Dato: 23. maj 1858
Fra: Henriette Wulff   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Nr. 426. Fra Henriette Wulff.

Kjøbenhavn d 23 Maj 1858.

Kjære broderlige Ven!

Denne Pintsemorgen efter at have læst Dagens Evangelium og ret tænkt paa og takket for den store Velsignelse, Gud har lagt i »Ordet«, i dets Forkyndelse, paa de uendelige Maal og Maader Han har givet senere de Udvalgte at tale til Menneskene, - og hvad var da naturligere end at jeg da ogsaa mindes blandt Hans Udvalgte - Dem, min Ven, der har talt og taler gjennem Deres skjønne barnlige Digtninge til Glæde og Velsignelse for saa Mange! Han skjenke Dem mangen skjøn Pintse Morgen, fuld af Soelskin Blomsterduft og Medmenneskers Tak og Kjærlighed!

Tak for Deres venlige Brev af Onsdag,3584) hvor glad er jeg over at De føler Dem vel og vel oplagt, nydende det friske Foraar! Jeg venter sikkert at »Storkefader« den velsignede Fugl, bringer Dem atter noget Nyt der­ude, som De saa siden fortæller os Andre igjen.

Jeg modtog nu i dette Øjeblik Brev fra Fru Arneman fra Marienlyst ved Helsingør, hvor hun er »entzückt« tilligemed sine to Grevinder; hun beklager ikke at have truffet Dem, uagtet alle gjensidige Forsøg, de to tydske Damer længes uendelig efter at see Dem. »Welch wunderbarer Mensch, die Reinheit seiner Empfindungen entzückt mich bei jeder Arbeit!« og saa videre, udtrykker hun sig - tillige med Tusinder af Andre Ligestemte! - Jeg har været lidt mere med Fremmede i denne Tid end sædvanlig, og Alle har de talet om Dem til mig - saa kan man sagtens vaave sig ud i Verden, naar man bliver underholdt paa den Maade! Nu glæder jeg mig til Brev fra Leipzig fra min skotske kjære Ven,3585) efter han har læst disse Sidste, thi hans Dom er ikke allene beundrende, men altid motiveret paa den smukkeste Maade; og det glæder og morer mig at læse. Da De vel har alle Blade der paa Landet, kan det jo ikke more Dem at jeg fortæller Theater Nyt, der jo heller ikke er min Genre, men for at gjøre mig aimable i Deres Øjne gjør jeg jo undertiden nogle smaa Forsøg, paa at fortælle Sligt; som nu at Figaro skal have gaaet smukt og godt, Hr Wiehe syngende godt3586) og Publikum tilfreds med det Altsammen, men en saadan Musik stemmer jo rigtignok saa mildt og behageligt, at man vel overseer meget daarligt, idet hvær Tone smelter enhvær lille »Glasstump« der kunde sidde i Øje eller Hjerte paa Tilhørerne. - Ja den Kaj - og i det Hele, den hele »Sneedronning « er et saa fuldendt lille Mesterværk, som der er til i nogenslags Kunst! - Jeg mærker jeg har gjordt her nogle smaa Tankespring men De forstaaer dem jo nok? ­

Jeg maae tale et Par Ord med Dem om hvad De siger om min Rejsen til Amerika - saa er det først en lille Misforstaaelse, eller Opfattelse af det Hele, naar De troer, min Ven, at jeg tænker mig der at være Gjest hos Nogen! De siger at ved »et Besøg træffer man Folk i Søndags Klæder, men kommer man for at blive, seer man den luslidte Side«. - Men Kjære, jeg kommer slet ikke til Nogen, ikke for at besøge Nogen, jeg skal leve der, som det er arrangeret langt meer selvstændig end jeg for Exempel gjør for Øjeblikket. - Kjære Andersen, jeg har her i mit Fædreland, siden Gud tog min elskede Christian hjem til sig, gjordt saa mange tunge Erfaringer, just fordi her var jeg født, havde Slægt og Venner, at [jeg] i et fremmed Land, hvor jeg aldeles ingen Krav i nogen Henseende3587) kan have paa Nogen, ikke vil kunde komme til at prøve den »luslidte « Side hos Folk, som ak destoværre, jeg har seet her, en Side hos saa Mange , det ret inder­ligt gjør mig ondt for Alle dem der bærer den, at jeg næsten er ækel der­over, hvis jeg ikke var saa bedrøvet for de Mennesker.

Er Folk venlige og gode, imod mig derovre enfin - saa er det rart og behageligt, altid en Glæde! Er de det ikke - nu, saa har jeg ingen Forvent­ninger gjordt mig i den Retning, bliver altsaa ikke disapointeret, og staaer ligesaa roligt paa mine egne smaa Poter som før, og har ingen Smerte i Hjertet ved at see de uendelige ækle Smaaligheder jeg saa ofte - ak desto­værre møder her hjemme. Dog mærk vel, dette er dog ikke det, der faaer mig til at ønske at gaae derover, nej, det er fordi - at Amerika altid har været det Land jeg har foretrukket, før jeg kjendte det ved personligt Besøg, eller Nogen der, det ligger i en Egenhed hos mig, min Ven, som De , besynderlig nok at sige, slet ikke kan opfatte hos mig, som saa meget i min Character og hele Væsen, og som - jeg ikke vil forsøge at forklare Dem, da jeg ikke tør haabe hværken at blive forstaaet eller opfattet af Dem deri, som jeg kan være tjænt med; lad mig for Dem blive staaende, som fra vores Barndom, som den »lille stakkels sygelige Jette« De altid har kjærlig broderlig Medfølelse med, som De veed holder af Dem og hvad De skriver, alle mine andre, mig saa kjære betydningsfulde interesser, tale vi jo aldrig om, og lad det blive en lukket Bog mellem os, til engang vi see hinanden klarere Alle! Men lad os komme tilbage til denne lille praktiske Jord, saa vil jeg dog berolige den venlige broderlige Omsorg med at jeg kan, hvis De engang gider høre derpaa »Skillingeviis« forklare Dem, hvorledes jeg har isinde at leve paa Eagleswood; naar jeg taler om Springs, da er det kun som gode Bekjendtere, jeg er glad ved at leve i Nærheden af, uden at tage imod den Gjestfrihed de, eller Andre have til­budt mig. Dog vil jeg sige at Marcus Spring er en Ven, en Mand ethvært Menneske kan stole paa med Raad og Daad; Gud være lovet der er dog Nogen man kan stole paa i denne Verden, og jeg slipper ikke min Tro paa ædelt Sindelag hos Menneskene, om jeg gjør Tusinde sørgelige Erfa­ringer, jeg har gjordt glædelige ogsaa! ­

Nu nok herom for denne Gang, vi sees jo snart og kan drøfte denne discussion meer om De har Lyst! Den ny Roman af Bulwer De spørger om, har jeg ikke hørt Noget om - hvem læser Bulwer nu til Dags? Naar man har saa meget langt bedre, selv i det Fag.

Men nu maae jeg lade dette flyve afsted til Dem; vi skal kjøre ud til Henny paa »Holmen«, det vil sige vi kjører til Tolboden, og gaaer over de lange Broer, og derfra skal vi visitere den ny »Dok«.3589) Det er vores Pintse­Forlystelse, og jeg holder jo af den Slags; da Vikinge-Blodet i mine Aare aldrig fornægter sig. ­

Nu Farvel, kjæreste gode Broder-Ven, lad mig endelig faae lidt fra Dem, før De Selv kommer, nyd den friske Natur, De er omringet af, tael dygtig med Storkene, og mindes engang imellem Deres søsterlige

Jette.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost