The Hans Christian Andersen Center

Du har sgt p: +Andersens +Hus

G til frste fund  Tilbage til sgeresultaterne

Dato: 20. november 1855
Fra: Jonna Stampe, f. Drewsen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Christinelund d. 20de November 1855.

Kjreste Andersen! Hvor jeg blev rrt over at De saa venligt skrev til mig; skjndt min Brevgjld var lige saa stor som Deres, thi vore sidste Breve krydsede hinanden, saa jeg jo har to Breve at takke Dem for. Og det er ikke alene det venlige Sindelag, at De ofte tnker paa mig og sender mig Brev, som fornier mig; men det er ogsaa den Flelse jeg ved Deres sidste Breve har faaet og som jeg skylder Dem Tak for: at De nu har forstaaet hvor megen Interesse jeg i Sandhed har for Dem og Deres Eiendommelighed, og hvor kjrt det er mig at De personligt fler Lyst til at henvende Dem til mig. Deres "Livs Eventyr" har jo oplyst mig om en Fortid, som jeg var for meget Barn til klart at fatte, og om et indre Liv, som jeg, saalidet som de Fleste kjendte; " wie selten ahnt ein Freund was Dein Gemth bekriegt, ihm steht vom Weiten was Dir nchst am Herzen liegt," og gjlder dette om Vennerne, hvor meget mere da om de Fjernere. Men det gjr godt at lre et Menneske rigtig at kjende og at see hvor Guds Kjrlighed har ledet dets Veie, baade de synlige og usynlige; det gjr ogsaa godt, i vor afslibende, jevnede Tid, hvor Personligheden nsten altid afstumpes, at see en Natur saa ganske fra Herrens Wlaand, saa uberrt af Omverdenen, at den bliver sig selv tro baade i Fyrstens Sale og den Fattiges Kammer, og som trods al Slibning og "Opdragelse" af Verden, dog beholder sit eiendommelige Prg. Jeg glder mig inderligt over at hre Dem fortlle om Deres Hjems Hyggelighed, og om hvor godt det gjr Dem at tye dertil; men man kan jo umuligt lse Deres "Livs Eventyr" uden at vide at der gives en Sindets Ensomhed inden i Dem, som ikke finder sin Husvalelse i Verden, at om der end er hyggeligt og godt i Stuen, eller om Vennerne ere aldrig saa kjrlige, saa "ligger der dog i Dem selv en Skat," som hverken Vennerne eller Verden kjender til. Men er det ikke godt at have Noget, som vi ganske give Herren, og at dette Noget maaskee er vor dybeste Skat? Han er dog den Eneste som tilbunds kjender og forstaaer os, og som elsker os, som vi trnge til at elskes, elsker os trods Synd og Ukjrlighed, og veed bedre end vi selv, hvad der tjener til vort Bedste; i al vor Nd og i vor bedste Glde er det dog saa betryggende, ja saligt at hvile i Hans Kjrlighed, som ikke forandres!

Hvor jeg tidt lnges efter at tale rigtigt med Dem, saadan ud af Hjertet og igjen hre Dem tale aabent og forstaaende til mig. Helst saae jeg Dem jo i mit eget Hjem, og der vilde vi vel ogsaa bedst finde Ro, men jeg havde dog ogsaa gkdet mig til at see Dem paa Nyse, dog kan det jo skee ad Aare; jeg veed jo hvor meget de der nske at have Dem hos sig og hvor langt bedre og hyggeligere der i alle Henseender er paa Nyse, saa jeg maa vre taalmodig. Om jeg i Vinter kommer til Byen, er uvist, jeg nsker det for Brnenes Skyld, thi de lnges saa magelst efter Agnete og alle gode Venner derinde; men hvis jeg kommer, vil De saa

love mig at sige mig naar De vil spendere en Dag paa mig, saa bliver jeg hjemme, ogNu skal Brevet afsted, heller end lade Dem vente paa min varme Tak, sender jeg disse ufuldendte Linier! forstaa dog i alt at De har en fuldtid Ven i

Deres Jonna Stampe

Tekst fra: H.C. Andersens Hus