Kjøbenhavn den 10 Feb 1835.
Det er et underligt Træk i min Characteer, at jeg ofte synes noget ligegyldig mod mine Venner, kold mod dem jeg ret meget holder af! hvorofte har jeg nu ikke besluttet at skrive Dem til, men jeg har ikke gjort det, skjønt det vilde glæde mig saa usigeligt at faae Brev igjen! Ofte siger jeg selv, at hvem man holder af kan man altid faae en Times Frihed at skrive til, og dog skriver jeg ikke! Jeg har et Par Erindringer der virkelig characteriserer mig; med en ung Skotlænder gjorte jeg Reisen gjennem Norditalien og Tyrol til München. Det var et herligt ungt Menneske, som jeg kom til at holde meget af. I München skildtes vi ad, men før han reiste videre vilde vi nok tale lidt mere med hinanden. En Dag jeg var i Politiet for at mælde mit nye Logie, møder jeg min Skotlænder, "jeg skal ind at hente mit Pas", siger han, "vent paa mig herudenfor, jeg kommer strax, iaften reiser jeg til Paris!!" - Han gaaer ind, jeg venter et Øieblik, han kom ikke og - saa gaaer jeg! Gud veed hvor jeg kunde, jeg saae aldrig Mennesket meer! Dagen efter var jeg færdig at græde over min sælsomme Opførsel og endnu bedrøver den mig. - Saaledes kunde jeg fortælle flere Træk, og med Brevskriven gaaer det ofte [overstr: saa] ligeledes! Jeg har en Travlhed, som var Livet mig for kort og naar jeg seer tilbage er Timer og Dage gaaet, hvori jeg intet har gjort, ikke engang opfyldt mit eget Hjertes Ønske, at pluddre lidt med mine Venner. - Maaskee var der heller ikke blevet noget af dette Brev, havde Tjeneren fra Collins ikke netop bragt mig Deres Otto, som jeg nu skal gjøre Bekjendtskab med. - Naar jeg har læst den vil jeg skrive, tænkte jeg først, men strax faldt det mig da ind at dette vil har jeg saa ofte brugt, saa er det bedst [overstr: f] øieblikkelig at skrive og - nu skriver jeg! God Dag, Allesammen! min Impovisator har jeg ikke her med, de trykker paa ham alt hvad de kan; før om 4 a 5 Uger kommer han ikke ganske i Klæderne, gid De maa synes om ham. Ellers har jeg været ret flittig! jeg har skrevet et lille Drama med Sang efter den gamle Kjæmpevise: Hr Sverkel x). Stykket er i to Acter og er i disse Dage hvad man kalder: inde. Det examines af Molbech. Dernæst har jeg begyndt paa nogle: "Eventyr fortalte for Børn", og jeg troer de lykkes mig. Jeg har givet et Par af de Eventyr jeg selv som Lille var lykkelig ved, og som jeg ikke troer ere kjendte; jeg har ganske skrevet dem saaledes som jeg selv vilde fortælle et Barn dem. - En ny Roman skyder Knop i mit Hjerte, men jeg veed ikke om den kommer til Modenhed og hvorledes den egentligt vil udvikle sig. Det er et fransk Frø der er lagt i min poetiske Jordbund, en lille Anecdote fra Julirevolutionen, som har rørt mig. Et fattigt Barn, en ganske lille Dreng var det, som kjæmpede mellem Frihedsheltene; ved Tullerierne fik han flere Bajonetstik, Blodet strømmede / fra de aabne Saar, han slæbte sig ind i et af de nærmeste Værelser, dette var Thronsalen, det eneste han havde at standse Blodet med, var det store Teppe paa Thronen, hvor han nu krøb hen. Man fandt den fattige Dreng død, gjennemboret paa Frankerigs Throne. - "Det er smukt siger De, men en Roman - ?" Ja! men det er just det som gjærer i mig, store Sideskud have alt viist sig. - Den 28 Jan: havde vi da paa Theatret, Holstes: Borgfogedens Bryllup og Heibergs Alferne. Hoffet og den allerstørste Deel af Publicum sagde da, det første er ret nydeligt, det andet under al Kritik, en casortisk Komedie, ikke noget for de fremmede Ministre & &. Jeg sagde øieblikkelig, det første er høist middelmaadig, det sidste særdeles yndigt! høist poetisk, at Folk ikke vil føle det, ligger i Mangel paa Modtagelighed for det ægte Poetiske; nu har jeg da siden havdt den Fornøielse at høre de selvsamme Mennesker sadle om: Mennesker i Statscalenderen, Mennesker selv i Forfatter Lexicon men som, sige de, blev den første Aften smittede i deres Dom af den Omgivning de havde, sige nu som jeg, Borgfogeden duer ikke, Alferne er noget af det Bedste Heiberg har skrevet. Slutnings Scenen deri, var det eneste jeg ansaae for en Plet, jeg sagde det til Heiberg og han svarede at for poetiske Gemytter, vilde en Forandring der være meget god, men det store Publicum følte sig vidst mere fyldestgjort ved den Slutning som var, med de komiske Birkedommere. Nu har han dog senere skaaret hele Scenen bort og det har afrundet det Hele. - Hvad siger De om Wilhelm Holstes ynkelige Replik i Søndagsbladet? Jeg har skjændt paa Udgiveren fordi han ikke har raadet ham fra, saaledes at prostituere sig! det hjælper ikke at klynke i den [overstr: ofte] litteraire Verden, har man gjort noget galt maa man vende Ryggen til, lade den Sø gaae over og see at gjøre noget bedre. - Desuden er Søndagsbladets Holst en Ven af Wilhelm Holst, de gaae i detmindste Arm i Arm paa Gaden, saa synes jeg dog at lidt Venskab maa der ogsaa vises, og er Critikken over Nytaarsgaven optaget, saa maa den anden Makker ikke mere prostitueres. - Borgfogedens Bryllup er formeligt udpebet. - Har De hørt at den bortflygtede Theater Casserer Printzlau er grebet? De veed han har stjaalet [overstr: for] henved 60 000 Rdlr, (af Theaterets Kasse, af Enkekassen og ved Laan fra sine Venner)! det er ganske lumpent! - Han har ikke været ude af Landet, man troer han har ligget skjult i en stor Kasse paa Hoftheatret, hvor Familien har bragt ham Spise, men da de bleve aresteret, er han krøbet ud og tænk Dem, hvor dumt! taget ind paa ny Avlsgaard her i Kjøbenhavn, hvor han havde to Værelser. Een af hans Sønner (14 Aar) var paa Raadstuen, men da der intet var at faae at vide af denne, lod de ham gaae hjem, men gjorte nu HuusUndersøgelse igjen midt om Natten og fandt da at Drengen manglede, først i Morgenstunden kom han hjem, han skulde nu gjøre Regnskab for hvor han havde været, de fulgte med paa alle de Steder han angav, men Folk / svarede, at de ikke havde seet ham, saa tilstod han tilsidst, at han havde været hos sin Fader. Leerbech gik da Klokken 3 Løverdag Eftermiddag hen i Avlsgaarden, bankede paa og - Printzlau lukkede selv op, paa Bordet laa to blanke Rageknive, han vilde have skaaret Halsen over paa sig, men manglede Mod der til. Hele Familien er nu aresteret da de ansees for Medvidere i Sagen. - Hos Collins, hvor jeg daglig kommer, staaer det sig ikke godt. Den ældste Datter, Fru Drevsen, ligger farlig syg af Kopper, næsten i 14 Dage har hun ligget i Feber og phantaseret. - Med Guds Hjælp bliver det vel ikke Døden! - Folk døe ellers som Fluer herinde! een af mine Bekjendter, Enken: Fru Müffelmann var rask om Morgenen, jeg kom der og forunderlig nok, det sidste hun bad mig om var at klippe hende en Blomsterkrands af Sølvpapir for at hænge om sin Cakkadues Buur, det var Fuglens Geburtsdag og nogle smaae Frøken Rother kom at gratulere den, jeg syntes rigtignok det saae ud som en Liigkrands, hvad jeg der klippede, jeg gik og saae aldrig Fruen levende meer. Hun var rask til ud paa Eftermiddagen, og Klokken 8 om Aftenen var hun død, det greb mig forunderligt. - Men bort fra alle disse mørke Billeder, til et andet! - Molbech faaer da nu ogsaa fra alle Kanter, man seer hvorledes han er yndet. - Lumpenheden med Haucks Been har indigneret mig! nogle, deriblandt Paludan Müller, paastode forleden i Selskab, at Molbeck aldrig kunde have meent det, men Herts, Heiberg, hans Kone og Jeg vi protesterede Alle derimod! saa dum er Molbeck ikke, at han jo nok, ved at skrive og læse Correcturen skulde see den doppelte Betydning; havde han endogsaa ikke meent det ondt, da han nedskrev det. - I næste Uge kommer der et nyt Arbeide fra Paludan Müller x), han udbreder et hemmelighedsfuldt Slør over hvad det er, lige til Dagen det som en Vendome Søile afsløres for det begeistrede Publicum. Røverne i Terrazina af Øehlenshclæger ventes snart paa Theatret, ligeledes Corsaren Opera af Harttmann og Herz. - Bredal har et Syngestykke af Jomf. Beyer, det protegeres af Molbech. - Hils Deres kjære Kone og Søster ret meget fra mig og glæd mig - naar De vil - med et Brev; jeg tør ikke bede Dem "skriv snart!" - da jeg ved min egen - hvad skal jeg kalde det? - Dvælen, ikke har fortjent nogen Belønning. Lev vel!
af ganske Hjerte Deres trofaste H.C. Andersen
[Udskrift:] ST. HR: Professor B. S. Ingemann o Sorø
frit.