Dato: 6. september 1855
Fra: H.C. Andersen   Til: Jonas Collin d.æ.
Sprog: dansk.

282. Til Jonas Collin. Weimar 6 Sept: 1855.

Min trofaste, faderlige Ven!

i Dag er det netop 37 Aar siden jeg første Gang kom til Kjøbenhavn, derpaa tænkte jeg imorges da jeg vaagnede, huskede alt det Oplevede, Alt hvad Gud havde undt mig, jeg blev forunderlig blød, men mit Hjerte var dog bedrøvet,jeg har i de sidste Dage aandeligt lidt; Brev turde jeg, efter min Beregning ikke vente hjemme fra, før Løverdag, dog gik jeg hen paa Posthuset og j eg fandt en heel Rigdom der, fra Dem, fra Eduard, fra Louise og Ingeborg, og hvilke velsignede Breve, jeg læser dem igjen og atter! - Ja, jeg veed, jeg forstaaer, jeg velsigner den Kjærlighed De Alle i mit rette Hjem have til mig! jeg er saa taknemlig glad, saa styrket der­ved, gjerne skrev og sagde jeg Dem det hver, men kun eengang kan det ret siges, lad dem læse dette mit Brev! tryk deres Hænder fra mig, tak dem! siig Eduard at han er dog mageløs kjærlig og god, - ja een af de første Dage faaer. han Brev fra mig! - De har troet mig død, - ja, jeg veed hvor inderligt hver har tænkt paa mig, vi høre jo hinanden til her og hos Gud! - Edgar maa nu være kommet hjem, jeg tænker mig at han er det igaar (Onsdag-Morgen), han vil have fortalt om vort Samliv! De kan tro han har været høist elskværdig, saa livlig, saa deeltagende, saa god; jeg fulgte ham op til Cassel for at han kunde i to halve Dage, fra vi skiltes, naae Hamburg; mit Sind var nedstemt, det var mig saa tungt at slippe ham, det var i det Øieblik, som saae jeg sidste Gang i denne Verden Een af Kredsen i mit Hjem! - Han var ogsaa forstemt; nu tør jeg troe han er glad mellem sine Kjære. Fra min Upasselighed i Heilbron kan neppe Dødsrygtet være udgaaet, det maa dog komme fra Forvexling med Edgar og mig, der var paa Dampskibet, som vi paa Vierwaldstättersøen forlod flere Danske, de maa i Breve hjem have udtrykt sig utydeligt; jeg har imidlertid siden jeg laae i Damp og Hede i Heilhron ikke følt mig ganske vel, hele min Hud er i en underlig irritabel Tilstand, bestandig en 30 neldeagtig Brænden, og en ganske febril Irritabilitet. I Weimar tog jeg, ved min Ankomst, strax ind hos Kammerherre Beaulieu, som Eduard nu kjender og synes saa godt om, her har jeg det jo, som i et Hjem, Byens første Familier komme her, Alle ere jo mageløse opmærksomme og ven­lige mod mig, men Humeuret nu -, det løfter sig vel! Brevene i Dag have virket saa velsignet, saa godt. Sidst i denne Maaned tænker jeg at

være hjemme, jeg længes derefter, som jeg aldrig før har længtes; De vil forstaae hvor fast mit Hjerte hænger derved; ellers vilde heller ikke den mindste bittre Draabe der udgik derfra have den Virkning paa mig den har. - Cholera er rundt om i Tydskland; kun et Par Mile fra Weimar huserer den i Erfurth, som j eg i Mandags reiste igjennem, hældigviis uden 10 at vide at Sygdommen var der. - Dersom Serres er i Maxen og Cholera ikke, som man siger, har naaet Dresden, da tager jeg derhen fra Weimar, men vil De indtil videre lade alle Breve gaae til »Weimar poste restante«. - Fra Hauch fik jeg forleden et Brev, saa mageløst inderligt, saa fuldt af Hjerte og Poesi, saa fortroligt, det rørte mig! min nye Bog er det, som havde gjort et saa dybt Indtryk paa ham. - Til Ingeborg og Louise skri­ver jeg næste Gang, deres Breve til mig har jeg læst med Taarer, Gud velsigne og glæde dem for deres Sind mod mig; hils ogsaa Augusta! hvor har hun hjerteligt, naturligt og velsignet udtalt sig i de smaa kjære Skri­velser til mig, naar hun sendte Edgar Brev; tak den kjære Theodor og Viggo for deres Deeltagelse, hils Einar og min Ven Jonas, der jo, som hans Fader skriver, er paa mit Parti, Linds, Drevsens, alle Smaapigerne Edgar, ligesom ogsaa Dr Meyer min Hilsen! Gud bevare dem Alle friske og glade! gid vi Alle i en god Stund mødes.

Deres sønlig hengivne

H. C. Andersen.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Jonas Collin den Ældre og andre Medlemmer af det Collinske Hus