The Hans Christian Andersen Center

Du har sgt p: +"1855-08"*

G til frste fund  Tilbage til sgeresultaterne

Dato: 13. august 1855
Fra: Carsten Hauch   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Den 13. August 1855.

Min inderlig kjre Ven!

Jeg skriver Dem ikke blot disse Linier til for at takke Dem for det venlige Brev, som De sendte mig, men ogsaa for at bevidne Dem min Erkjendtlighed for en anden af Deres poetiske Productioner, som jeg ikke ret har talt med Dem om. Jeg lste forgangen Dag, det var netop en deilig Sommerdag, paa hvilke slige Digte gjre et dobbelt smukt Indtryk, den lille Bog igjennem paany, som De har kaldt Historier; jeg kan ikke nok sige Dem, hvor jeg flte mig tiltalt af flere af de Eventyr og Fortllinger, der her ere samlede. Fornemmelig var det "Aarets Historie", der denne Gang greb mig. Det var netop saadan en Sommerdag med Solglands og Sommerfugle, hvori man hrte Biernes Surren i Grsset, og hvor for Resten intet Blad bevgede sig, saa man ligesom mrker de hemmelige Aanders Tilstedevrelse og Virksomhed, der vve de grnne Sommertoppe og farve Blomsterne og betragte os med deres blinkende Solblink igjennem Trernes Blade; da lste jeg igjen Deres "Aarets Historie". Det er et srdeles deiligt Digt, fuldt af Flelse, Fylde og Digterphantasie. Det er netop et af de Eventyr, hvoraf De har skrevet flere, og som jeg stter allerhiest, hvori De viser, at der i den dristigste Opfindelse ogsaa ligger den hieste Sandhed. Og saadan skal det vre; jo dybere Roden gaaer i Sandhedens Jordbund, des friere og kjkkere kan Toppen vifte mod Skyerne, hit i Luften, baade i Sollys, i Aftenglands og ved Stjerneskjr. De har i dette Digt tillige symbolisk udtalt al den Foraarsglands, Sommerfylde og Efteraarsveemod, der kan ligge i et Menneskeliv. Saadan skal det netop vre i dette Slags Digte; noget Lignende har De gjort i Deres "grimme lling" og i mange andre af Deres Eventyr, hvori der ligger mere Poesie end i mange, bermte, lange Digte. "Hun duede ikke" og "Ib og lille Christine" ere ogsaa meget smukke Fortllinger; baade Deres milde Menneskehjerte og Deres Humor, hvorved De er i Stand til at lade en Hane eller Hne i en Hnsegaard parodiere den menneskelige Daarskab, saaledes som den gebrder sig baade i store og smaae Kredse, baade i store Selskabssale og i dunkle Kjeldere, ere mig usigelig kjre, hvor jeg finder dem, og man finder dem meget ofte hos Dem. Deres "Mit Livs Eventyr" er, saa vidt jeg har erfaret, lst med megen Interesse; jeg talte netop for et Par Dage siden med Cultusministeren derom, ligeledes med Etatsraad Krieger og flere Andre; de ere Alle enige derom, at det besynderlige Livs-Eventyr, som De deri giver os, gjr et digterisk Indtryk, og da det nu ovenikjbet har det forud for andre Digte, at det virkelig er oplevet, saa lser man det med dobbelt Fornielse. Jeg skal ikke negte for Resten, at jeg ofte er bleven forbittret under Lsningen deraf over al den Kulde og persiflerende Malice, vore Landsmnd mod Dem have lagt for Dagen; men, Gud vre lovet, Modvgten mangler heller ikke; har der i Deres Liv vret megen Skygge, saa har der og vret meget Lys deri, og Lysglandsen tiltager med Aarene, det er det Bedste! - I denne Tid har Poesien lidt et stort og uerstatteligt Tab; Atterbom, Forfatteren til "Lycksalighetens " er dd; i mine Tanker er dette Vrk en af de ypperste Frembringelser i den nyere tid, dybere fra Ideens Side end Alt, hvad Sverrig ellers besidder, og paa mange Steder ogsaa dybt og ypperligt udfrt. Hans Poesie havde draget mig til ham (thi jeg ansaae ham for Sverrigs strste Digter), og vi stode i bestandig Brevvexling. Jeg havde haabet at see ham her i Sommer; men det var anderledes bestemt. Han var en af de Faa, der stode tilbage fra en stor Tid; hans, ligesom Tiecks Bortgang (denne sidste har jeg ogsaa kjendt meget nie, og jeg turde vel regne ham blandt mine Venner) har gjort Poesiens nrvrende Verden trang og de for mig; jeg fler mig trt, kjed baade af Roes og af Dadel - thi mod mig vare de begge uretfrdige - og lnges inderligt efter hiint Poesiens Land, som jeg med Vished veed, vi gaae imde, og hvor jeg skal finde mine Venner igjen. Der vil ogsaa vre en smuk Plads for Dem, Andersen, det kan De stole paa. Lev vel, min elskede Ven! Gid nu dette Brev maatte trffe Dem! Besg os endelig, naar De kommer hjem!

Deres trofast hengivne C. Hauch.

[Udskr:]

Sr Wohlgeb.

Herrn Professor H. C. Andersen

Ritter mehrerer Orden

Mnchen

Poste restante

Tekst fra: H. C. Andersens Album