The Hans Christian Andersen Center

Du har sgt p: +Andersens +Hus

G til frste fund  Tilbage til sgeresultaterne

Dato: 25. oktober 1834
Fra: H.C. Andersen   Til: Christian Wulff
Sprog: dansk.

Kjbenhavn den 25 October 1834.

Min fortrffelige Ven!

See, her er jeg igjen! god Dag! - Du skrev og saa skal Du ogsaa strax have Brev igjen, saa sladdrer jeg dog med Dig! veed Du hvad? Jeg holder uendeligt meget af Dig! og tidt tnker jeg paa, hvor det dog er underligt, at da vi vare her hjemme sammen, var det i Grunden kun: god Dag og Farvel, det skulle vre meget mere! Du siger, du ikke kommer til Italien i Vinter! jeg kunde grde over dig! kjre, bedste Ven, i hvor inderlig jeg gldes til at leve her med Dig, saa nsker jeg dog; at Du ikke kom hjem, men til mit, til vort, Kunstens store Fdreneland la bella Italia! O Du drmmer ikke om hvor skjnt der er! jeg troer ofte, jeg har vret dd, seet Paradiis og er vendt tilbage til det daarlige Jordliv. Italien er Skjnhedens, Hjertets og Kunstens Hjem. Du maa derhen!-- Det kan ikke ske siger Du! - Og jeg er en Nar med mine Drmme. Jeg tnker som saa, hvem ved hvad jeg kan skrive i de flgende fire Aar, maaskee en lille Lod af Uddeligheden og ved streng Oeconomie 500 Species; til den Tid har Du vist ogsaa sparet en lignende Sum og veed Du saa hvad, saa rkke vi hinanden Haanden, som Marsk Stiigs Dttre i Kjmpevisen og flyve ud i Verden, men i Gallop over det kjedelige Tydskland; jeg skal vre Dig en god Guide; jeg kjender nu Maaden at reise paa i Italien, Pengeposen skal nok holde ud, og saa flyve vi afsted til Landet hvor Orangerne groe, hvor Alt er Toner og Duft og - vi fordrve ikke hinanden!; faaer de skjnformede Romerinder vort Hjerte til at banke lidt strkere end det pleier i Norden - saa er det en privat Sag. - Ikke sandt, kjre Ven! - Hjertet maa ogsaa have sin Ret, det arbeider jo baade Nat og Dag. - I Bibelen staaer ogsaa: En Arbeider er sin Ln vrd. - Gud bevares! fik Damerne her hjemme at see hvad jeg skrev, det vilde blive smukt! min fortrffelige Fru Drevsen og Louise, der ret svrme for min Roman, ere ganske fortvivlede over, at der kommer saa letfrdige Scener for i 2den Deel; jo, de skulde lse mit Brev! - Hvad Romanen angaaer, saa er det letfrdige der slet ikke andet, end at en smuk Neapolitanerinde taler, som hendes Nation taler og trykker Helten til sit Hjerte, forfre ham vil hun, men hun gjr det saa naturligt som man kan forlange. Du kan troe det er en god Roman! Den bliver da lst i alle Pigeskoler! - Min tragiske Vaudeville ligger paa sit grnne re medens jeg skriver paa Romanen, den tager al min Tid, thi jeg reenskriver og der ere saa mange lrde Noter, og latinske Citater. - Du kan troe, jeg er en Fandens studeert Karl, vil de sige. - Kommer Du hjem i Vinter, skal jeg overrkke Dig et Exemplar, Jette faaer ingen, hun har Italien, Du maa nies med mit Skyggerids af dette Paradies! Stakkels kjre Broder! / Naa, Du kan da troe, Molbech faaer Smr! og det deiligt! han har som sdvanligt, kelt, gnavent recenseret Hauchs: Wilhelm Zabern, en Bog, der efter Fortjeneste, har gjort Lykke; nu har Hauch fortrffeligt svaret ham paa Kritikken; blandt andet har Molbech sagt: at i Romanen er "Faaborg" en Characteer, som ikke kan taales, det var ikke rimeligt at hans Omgivning vilde have fordraget ham! og nu svarer Hauch, at Molbech her viser stor Mangel paa Menneskekundskab, man har Exempler paa, at de meest vanskabte Characterer fordrages, see vi f Ex. til Maanedskriftets Selskab, det bestaaer jo af flere dygtige Mnd og har dog taalt Molbech imellem sig, ja selv ladet ham skrive. - Lngere nede sammenligner Hauch ham ved en Hund, denne er kun glad naar den lugter raadent Kjd, hrer den derimod Musik, saa gjer den! Man kan jo ikke forbyde slig en Hund at bjffe, men saa slaaer jeg til ham og det maa han finde sig i. En Anonym har nu i Vers besjunget Molbech, men det er dog lidt for grovt, det er saa personligt, det nskede jeg dog ikke. Det lyder som saa:

"Hvordan blev han saa kold, saa bidsk mod hver Poet?

Hvi troer han sig saa viis, sit Blik saa skarpt som Uglens?

Formodentligt engang han sig i Speil har seet,

Og Billedet han saae var ganske Viisdomsfuglens."

Men Du vil vel helst hre lidet om det gamle tydske Stykke, jeg troer kunde blive et godt Skelet for dig at stte Kjd paa, jeg vil gaae det igjennem for dig. Det hedder "Den forgyldte Lve". Personerne ere Verten i Den forgyldte Lve, hans Broderdatter, hendes Veninde (en Slgtning og muntert Gemyt) en ung Officeer, der elsker og en Reisende, med sin Tjener. Scenen er i Vrtshuset "Den forgyldte Lve"; - Det gamle tydske Stykke er Gangen saaledes i. 1 Scene: Duet mellem begge Fruentimmerne, Broderdatteren er meget ngstelig, thi i denne Nat vil hun flygte bort fra Huset med sin Elsker, Veninden muntrer hende, de arangerer alt til Flugten, og haabe at det sjldne Tilflde: at faae Gjster, ikke vil skee, thi de boe paa et saa de Sted, at her nsten aldrig kommer nogen, det vilde vre en Ulykke skete det at nogen kom, thi Stuen hvori de ere og hvor de skulle ud af Vinduet er det eneste Gjstevrelse. 2 Scene Nu kommer Verten, der er som de sdvanlig Formyndere, gnaven og komisk; Veninden driller ham; Pigerne beklage at det ryger paa deres Vrelse at de ikke kan sove der, men vil vre her i Gjstevrelset da ingen Fremmede ere der, han siger nei, at han kan sove i deres og de i hans, men de veed Raad derimod og efter en komisk Scene, tillader han dem at blive her og Spillet er vundet, men saa banker det og det er en Reisende med sin Tjener, deres Vogn er gaaet itu i Skoven, de maa overnatte her, men de kom just i det Verten viiste Pigebrnene hvorledes Rveren kunne komme ind af Vinduet til dem, og derfor selv var krbet der op. Tjeneren bliver strax forskrkket, Huset ligger ogsaa/ altfor de, Verten giver en daarlig Forklaring, Pigerne ere forvirrede over Stregen i Regningen. 4 Scene, Verten er ude, Pigerne svare kort og nsten vredt, deres alvorlige Blikke, Hvisken, vkker Mistanke. 5 Scene, Tjeneren og den Reisende, tale om hvad det kan vre for Folk, den frste finder Alt mistnkeligt. 6 Scene, Verten praler af de mange Gjster han ofte har, siger at tidt kommer om Natten 30 til 40. Tjeneren troer det er en Forbandelse paa Rveren, i de flgende Scener blive de mere mistnkelige, og komme nu frem med Pistoler &, Verten bliver meget uroelig faaer den Idee at de ere Rvere, som ville overfalde ham, Pigerne styrke ham deri, og raade ham at sove i deres Vrelse, thi der kan lukkes. Tjeneren skal langt fra sin Herre ned i Gaarden og den reisende Herre sove i Vertens, hvor de udenfra vil slaae en Skudde for; saaledes har de denne Stue nede fri, og kan altsaa slippe bort, medens begge de andre Partier svede i Sengen. Verten faae de saaledes bort, men nu skal de til Gjsterne, de raade dem at reise da her ikke er sikkert, men Herren vil da ikke, da man nu anviser ham et andet Vrelse, siger han nei, at han vil blive her nede. Pigerne ere fortvivlede og maa nu bort. - Tjener og Herre lytte, nu kommer Elskeren, Herren opdager da Sammenhngen, lader for Spg Strikkestigen [= Rebstigen] de have fundet hnges ud; Elskeren kommer nu for at bortfre begge Pigebrnene og finder 2 Mandfolk, men ved Lyset kjende de hinanden, de ere gamle Venner. - Verten har imidlertid hrt Larm og kommer til med Folk og vil gribe Rveren, men den Reisende forblffer ham, siger at han er udsendt fra Retten for at krve ham til Regnskab for de Midler af hans Myndlings, som han har sat Overstyr; nu kommer en komisk Scene hvori han nder den Gamle til at finde sig i at de Elskende faae hinanden og saa er det forbi! Kan Du bare forstaae Ideen af det jeg nu har malet op. - Hele Brevet er da gaaet med, seer jeg! og der var saa meget andet at sladdre om, men skriv mig nu snart til, saa skal Du faae et bedre Epistel. - Paa Dronningens Fdselsdag spilles da "Klrkevnget". Phister er den italienske Syngemester; det blev ham af Holstein forbudt at efterligne Siboni, men saa gik han til Siboni, og bad ham indstudere Rollen med ham og sige den nu i Alt ganske som han; "Han har selv lrdt mig den", sagde han saa til Holstein. "Er det ogsaa sandt, Phister?" - Jo, det kan jeg forsikre! - "Ja saa maa jeg forberede Hoffet derpaa!" - Her er saa koldt, saa vaadt, saa kelt i Kjbenhavn! hu hu!

Hils Lieutenant Krnckel og hvem flere af mine Bekjendtere Du kunde see. Lev vel!

lidt hastigt skrevet

Din Ven og Broder

H. C. Andersen.

[kuvertbrevets forside:]

ST. Hr. Lieutenant C. Wulff

paa det danske Vagtskib

ved

Altona.

Tekst fra: Solveig Brunholm