Dato: 25. juni 1857
Fra: Henriette Wulff   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Nr 377. Fra Henriette Wulff.

Kjøbenhavn d 25 Juni 1857

Kjære gode Andersen!

Hvilken Glæde har De nu atter gjordt mig med det herlige Brev saa inderlig kjærligt i Aand og Tanke, saa mærkeligt interessant og eventyr­ligt, og dog saa sandt, som var det eet af Deres dejligste Eventyr! Siden jeg modtog det lever jeg formelig med Dem midt i Deres velsignede Hjem hos Dickens! Og De kan da tænke jeg har det godt, naar jeg istædetfor at leve og aande i det smudsige kjedelige tørretrillende Kjøbh: - lever og aander med Dem i Dickens Hjem, ved det hyggelige Familie-Bord. eller i Kløvermarken der dufter, - ja Gud være lovet De har det saa dejligt, min kjære Ven, og nu vist med høj varm Sommer, og De føler Dem let og sund paa Sjæl og Legem! Alt i Deres Brev var nu saa mageløst!

Jeg veed, slet ikke hvad jeg skal udhæve, - Tak, tak for det Alt! Hvor De dog er trofast god og broderlig imod mig, at vide hvorledes De ret skal glæde mig - og saa gjøre det! Naar jeg saaledes som disse Dage, virkelig ved Deres oplivende Brev føler [mig] glad, er min første Tanke jo altid - Chri­stian! Han - der altid var Kilden til mine Glæder - han seer vist ogsaa nu , naar jeg er glad! ­

Vær De gandske rolig kjære Ven, at jeg ikke skal være indiscrete, eller fortælle om Familielivet De lever i, langt mindre bruge det til nogenslags offentlig Meddelelse, - nej Andersen, ruger jeg ikke for egoistisk over Alt hvad der rigtig er mig kjært og dyrebart, saa er jeg mindre angst for at forfalde til den anden Yderlighed. Deres Brev til Mathilde Ørsted bragte jeg selv, og vi havde en god Times Talen, jeg troer udelukkende om Dem. Ørsteds er de Mennesker jeg i et og Alt helst taler med om Dem og føler mig fuldkommen tilfredsstillet!

I Eftermiddag tænker jeg at tage ud til Fru Lessøe for at læse hende og Viggo3313) Deres Brev for, jeg giver det ikke gjerne fra mig. Her i Huset var det til stor Fryd især for Søster Ida, der sender Dem sine allervenligste Hilsner! - Det glæder mig at De dennegang finder Mrs: Dickens smuk, som De ikke gjorde første Gang, troer De, at der ligger Noget af Dickens eget Liv til Grund for David Copperfield, som man skulde troe, da De sammenligner hende med Agnes! ­

d. 26d.

Afbrudt i Gaar maa jeg tale mere med Dem i Dag, og først spørge Dem, hvad Jerrold, den Forfatter der er død, har skrevet?3314) jeg kjender Intet af ham. Miss Burdett Coutts kjender jeg i det mindste af Navn, da Dickens har dediceret hende sin »Martin Chuzzlewit«, det maa være et stort Ansvar at have faaet en saa stor Rigdom, hvor let kan ikke for lidet gives til Andre, eller ikke paa den rette Maade; men hun løser jo værdigen denne Opgave, efter hvad De siger, og siden Dickens alt for længst har tilegnet hende een af sine udødelige Bøger, er det jo ogsaa et Beviis at han elsker og bifalder hende! Hvem mon han dedieerer sin little Dorrit, veed De det, saa siig mig det endelig strax.3315) Jeg mangler endnu en Trediedeel af sidste Deel, og er yderst spændt! Dog med Dickens kan man jo være rolig, han lader aldrig Utilfredsstillelse tilbage i sine Læseres Sjæl - hvilken Digter for Weyse -! kan De errindre hans manie for lykke­lige Slutninger?3316)

Nu har De vel alt været saa lykkelig at høre Dickens læse hans Christmas Carrol, som han jo vilde til Indtægt for Jerrolds Enke; hvilken Skade for ham at han ikke kan forstaae naar De læser Deres Eventyr op, det er Umagen værd at lære Dansk for! Og Skuespillet med alle disse berømme­lige dilletants vil jo ogsaa være en uendelig Nydelse; De vil jo ret fortælle mig derom i Deres næste. Det er maaske i Grunden dumt af mig at gaae til Nordamerika, jeg kunde jo ligesaa godt leve stille i England, og kunde saa dog vel engang imellem faae et lille »peep at« nogle af alle de Her­ligheder England indeslutter, hvoriblandt jo Dickens er for mig den Aller­første - fordi han er et af de ædleste Mennesker jeg kjender! Da vi sidst rejste til Vestindien, var et Øjeblik Talen om at gaae over London, men da vi kun skulde være der to Dage udbad jeg mig kun tre

Herligheder af Christian han maatte lade mig see: Dickens, Westminster, Chrystal-palace! Jeg saae jo Intet af det Alt!

Tak, min Ven, at De har nævnet Chr's og mit Navn for Dickens, jeg synes det er Alt Meget! - I Dag har jeg haft Brev fra Bille og Flere i Nordamerica, men jeg er egentlig ikke fornøjede med dem, de klage der­ovre ligesom de Fleste gjøre her i Europa, hvilken besynderlig Uro og Feber, der er i Folkeslagene i denne Tidsperiode; hvilken Gjering i alle Gemytter, store og smaa, som naar en Syg kaster sig paa sit Leje fra den eene til den anden Side, uden at finde Hvile. Her i vores lille Danmark, seer det broget ud, vi nærme os en Crisis, sige de Vise Mænd; hvordan den bliver - hvad Enden er - derfor raader Gud, og holder vi blodt altid det fast, i Stort og Smaat, den Enkelte, som hele Nationen, vilde vi føle os trygge og rolige - men hvor ofte glemmer vi ikke det! - For mig lille Selv, seer det lidt mørkt ud i Horizonten, men Gud vil nok lade det klare op for mig, skjøndt jeg ofte neppe kan øjne min Vej; nu troer jeg jo den gaaer over Havet, at mit Hjem for det Første skal være der ovre i Vesten, et eensom Hjem, hvor jeg kun har en Grav! - Men jeg har jo ogsaa dej­lige Errindringer, og jeg har endnu gode kjære Venner, der vil mindes mig og skrive til mig, og det veed Gud jeg er taknemlig for; De - er jo een af de Trofaste - om ikke den Trofasteste!

Du sublime au ridicule, il n'y a qu'un pas' veed De nok, og derfor tager De ikke ilde op at jeg nævner - Molbech, der er død i disse Dage, den gamle; de sige han er egentlig død af »Gnavenhed«; ellers gaaer Alt her ved Det Gamle; Theatrets hele Scene er revet ned, lige til Proseniet, saa Konge-Logen staaer frit og bart paa Kongens Nytorv, det er mange Aar siden jeg saae den sidst; nu har jeg den Fornøjelse, naar vi kjøre forbi, dette er det eeneste Theater Nyt, jeg har at bringe, thi skjøndt jeg har frabedt mig at De fortæller derom, naar jeg er borte, veed jeg at De altid hører gjerne lidt om det gode gamle Sted; kjært for Dem.

d 27d Juni.

Nu maae jeg dog see at faa dette bort i Dag, ellers kunde det let ikke mere træffe Dem paa det Sted jeg troer Dem. Om Deres frem­tidige Planer, veed De vel neppe Noget selv endnu, dog De kan ikke være saa tvivlraadig, som jeg er bleven i de sidste Dage, det er gandske mod min sædvanlige Characteer, men en lille Tanke er opstaaet hos mig, ifølge nogle data fra Nordamerica, der just ikke forandrer min tidlige[re] Plan, dog har givet mig et Øjebliks Betænkning, om at opsætte den til næste Aar, dog kun i det Tilfælde, at jeg tilbragte dette i et mere nærliggende Land, og hvor jeg kunde i al Stilhed og Roe levende for at arbejde og paa Adskjelligt jeg er i Færd med, kun er Vanskeligheden at finde et stille roligt Hjem, og det er faldet mig ind at bede Dem gjøre mig en lille Tjæneste, hvis det ikke vil genere Dem, engang ved Lejlighed, jeg tænker ­at spørge Hambro, for Exempel, om han ikke maaske kjendte et Sted i det Sydlige England, ved Hastings eller hvilket som helst Sted ved Kanalen, helst paa Landet, hvor en eene Dame kunde »boarde«. Kjender De det Udtryk, paa Dansk vel snarest »være i Kost«. Spørg ham til Raads herom, da han er Dansk vil De jo for en Landsmand kunde udfolde det for ham, og De maae gjerne sige ham hvem det er og Alt om mig. Var det muligt, opnaaede jeg lettere derved adskjellige Øjemed end ved for det Første, at gaae til America. Klimatet er miildt ved Kanalen om Vinteren, min Læge har oftere vilde haft mig derover, naar han troede at en Vestindie Rejse var for vidtløftig. I dette Øjeblik kunde det af flere Grunde convenere mig, naar jeg opgav for dette Aar den lange Rejse over Havet. Kan De, og vil De tale derom, og kunde De udrette Noget, troer jeg det vilde være godt for mig, men lad det ikke genere Dem et Øjeblik, hvis De ikke har Lyst at forespørge om Sligt; og jeg gaaer da trøstig over Oceanet. ­

I Deres Brev siger De mig Intet om »To be or not to be« hvad de sige om den i England, dog de kan jo neppe have læst den endnu! Hvor har De nu tumlet Dem siden jeg hørte fra Dem? Har De faaet Lov at blive i landlig Roe, eller er De manet ind i high lifes Malstrøm, hvor De bliver baaret paa Hænder, som da overalt hvor De kommer! - Hvor det morer mig at tænke de Bøger Dickens havde stillet paa Deres Bord, ja jeg gaaer daglig i Tankerne Deres Brev igjennem, og nyder hvært Ord om igjen, ogsaa søger jeg, men lidt forgjæves at see videre frem, hvad der videre hænder Dem, kjære Ven. Det er for mig moersom at læse dette Brev i dette Øjeblik, jeg lever med Dem i Deres første Ophold i London, jeg er nemlig ved at oversætte det; jeg er ikke kommet videre, da jeg i Vinter har været afbrudt af nogle islandske Sagaer; men nok om det. De vilde ikke kjende Danmark igjen i Aar, her er varmt og tørt; ja - desto værre for tørt , siden Maj har det ikke regnet, og nu frygte de for Høsten; men det bliver nok Alt Godt, med Guds Hjelp, for det lille Danmark. Der staaer Budet ved Døren, og vil have Brevet paa Posten - Farvel kjære ædle Ven, Gud velsigne Dem, Alting er saa lyst og Godt naar jeg tænker paa Dem! Glem ikke Deres Søster

Jette.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost