Min kjære Dickens!
Jeg er igjen i Danmark, men var kun to Dage i Kjøbenhavn, hvor jeg modtog Deres kjære længe forhaabede Brev, tak at det kom; jeg er igjen fra Byen og ude paa Landet hvorhen min Læge strax sendte mig idet [overstr: flere] en Deel Choleratilfælde netop ved min Ankomst viiste sig. Ogsaa i andre af Byerne er den traadt op skrækkeligst i Korsør, det er en tung Hjemkomsts Tid, det er som kom jeg fra varmt Solskin ind i en kold, klam Sky, og dertil endnu det, jeg vil slet ikke komme mig af en Forkjølelse jeg paadrog mig ved Festlighederne i Weimar.
Det var ellers et lykkeligt Ophold der, Storhertugen modtog mig saa hjertelig, saa inderligt, som mine kjæreste og bedste Venner kunne modtage mig, jeg følte ret at jeg var ham en velkommen Gjest; han er saa ædel og gad, jeg holder uendelig af ham. Rundt om fra i Tydskland var Folk strømmet til Byen, fra Taarne og Huse vaiede Flag og Faner; Krandse og Guirlander var ophængt, Veiret var dertil smukt cg særligt den Dag da først Wielands Statuen afsløredes og derpaa de to Digter-Skikkelser Schiller og Göthe, - begge af Bronze og paa eet og samme Fodstykke; da Sløret var faldet og Folk droge bort gik jeg ind foran Statuerne og netop i samme Øieblik fløi en stor hvid Sommerfugl i legende Kredse om de to / Statuers Hoved, sam var den uvis paa hvem af de store Udødeligheds Symbol skulde sætte sig og forsvandt derpaa i den blaa Luft. - Paa Theatret blev givet enkelte Akter af schillerske og goeteske Tragedier, en Sønderlemmelse jeg ikke holder af, Emil Devrient, Dawison og Frøken Seebach, tre af de mest betydende tydske Notabiliteter bidrog med deres Talent til at forherlige Festen. Devrient, som jeg talte en Deel med, bad mig sende Dem de hjerteligste Hilsener, vi talte meget om Dem og om Engeland. Den sjette September forlod jeg Weimar, stærkt forkjølet, angrebet af en voldsom Hovedpine og nødtes at gjøre Hjemreisen i mindre Afdelinger, blive baade i Cassel, Göttingen, Hanover og Hamborg, i denne sidstnævnte By var Cholera, den Sygdom jeg af alle har meest Angest for; ved at [overstr: forlade] reise til Danmark slap jeg imidlertid ikke ud af Sot og Syge, i den lille danske Stad Korsør, hvorhen Dampskibet fra Kiel førte mig var Sygdommen epidemisk og da jeg efter et Par Timers Ophold her naaede Kjøbenhavn modtog min Læge mig med Spørgsmaalet "hvad jeg vilde her", under disse Forhold. Jeg blev imidlertid dog to Dage og tog saa, da Flere, især i mit Qvarter bleve syge, ud paa Landet til den lille Universitetsstad Sorø, / der ligger midt i Skoveensomhed ved en stor indesluttet Sø; de danske Digteres Nestor, Ingemann boer her med sin værdige fortræffelige Kone, hos de kjære gamle Folk har jeg nu over i otte Dage været Gjest, Luften er imidlertid slet ikke god her i denne Tid, Søens Uddunstninger stinkende, Korsør er ved Jernbanen kun to Timer herfra og daglig flyve Togene med Reisende [overstr: til og fra] derfra og hertil. - Midt under al dette Tryk, hvor Tanke og Tale vendes saa let hen paa det Uhyggelige her Hjemme, er den nærmeste Tanke dog for Englænderne i Indien, Begivenhederne der følges med Taarer og bankende Hjerte. Fra Walther har De vel nu hørt? Glem ikke, naar De engang igjen giver mig Brev at sige mig om hvorledes han har det! - Alle Venner og Bekjendter, her hjemme, ja jeg kan sige Enhver der kommer sammen med mig spørge paa det meest Deeltagende til Charles Dickens, til hele Familien paa Gads hill, man priser [overstr: mig Lykkelig] min Lykke og misunder mig mit Samliv, med Dem! - det vil ogsaa aldrig udslettes af min Erindring og særligt De, der [overstr: og Deres Hustue, saa uforandret] staaer saa uforanderligt i al Elskelighed, i Godhed mod mig, der kom ikke Skygge til Omskiftelse. Saa inderligt hænger mit Hjerte ved Dem, som jeg taknemlig hører endnu den milde inderlige Røst hvormed Deres velsignede Hustru flere Gange sagde mig / at jeg virkelig var Dem alle velkommen, at De saa gjerne beholdt mig! - Altid havde jeg Frygt for at De blev træt af mig den Fremmede, der ikke ret talede Sproget, med en saadan Følelse har man Ører og Øine lige [overstr: til] ud i Fingerspidserne, [overstr: dog] jeg fornam og forstod, at Mand og Hustru var her ogsaa [overstr: een] Sjæl og Tanke; Gud glæde Dem derfor! [overstr: og alle Deres] Hils Deres Døttre og Sønner, ligesom Miss Hogarth, gid jeg venligt maa komme i Deres Tanke, som daglig [overstr: har] saa mange smukke Erindringer om Dem foresvæve mig; Baby sender jeg en aparte Hilsen og kunde Türk, Dandy og Ravnen forstaa noget lignende jeg bandt een med til dem under Brevdue Vingen. Collins lovede mig at jeg skulde faae the frozen Deep, jeg havde nok Lyst at bringe den paa Scenen i Kjøbenhavn, dersom han ikke har derimod. - De lovede at opgive mig Navnet paa den bedste Udgave af Schakspear i eet Bind [overstr: og De sagde at De Intet glemte. Tak for den de venlige Ord De siger mig om To be or not to be, lad mig vide, dersom jeg tør vide det, om De snart igjen har et større Arbejde for, jeg ordner i Tankerne en ny Roman! [overstr: hvori det humouristiske Elment vist bliver det fremherskende], naturligviis er den i vor Tid, jeg kjender ingen anden, den bliver i Danmark, der har jeg Rod. Lev hjertelig vel! [overstr: og vil Gud i denne] Gud glæde og velsigne Dem.
Hjerteligst Deres troe Ven
H. C. A.
