The Hans Christian Andersen Center

Dato: 1. august 1834
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Wulff
Sprog: dansk.

Nr. 45. Fra H. C. Andersen. Hamborg den 1 August 1834.

Min kjre Sster Jette!

I Sandhed, jeg er intet almindeligt Menneske, ellers var jeg nu vred. skrev ikke et eneste Ord, thi ubilligt, hist ubilligt er det af min fortrffelige Jette, at lade sig stemme kjbenhavnsk ved en fad kjbenhavnsk Omgivning og ikke glde mig med et eneste Ord; nei, jeg er slet ikke vred, kun bedrvet og det er jo noget jeg er saa vant til. - Fuldkommen vis var jeg at i Hamborg laae Brev til mig fra Dem. Min Forklaring hvorfor Fremmede havde seet Stykker af Deres Breve, var ikke greben hen i Luften, det var Sandhed, den naturlige Sandhed, min overvttes Glde, og da ethvert godt Hjertes medfdte meddelelses Lyst; De vil ikke vre bekjendt! jeg gav Dem broderligt Ord paa at naar De nu skrev igjen og forlangte det, skulde ikke en Sjl faae Brevet at see, De har ikke havdt Tillid til mig, De skriver ikke. Det skal hvnes! dersom mit Navn bliver uddeligt, ved den evige Gud, da skal Deres det ogsaa; De trster Dem ved at min Uddelighed neppe bliver 8 Dage gammel, dog hvem kan vide! De Mennesker som have grebet ind i mit Liv og min Digtning skal leve med disse, og hvem har det mere end De min kjre - lidt ubillige Sster! - Lser man om 100 Aar mit Levnet skal man ogsaa lse Stykker af Deres Breve , jeg har dem endnu alle og nok til at Verden kan fatte Deres hele Fortrffelighed. I denne Verden vil De nu ikke komme til at skjnde paa mig for denne store Meddelelse, og vi faae altsaa en Scene sammen i Paradis, naar een eller anden Jordborger ariverer og fortller jeg har lst af Frken Wulffs Breve til Andersen. - De vil hre hvor smukt, hvor trofast De tnkte paa mig da De var i Danmark, jeg i Italien, men da ogsaa finde det - ikke godt, at da vi skiftede Plads, da Broderen med tungt Hjerte gik til et Hjem, hvor megen Smerte ventede ham, De da blev, ieblikkeligt et ganske almindelig Menneske i Deres almindelige Omgang. - Efter at have lst dette skriver De maaskee slet ikke, nu vel, gjr som De vil, jeg skriver aligevel til Dem, jeg holder af Dem som en Broder, hnger fast med min hele Sjl ved Dem, selv om De ikke lnger var mig god, det er dog ikke Jette, det er Omgivningen, det er det lille Kjbenhavn, det lille nydelige danske Samfund, som, forunderlig nok, har Indflydelse paa Dem. Ofte har min Sjl vret ret bedrvet ind til Dden, nu har jeg overstaaet disse Crisis, jeg fler ingen stor Smerte mere ved Alt hvad der mder, jeg har jo levet mit Liv, gaaer hjem til Kulden og dens Mennesker, hvor min Grav venter mig, jeg er kommet til det Punkt med mig selv, at bliver det mig for kjedeligt, for utaalelig oppe, saa gaaer jeg i det lille Kammer, enhver har jo Nglen dertil, lad Folk saa et Qvarteers Tid pluddre om min for tidlige gaaen til Seng, Alt er mig ligegyldigt. Lev ret glad og lykkelig i det herlige Land, jeg aldrig glemmer, tnk venligt paa mig og det er mig nok for mine Breve, jeg vil ikke med Strid eller noget Spor paa Vrede, forbittre Dem de korte lykkelige Dage, det hele mellem os er kun en Misforstaaelse, en naturlig Flge af Landsmandsskabets Indflydelse. Nu skal De hre om min Reise, om min sidste Reise i den brogede, store Verden og hvad der ret har tiltalt mig. - Wien har ikke behaget mig, skjndt som De veed, jeg havde frie Plads i Theatret og siden alle Poeterne besang mig. Fru von Weisenthurns662 Bekjendtskab var mig saare behageligt, det er en aandfuld Kone, hendes dramatiske Arbeider kjender De fra Hjemmet. Hun, Castelli, Grillparzer og Deinhardstein skrev ret nydelige Ting i min Stambog.663 - Reisen gjennem Bhmen behagede mig, jeg saae gte Zigeunere, med lange Ravnelokker og sydlig brune Ansigter, Naturen var rigtignok rundtom ganske Dansk, som hele Tydskland er, men den var ret i sine Sndags Klder, med Duft og Farve. Prag

er den frste By i Tydskland der har tiltalt mig, jeg vilde kun blive her i to Dage, men blev der paa 6te. Den er srdeles interessant. I Kirken saae jeg Carl X Hertugen af Angoulieme og Hertuginden,664 hele hendes Liv gik gjennem min Erindring, det er en sand filia dolorosa, o hvilket Srgespil har hun ikke en stor Rolle i! - Paa Theatret saae jeg Wallenstein665 og i Byen selv, Stderne hvor han har tumlet sig. Fra Prag gik jeg til Badet i Tplitz hvor jeg fandt Kongen af Preusen med Hertuginden af Liegenits,666 samt Spontini.667 - Her var ellers yderst kjedeligt. I Dresden var Dahl og Tieck borte, men jeg gjorte gamle Tiedges668 Bekjendtskab, der kjrligt erindrede Dem, jeg var til Middag hos ham og han overstter nu det dende Barn.669 Theodor Hell670 viiste mig megen Opmrksomhed og Coopmanns671 ikke mindre; her var jeg i stort Minister Selskab, hvor Frstenau672 blste Flite og Frken Veltheim673 sang, begge bad mig saa meget at hilse Dem og den frste kommer nste Sommer til Danmark. Frken Veltheim haabede at see Dem i Dresden. - Berlin var mig utaaleligere end forrige Gang,674 skjndt min Forfngelighed flte sig smigret, ved at jeg der var saa hderlig bekjendt. Chamisso ) er Berlinernes frste Digter, hans samlede Digte676 vare nyeligt udkommet med Portrt og Kobbere og mellem disse fandtes Oversttelser af 3 af hans kjreste Digtere og disse ere - Victor Hugo, Berranger677 og H. C. Andersen. Af mig har han i Bogen 1) Lille Lise ved Brnden. 2) Martsviolerne. 3) Tyvekngten. 4) Soldaten, 5) og Spillemanden. Jeg fik et Exemplar af den smukt udstyrede Bog og min Ankomst i Berlin var mldt i et af de stetiske Blade. Det gldede mig og det er vel tilgiveligt, sikkert er det sidste Gang mit Digtervrd hyldes, hjemme venter mig Gadesnavs og tomme Lreregler. - O Gud Jette, gid jeg med rolig Fornuft kan bre al den Plage som nu om nogle faae Dage venter mig! - Den 26 kom jeg her til Hamborg og min frste Vesit var paa det danske Vagtskib, Broderen var i Land, men Lieutenant Krenckel678 og Capitainen679 toge srdeles venligt mod mig ja denne indviterede mig til en stor Seilads paa Elben den 31 Juli, hvor Donners680 Og 1/4 Part af Altona skulle med, en Artighed jeg dog ikke kan benytte da jeg i Hamborg selv er nsten aboneret bort i Timeviis. - Broderen kom endelig ombord, han var lidt mavesyg og et Par Gange i den Situation jeg pleier at komme i naar Sen gaaer (nu er han rask igjen). Vi pluddrede flere Timer sammen og Aftenen efter havde jeg hans kjre Vesit i Hotellet hvor jeg boer. - Et interessant Bekjendtskab har jeg gjort her med Digter Dr: Toepfer681 (Forfatter til Seer jer i Speil, Carl XII etc.) jeg frte mig selv til ham og vandt ham saaledes i en halv Time at han i den flgende lste mig sit seneste nye Stykke, omfavnede mig og forsikkrede at jeg

var en sand Digter! Jeg har virkeligt faaet et eget Greb paa at indtroducere mig selv og da vinde Folk, ja, jeg er vis paa min kjre Sster, at var vi et Qvarteer sammen skulde jeg faae Dem ligesaa - elskvrdig, som da De var i Hjemmet og sige, jeg skriver, jeg skriver! De sagde jo ogsaa engang om mig at enten var jeg et sjldent unbefanget Menneske eller ogsaa den strste Skjlm og Politikus, jeg troer jeg er alle 3 Dele og det er noget meget godt. Ikke? Etatsraad Hornemann682 med Datter (Mille) og Sn er her og 50 andre Landsmnd, en slet fransk Theatertroup fra Berlin (som De vist kjender) der spilles saa koldt, saa phlegmatisk at jeg nok mrker hvor nordlig jeg er. Heden er ganske italiensk, men der ligger nogle Centner Bly i hver Luftning og den her saakaldte skyfrie Himmel seer ud som mine graae Strmper naar jeg har gaaet i Stvet ud til Altona. Alt bebuder at jeg nrmer mig cara patria mia! Paa Lverdag683 er jeg i Kiel og paa Sndag er min dybe Hjemvee endt, saa favnes jeg af Axels Volde. En Anecdote fra den gode By, som Fru Lesse har tilmldt mig,684 maa jeg dog meddele, den er meget god. - For nyeligt legede nogle Gadedrenge og lavede da paa Fortouget af Rendesteens Snavs en Kirke, nu kom just Prsten Rhode685 og da han altid skal snakke med, sagde han: ei Brn, der have I jo lavet en Kirke! nu skulle I ogsaa lave en Prst! men Brnene svarede ganske uskyldigt: nei det kan vi ikke, for vi have ikke Snavs nok! - Rhode blev meget lykkelig derover og fortller det til Alle. Weyse er frdig med 2den Act af Kennilworth, men da han har faaet Ordre at komponere en Kirkemusik 686 ligger vor Opera for det frste. - Den unge Fru Collin (forrige Gusta Petzholdt)687 har faaet sig en Sn, begge ere vel. Jeg overstter Victor Hugos Maria Tudor,688 men den bliver neppe antaget, thi vi have endnu de gamle Censores ved Theatret, desuden er den vel ikke anstndig nok for de dydige Kjbenhavnere. Hu, Diavolo! - Dinesen er kommet til Kjbenhavn, naar jeg kommer der, og har faaet Hilsen - Brev tr jeg [ikke] tale om, - da skriver jeg Dem en heel Pose Nyheder, gte kjbenhavnske Nyheder. Det er sandt Nielsen og Mad: Wexschall689 ere forenede. Jeg gratulerer! - At Linieskibet (?) Dronning Maria690 er lbet paa Grund i vore egne danske Farvande og det i godt Veir, og har maattet vende hjemad, veed De nok! - Thomas Christoffer Bruun691 (Digteren der, som ldre Mand blev confirmeret om igjen af Biskop Balle, er dd); han blev efter eget Forlangende begravet i en hvid Kiste.692 - Oehlenschlger693 og Hjort ligge i Strid om Prometeus, jeg synes det er ikke vrd at skjndes om. Ingemann har digtet en ny Roman.694 Jeg fik i Wien et Brev fra ham,695 der ret gldede mig, han havde da nyeligt lst min Agnete og erklrede den for det herligste Vrk jeg havde leveret, for et betydeligt Fremskridt. Agnete var ham en nordisk Skjrsommernatsdrm, der havde, ved Lsningen, faaet ham i en sand poetisk Stemning, saa han selv maatte digte. Han bad mig, ikke lide ved Mngdens tomme Dom, og spaaede mig, hvad alt mit Hjerte lnge har sagt, Agnete bringer re over min Grav. - Ja, dette til Fortvivlelse, sammenjadskede Arbeide, som mine Venner burde holde tilbage, som viiste hvorledes jeg gik aldeles til Grunde etc. etc.? som min frste Ven behagede at skrive, vil og skal bringe mig Glde for de Taare, de i Snderknuselse tilbragte Ntter. Gud veed hvad Vennen , Vennerne nu sige naar jeg snart er saa lykkelig, saa oversalig, at trde iblandt dem; ja nu flyver jeg mod mit Getsemane, - til Judaskys og Smertedrik, men det er jo ganske poetisk; som Digter er jeg jo en Sommerfugl, og den er smukkest naar den sprller paa Naalen. Jeg er ogsaa i et ypperligt Humeur kan De troe, kun kan jeg ikke ret samle mig til al den Fryd som venter. O lykkelige Jette, nu er De i det smukke Sorent, der har jeg ogsaa vandret, nede i Voldgraven under Orangerne, staaet paa Balkonen ved Tasso's Huus696 og seet ud over det blaae Hav til det rygende Vesuv. Hils hver Pinie, hver Luftning og de ultramarinfarvede Blger, siig dem at Norden skal drmme om deres Skjnhed,697 at mellem Snee og Taage skal mangt et delt Hjerte banke af Lngsel efter at see dem; har De saaledes hilset fra Digteren, da hils fra Mennesket Andersen, og da er den frste Hilsen til Broder Peter, senere hilse De Jensens, Mathiesens og d[e]698 romerske Landsmnd. Nste Sommer kommer De vel hjem til os, o hv[or je]g alt lnges! dog bliv, bliv, saalnge De kan, De fler umueligt nu, hvormeget man taber ved at vende tilbage til Norden, ja, nu kjender jeg Hjemvee! nsten troer jeg det er lykkeligere at vre Munk under Orangerne, end dansk Digter paa den skidne stergade, o mia bella patria! Jeg faaer ellers meget Roes af de Danske, her fordi jeg er saa forniet ved at vende hjem, ja selv Broderen paa Vagtskibet finder, jeg er saa fornuftig og med slig Rolighed gaaer hjemad, men Lben taler heller ikke som Hjertet eller Brevene jeg sender bort, disse ere mit egentlige Jeg. I denne Morgen har jeg klippet mine Knebelsbarter af, det gjorte mig ordentligt ondt, de flaterede mine Tnder, men at beholde dem, gik ei an, saa blev jeg Folket hjemme for interessant. - Igaar sagde jeg til en Dansk der spurgte hvad jeg nu skrev, at jeg oversatte Maria Tudor! og man udbrd! Gud Andersen, De er vist blevet saa frivol paa Reisen, fr var De saadant et anstndigt Mandfolk, Maria Tudor, o fy! - Men nu lev vel glem ei ganske for en bedre

Omgivning, Deres oprigtige Ven

Deres trofaste Broder - H. C. Andersen.

[Udskrift]

a mademoiselle Henriette Wulff

Recommande aux soins obligeants de Monsieur de Vogt ,

charg d'affaires de S. M. le roi du Danimarck pres la cour

de Naples en Italie.

fr. italienische Grnse.

Tekst fra: H. C. Andersen og Henriette Wulff. En Brevveksling