Dato: 24. marts 1858
Fra: Jonna Stampe, f. Drewsen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Christinelund d. 24de Marts 1858.

Kjæreste Andersen!

De er dog en rigtig trofast Ven imod mig, saa udholdende De er med at skrive, jeg skjønner ogsaa oprigtigt derpaa. Tak for Deres Godhed imod min lille Rigmor; hun spiller nu bestandig "Meer end Perler og Guld" og instruerer Astrid i de Partier hun skal lave, mens hun selv bestemmer sig til at være "Aandernes Konge;" men Astrid er ikke letnem og har især ikke Lyst til at være "to Marer", saa det ender med at Rigmor tager alle mulige Roller. Hun har selv læst et af Eventyrerne, og de andre har jeg læst for hende; og ved selv at læse dem høit, gaaer endnu flere Skjønheder end tidligere op for mig, navnlig i "Suppe paa en Pølsepind," som jeg troer jeg ikke forstod strax fordi De havde brugt Talemaader anderledes end jeg synes man pleier; der kommer saa megen Ironie frem naar De saaledes beskriver Dyrenes Verden, det slaaer mig saa tidt. Og saa den Poesie i Beskrivelsen af den første lille Muus's Eventyr, den Rigdom af Billeder som De giver, det Indtryk af Sommernatten og Alfedansen, man faaer, det tiltalte mig saadan da jeg læste den for Rigmor. Pebersvendens Nathue rørte mig meget, men siig mig, hvorfor tør en Borgmester med 11 Børn faae Lov til at bruge Pebersvendens Nathue, jeg troede det kun maatte være Pebersvendene, som fik Lov dertil, kun en Saadan kan føle og forstaae Smerten dens Perler indeholde, men ogsaa kun en Saadan kan eie den Poesie, der gjør Erindringen saa skjøn, "den ægte, som ikke gaaer af i Vadsken."

Maaskee at "Noget" er det Eventyr eller den Historie som jeg holder meest af i dette Hefte, gamle Moer Margrethe er saa ypperlig og hun er holdt saa fortræffeligt, netop fordi hun baade for sig selv og for "Critikeren" kun beder om "Naaden" og tager saa ydmygt imod den; men De veed jo nok jeg har den Borneerthed ( vil De sige) at ønske det Samme gjennemgaaende i hele Historien, men ikke Indlemmelsen i Himmerige bygget paa hvad han "i god Gjerning kan udrette." Men jeg indrømmer det er Borneerthed. - Derfor elsker jeg "de røde Sko," den er saa mageløs just fordi det ikke er en Forbedring i det Udvortes, men Ydmyghed i Hjertet der kræves, det er mig saadan en Fryd at læse " det var Ret du kom, lille Karen," "nei, det var Naade!" Og den Idee, at det er Kirken der kommer til hende, den er mageløs. - Men bliv nu bare ikke vred fordi jeg snakker saa frit; jeg kan saa lidt lide at modtage saadanne Skatte som Deres Eventyr uden at vise sin Paaskjønnelse, men jeg kan jo heller ikke fornægte de Anskuelser, som De vist finder taabelige, men som ere sammengroede med mig. Find mig blot ikke anmassende fordi jeg vover at snakke med, jeg veed godt hvor lidt min

Mening har at betyde. Jeg skjønner uhyre meget paa disse Eventyr, de forfriske mig som alle Deres Eventyr og jeg glæder mig saadan til de næste og det store De omtaler, jeg finder Alt i Deres Eventyr, Eiendommelighed, Poesie, Ironie, Følelse, Dybsindighed, Genialitet, jeg sætter dem saa overordentlig høit.

Hvor er det kjønt af Dem at tage Dem af vores kjære Harald, Gud være med ham og hans Livs?Stilling. Jeg troer han er solid i alt hvad han foretager sig.

Tog jeg feil, men fik jeg ikke et lille Glimt af et Løfte om Deres Portraite? Hvis jeg ikke har taget feil, kjære Andersen, saa vil jeg bede Dem huske derpaa til vor nye Bolig, (om Gud vi vi faae den!) som vi vel sagtens faae istand til næste Foraar; den vilde jeg gjerne see at faae smukt indrettet og vil saa gjerne have lidt gode Sager paa Væggen og jeg syntes det var et ypperligt Portrait af Dem. Er det ubeskedent at minde Dem derom?

Farvel, kjæreste Andersen! Tak for al den Godhed De viser mig og mine og for det Venskab jeg virkelig troer at De har

for Deres hengivne Jonna.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus