The Hans Christian Andersen Center

Dato: 10. oktober 1856
Fra: Henriette Wulff   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Nr. 357. Fra Henriette Wulff.

Fredag Eftermiddag [10/10 eller 17/10 1856]

Kjre gode Andersen! Jeg kan mrke paa Sster Ida, ved at sprge hende ud, om hvordan De havde det i Dag, da jeg destovrre ikke var hjemme, medens De var her, at De har vret lidt utilfreds, med hvad jeg havde sagt om anden Deel,3228) og det har gjordt mig saa bedrvet og urolig at jeg maa tale et Par Ord med Dem, fr vi sees i Morgen kjre broderlige Ven, De maae ikke sige at jeg udtalte mig heftigt, det troer jeg at have vret en Umulighed, da jeg jo naturligviis ingen slig Flelse kan have haft. Jeg spurgde Dem om De vilde hre hvad Intryk de to Deele havde gjordt paa mig, De svarede ja, og jeg sagde Dem uforbeholdent Int[r]ykket paa mig, som jo i ingen ingen

Henseender er, eller kan vre nogen Dom, eller betyde det allermindste! De Ting jeg havde at indvende imod anden Deel, kunde maaske for en rigtig Critiker vre lutter virkelige fuldkomne Ting, som jeg ogsaa flere Gange gjentog, og der var altsaa aldeles ingen Grund, til at det Intryk anden Deel gjr [paa] mig, skulde vre det, det vilde gjre paa Andre. Jeg troede at der vist vilde vre Mange der foretrak anden Deel, og det hrer jeg nu ogsaa til min Glde, at der er en Mand der gjr, og Mange Mange vilde vist sige det Samme. Havde jeg ahnet at hvad jeg sagde, kunde forvolde Dem et jebliks Mismod, havde jeg jo aldrig talt saa aabenhjertigt; men Misforstaaelse er her ogsaa, for man kan godt finde et Kunstvrk herligt, fordi enkelte Deele deri tiltaler mindre end Andre. Nu er De da ret vred og utilfreds med mig, kjre Andersen, tnk det ahnede jeg ikke; men tnk atter venligt paa mig! Og hvad jeg kan afvige i min Mening fra Andres, saa skriv De det paa mine mange Manglers Regning, og at jeg i Alt gaaer min egen skjve Gang, som oftest gandske modsadt Alle Andres her tillands. Jeg er fuldkommen overtydet om, De vil hste Lauerbr for denne Bog som for ingen Tidligere, og hvem skal glde sig hjerteligere derved end jeg, just

fordi jeg finder det saa velfortjnt! Vr nu endelig slet ikke vred , eller [i] ondt humeur, eller mismodig, eller lowspirited, eller Alt hvad det hedder, De veed ikke hvor jeg finder mig utaknemlig, hvis jeg et jeblik kunde vre Skyld i en slig Flelse; mig De har gjordt idel Glde og Godt! Shake hands, and let us be good friends as ever!

Jeg glder mig ret til at see Dem i Morgen, men De maa endelig bringe venligt Sind med, mod Deres tro Sster

Jette.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost