Dato: 26. marts 1856
Fra: H.C. Andersen   Til: Bernhard Severin Ingemann
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn 26 Marts 1856.

Kjære Ven!

I lang Tid har jeg ikke hørt fra Dem, længe har jeg selv heller ikke sendt Brev og dog er De og Deres Kone saa levende i min Tanke! - men jeg har ikke været ret vel, jeg har følt mig trykket aandeligt og legemligt; dette nye Aar har ikke været endnu det behageligste, ja jeg har ikke engang ret bestilt [Nok rettet til:] Noget, er ikke kommet fremad i min ny Roman, som dog er min egentlige Leven for Øjeblikket. Hvad har jeg da feilet spørger De; jeg gik lang Tid i Smerte med en syg Tommelfinger, kunde i henved 14 Dage ikke ret bruge Haanden, og dertil kom nu en anden huuslig Sag der i Maaneder, kan jeg sige, betog mig. Vi fik her i Huset ved November en ny norsk Pige; fra den Tid hun kom, forsvandt altid mine Penge, snart tabte jeg Pengepungen med flere Rigsdaler i, snart svandt en Species, saa en 5 Rdlr Sæddel, men det faldt mig ikke ind at Nogen tog fra mig, jeg meente at jeg gik og tabte det, men da det saa ofte gjentoges sagde jeg det en Dag til Mad: Anholm hvor jeg boer, med det [overstr, det] Tilføiende, "her er jo dog neppe Nogen om os der kunde tage det!" - da yttrede hun Frygt for at det kunde være den norske Pige, thi [Mad: rettet til:] Fru Anholm havde ogsaa mistet Penge og det en Sæddel paa 50 Rdlr, nu passede jeg paa og da af min Tegnebog, som jeg havde lagt ned i en aaben Skuffe, igjen / en Sæddel forsvandt sagde jeg det, men havde aldrig tilladt at man mældte det paa Politiet; uden at jeg var underrettet derom, gjorde man dette, Pigens Gjemmer blevet efterseete, der fandtes Intet og hun benægtede Alt. Jeg var aldeles fortvivlet over at maaskee en uskyldig var mistænkt, frygtede at hun kunde tage Livet af sig, kort jeg leed meget, piinte mig selv. Imidlertid kom en Reisende der strax ved samme Piges Træden i Tjeneste havde været her og hvem hun havde opvartet, han forklarede at han ogsaa havde mistet 50, men ikke talt derom, da han ikke klart kunde bevise det. Hun fik imidlertid sin Afsked, men blev nogle Dage i Huset for at gaae med Skib hjem til Norge, samme Morgen hun skulde have reist, men der kom Forhindringer for Fartøiets Affart, mistede en Herre i Huset hos os 90 Rdlr, og samme Pige havde denne Morgen været paa hans Værelse, nu blev hun igjen anklaget, og pludseligt fandtes Pengene kastede paa Gangen; hun førtes i Arrest, men uagtet al Prøven og Udspørgen, kunde Poletiet Intet faae ud af hende, hun paastod sin Uskyldighed, nu telegrapherede Poletiet til Norge for at høre om hendes Forhold der og samme Dag kom Svar og senere Brev at hun var en haard Characteer og at man, hvor hun sidst tjente, havde mistet mange Ting, og saaledes ogsaa 70 Species, men at det havde været umueligt at bringe hende der til at tilstaae; - nu var hun moralsk overbeviist og først da fik jeg Ro, thi jeg havde lidt meget over at jeg var den der her / først havde talt hjemme om at jeg savnede Penge. Hun blev paa Raadstuen lige til i forrige Uge uden at tilstaae, og er nu sendt til sin Hjemstavn. Ingen af Folkene her i Huset holdt af hende, hun talte altid ondt om dem og havde et fælt Blik og noget sledsk der i høi Grad var mig imod. - Jeg veed at jeg herefter om der stjæles nok saa meget fra mig, [overstr: jeg] taler ikke derom, jeg har været piint nok ved denne Begivenhed. - Forøvrigt har jeg fundet stor Nydelse i Læsningen af en Bog, som jeg i høi Grad maa anfale Dem, en tydsk anonym Roman: "Eritis sicut Deus". Da jeg en Dag fortalte Conrad Rothe Ideen i min kommende Bog, sagde han: Det er jo den samme, som er givet i "Eritis sicut Deus", nu fik jeg hos Provst Tryde Bogen tillaans og er snart færdig med den; det er et heelt Værk, tre tykke Bind, omtrent 100 Ark; men med Undtagelse af Dickens og Walter Scott veed jeg faae Romanforfattere der synes mig mere end denne at bryde en ny, interessant Bane, eller ogsaa har jeg læst for lidt i denne Retning, Det er en Bog, der viser hvorledes Videnskaben, eller rettere Philosophien kan udskeie og i sin Fornægten af en Personlig Gud, og en Bryden med Bibelens Aabenbaring bringer Ulykke i det huuslige og sociale Liv. Der er et forbausende Indblik i det menneskelige Hjerte, aandfulde Afhandlinger og noget Storartet, en Goethes Aand over det Hele; / men man maa stadigt holde sig nær til Forfatteren, see hvor han vil hen for ikke at nedvirvles i de blasphemiske og lidenskabelige Hvirvler. - En anden Læsning har gjort mig godt og det er Deres Skrifter, som jeg nu samlede har anskaffet mig og i Vinter har levet tilbage i; Deres fromme Morgen og Aftensange, de evig skjønne Psalmer have især fyldt mig og været en sand Vederqvægelse, alene i disse vil De leve gjennem Tiderne. Dernæst Tak for Romanerne!

Vinteren er endnu ikke paa Flugt, i Dag knuger den stærk og sætter lis paa Ruderne, men Solen har stærke Kræfter, og saasnart den faaer trukket frem grønne Knopper, vil jeg alt iaar paa Landet, jeg kommer vel ikke stort længer end omkring i Sjælland, Fyen og Jylland, samt et Spring til Maxen hos Serres, jeg tænker paa i Sommer-Ro, mellem venlige Mennesker at faae min Roman færdig. - Paa Onsdag den 2den April er jeg da eet Aar over de halvtreds, det gaaer altsaa ned af hundredaars Bakken, gid Udsigten maa være noget smuk, og jeg have Øie og Sind for at nyde den.

Fra Fru Rosenørn, Overhovmesterinden, kan jeg ret hilse Dem og Deres Kone, jeg spiiste Paaskedag med hende hos Enkedronningen og hun talte meget om Dem. Hils Vennerne i Sorø og mellem Vennerne troer jeg især at kunne regne Svanes! Nu Lev vel! Gud glæde og bevare Dem og Deres kjære Kone.

hjerteligst H.C. Andersen.

[langs kanten:]

Fru Jerichau har faaet en Datter, begge ere vel.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 14, 382-85)