jeg skriver det til Dem, fordi det opfylder mig, og jeg trnger til at udtale mig; de gode Sider ere mange og det jeg pines ved er ene, denne store Stilfrdighed, denne Mangel paa Udtalelse;–jeg vil haabe det kommer! Han gldede sig ved Heidelberg Slots Ruin, der mdte vi Ludvig Mller, som fra Ems, alene havde gjort Udflugt; vi traf ogsaa Maleren Libert, som med sin Kone i et Par Maaneder har boet her. Da Harald og jeg havde passeret Basel kom vi foran Olten, gjennem den strste Tunnel der endnu findes, nsten en halv Miil lang, vi brugte 10 Minutter paa Farten gjennem den; her var det ifjor den store Ulykke skete, hvor saa mange Mennesker omkom.–Imorgen gaae vi til Ragaz, hvor der skal vre meget malerisk, ogsaa Schaffhausen besge vi, jeg troer at Vandfald srligt interesserer ham. Glder De mig snart med et Brev da send det til Mnchen poste restante, skriver De frst om 14 Dage fra Dato, da lad det gaae til Dresden poste restante. At De og Louise have det godt vil jeg haabe, ligesaa Frken wanscher hils dem begge to, og gjr De Bekjendtskab med Venner af min Musa, da hils!–Et kort lille Brev fra Fru Drevsen og et noget strre

fra Jette Wulff ere de to eneste jeg har faaet hjemme fra; Endnu engang, De taler ikke om det Tryk jeg fler ved min Reisekammerats Stilfrdighed, det kommer vel! Deres trofast hengivne

H. C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost