Dato: 27. april 1835
Fra: Bernhard Severin Ingemann   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

[27.4.1835]

Kjære Andersen!

Deres lille venlige Brev af 8de April med den meget velkomne Improvisator modtog jeg i Gaar d 26de, derfor har jeg ikke før kunnet besvare det; Deres ældre Brev har jeg ogsaa kun ladet ligge ubesvaret til jeg havde Noget at sige Dem om Improvisatoren. Vi sad netop midt i ham, da jeg igaar modtog Exemplaret fra Deres egen Haand. Nu har jeg heelt gjennemlæst Bogen og takker Dem ret inderligt for den Nydelse, den har ydet mig, som vist mange Andre. Den interesserede mig særdeles heelt igjennem baade som Reisebeskrivelse og Roman; for mig har det dobbelte Øiemed ikke skadet men maaskee endog forøget Interessen. Min Kone har den ligeledes levende interesseret og hun beder mig takke Dem hjerteligt. Ogsaa hos Andre, som har læst den hernede, har den gjort et betydeligt Indtryk. Jeg saae atter og gjenkjendte som i et Speil bella Italia og det sydlige Folkeliv i Deres sande og livlige Skildringer; det Menneskeliv, som bevæger sig i denne sydlige Natur har megen indre Sandhed og der gaaer en Følelse derigjennem, som finder dyb Gjenklang i mit Hjerte. Improvisatoren selv, i hvem jeg gjenkjender en stor Deel af hans Faders Individualitet, har derved vundet en psychologisk Sandhed, som ikke i den Grad kan øses af nogen anden Kilde end Subjectivitetens. Gamle Domenica elsker jeg høilig, den lille Abedisse ligeledes og Annunziata vækker stor Deeltagelse. Slutningsscenerne med hende paa det lille fattige Theater ere tragisk rørende. Lara synes mig faaer ikke udtalt sig nok til at kunne blive Læseren kjærere end hine fortroligere Bekjendter. Antonios Feberfantasie om hendes Skindød og Opvækkelse ved Kjærligheds-Reminiscentsen maatte gjerne for mig have været Virkelighed. De velvillige men fornemme Patroner og Bernardo saavelsom den ret neapolitanske Santa, samt Peppo og de andre Bipersoner synes mig meget heldigt tegnede og Illusionen med den blaae Grotte en frappant poetisk Opfindelse. Antonios Anfægtelser af den universelle Polaritet uden bestemt Gjenstand burde maaskee psychologisk rigtigere være noget modereret efter Bekjendtskabet med Lara i Venedig; dog de smaa Indvendinger, jeg hist og her kan have, forsvinde for det skjønne Totalindtryk. Improvisationerne ere særdeles smukt opfundne og betegnede; men Udviklingen af det bløde poetiske Gemyt, der i Livets bittre Skole hæver sig til selvstændig Characteer uden at tabe Barnligheden og Kjærligheden - Det er mig det Glædeligste ved hele Bogen. Denne Frembringelse betegner udentvivl Overgangen fra Ungdommens til Manddommens Periode i Deres Digterliv; til den nye Virksomhed, De derved lover, ønsker jeg Held og Velsignelse med saamegen ydre Opmuntring og gunstig aura popularis, som behøves til heelt at udfolde for flere Generationer hvad ingen Digter kan vente heelt erkjendt af den enkelte. Naar de smaa Abedisser blive voxne, klippe de ikke meer Billeder itu, men gaae i Ilden for at redde dem - det var en smuk prophetisk trøstende Tanke. Overalt den lille Abedisse har været Dem en god Veninde. Nu lev vel og glad, kjære Andersen! enten Folk klapper meget eller lidt over Improvisatoren. Hvorledes modtages den kjære Moder Natur selv af sine fleste Børn? de sove fra hendes halve Herlighed og have ikke Tid til at see den anden halve; hun smiler dog lige rolig den fromme poetiske Moder, hun mener vel: hvad der er Sandt og Skjønt behøver ikke at samle Vota paa sin Tilværelse.

Deres venligst hengivne Ingemann

Tekst fra: Det Kongelige Biblioteks Brevbiografi ved Kirsten Dreyer (140)