Dato: 15. maj 1835
Fra: H.C. Andersen   Til: C H Lorenzen
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den 15 Mai 1835.

Du har ikke glemt mig, rækker mig kjærligt Haanden, det har overrasket og glædet mig. Din Tilfredshed med "Improvisatoren" fornøier mig; jeg griber hver Opmuntrings Dugdraabe med taknemmeligt Hjerte; jeg er sædvanligt kun vant til Malurt. Det tegner til, at man een Gang vil lade mig vederfares Ret! Men midt i den Roes, jeg rundtom møder, føler jeg en Angest, en sælsom Frygt for mit næste større Arbeide. Tre forskjellige Sujets har jeg, og alle tre ere mig lige kjære; men hvilket jeg skal vælge, veed jeg ikke, og derfor hvile de alle. Jeg føler en forunderlig Kraft til at skabe, og aldrig har jeg dog frygtet derfor som nu, jeg første Gang ret møder Erkjendelse. Men han, fra hvem hver Tanke kommer, vil lede mig til det Bedste. - Du spørger, om min Kjærlighed til Italien begynder at kjølnes. Det forundrer mig. Lykkelige Du, der kan spørge saaledes! Jeg frygter for, at med hvert Aar vil min Længsel blive større. I Danmark har jeg Venner og kjender elskværdige Mennesker; men der har jeg lidt, grædt, og tabt Meget. Der er jeg bleven miskjendt og spottet. Der er koldt, meget koldt. I Italien inddrak mit Øie Naturens Skjønhed, jeg gjennemlevede Secler i Kunstens Værker; en Phantasieverden ligner mig det hele Land. Jeg elsker Italien med hele min ungdommelige Sjæl; jeg tænker kun paa dets blaae Himmel, dets smukke Mennesker og de hellige Ruiner. Havde jeg kun tre Aar at leve, med Glæde gav jeg de to for at være eet i Neapel. Der drømmer min Tanke, der leve mine Erindringer. Syden er min Elskerinde, jeg strækker mine Arme efter hende og vil gaae til Grunde af Længsel. Lykkelig Du, som har glemt hende eller kan tale roligt om "det tabte Paradiis"! Saa vidt bringer jeg det neppe. Hellere Munk i Camaldoli end Digter paa Østergade! Mit Blod er varmt, min Tanke levende, min Phantasi vil omfatte en Verden; - og Du kan troe, at jeg har glemt Italien! Det kolde, men gode Danmark er mig maaskee den meest trofaste Ven; men man sætter jo Elskerinden over Vennen. Hils Ingemanns særdeles meget fra mig; jeg skylder ham Brev og skal snart skrive; siig ham, at hvert Ord, han skrev mig til, var mig kjært og opmuntrende; det er en sjeldent elskværdig Mand! Jeg holder virkeligt af ham som af en ældre Broder. Men det maa Du nu ikke sige til ham! Vil Du derimod fortælle ham, at da mine Børne-Eventyr kom ud, og jeg fik nogle Exemplarer, havde Reitzel alt Dagen forud, der var Postdag, sendt til Sorø og flere Byer; jeg formodede da, at han alt havde faaet denne Ubetydelighed at læse. Med "Improvisatoren" var Reitzel heller ikke, som han burde; jeg gav ham Exemplaret til Ingemann den 8de April, og han lovede med Haand og Ord, at den næste Aften skulde det være i Sorø - ellers havde jeg selv besørget det - og saa fik Ingemann den først 14 Dage efter. Det nye Stykke "I gaar og i dag" skal være af en Jomfru Beyer; men jeg troer, det er af Molbech, i det Mindste omarbeider han det nu og vurderer det særdeles høit; men det duer ikke og bliver sikkert eenstemmigt udpebet. Det er et Slags Syngestykke, hvor det skal være naturligt, at der synges; paa Grund heraf siges der før hvert Nummer: "Det er sandt, kan Du den Vise?" - eller: "Lad os synge en lille Sang!" Faderen i Stykket vil have, at Datteren skal have en Suppleant; men hun vil have en Student, hun har kjørt paa Dagvognen med fra Slagelse; men tilsidst faaer han da en stor Herregaard og bliver en af de første Deputerede, og saa er der Intet i Veien for Giftermaalet, - saa kunne de jo synge en lille Sang. Forfatteren til "David og &Fædrelandet'" er en Tydsker, Dr. Wolheim; han skal, siges der, være ansat ved det kongelige Bibliothek. I Begyndelsen af Juni gjør jeg en lille Tour til Skaane, Halland og Blekingen; saa hilser jeg dog paa Bjerge i Aar, reiser udenlands. At Træerne nu springe ud, veed vel Du, som lever i det Grønne; men at de springe ud af Vane og ikke af Varme, det er det, jeg ikke holder af.

Din hengivne H. C. Andersen.

Tekst fra: Det Kongelige Biblioteks Brevbiografi ved Kirsten Dreyer (146)