Dato: 7. juni 1855
Fra: Henriette Wulff   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Nr. 322. Fra Henriette Wulff.

Classens Have d 7d Juni 55.

Skjøndt De kun har været tre Dage borte, kjære Ven, seer De mig alt her med Pen i Haand, jeg maa jo takke Dem for de sidste Ark, jeg læste dem just Søndag Aften, som De fløj afsted paa Dampens Vinger bort fra Kjøbh: - og hvilket dejligt Sommervejer fik vi saa ikke for at De kunde glæde Dem over Mark og Skov i Deres Sorø Landlighed, jeg glæder mig saa hjerteligt, er lykkelig ved denne Varme og kan nu gaae - paa mine egne Been - omkring i Haven! Men kjære gode Andersen, nu skulde vi jo tale lidt om disse fire Ark! Helst troer jeg, at vilde gjøre et lille Spring over dem til vi kom til de Næste - men siden De udtrykkelig har bedet mig sige hvad Intryk de have gjort paa mig - saa enfin - maae det jo ud, skjøndt vi skulde til at tale om det Punkt hvor vi To ere saa forskjellige fra hin­anden som vel mulig, De den ubegribelige royalist og aristocrat medens min Natur er saa decideret democratisk og ligesindet, at jeg forsikkrer Dem jeg ofte slet ikke kan faa i mit Hoved, med min bedste Villie, Deres og Fleres Følelser i den Retning. Det er for mig en saa total Fornægtelse af sig selv, af sit eget Jeg - af de Gaver Gud har nodigen skjenket os, en saa ubegribelig Ydmyghed at jeg forbavses - naar et Menneske som De An­dersen

dersom De erkjender at Gud har særlig givet Dem aandelige Gaver - at De

kan føle Dem glad

og hædret

ved at sidde ved - ja det staaer der ­ved Kongen af Preussen2986) eller en anden fornem Mands Bord, - eller ved at modtage en Orden,2987) som de største Kjeltringe bærer, ikke at tale om den Sværm af højst ubetydelige Mennesker - sætter De da virkelig en Tittel, Penge, Fornemhed, Held blodt i de ydre Forhold over

Genie ­Aand- Sjælens Gaver? Kjæreste Andersen, min gode velsignede Ander­sen - nej De mener jo ikke at »takke Gud« for at sidde ved den Fornem­mes Bord, det var vist Noget De ikke ret betænkte da De skrev det, hvad der dog ligger i - De

som har, saavel som enhvær for sig, saa uendelig meget at takke den gode Gud for! - Jeg har kjendt flere Digtere -- Kunst­nere, og virkelig højt begave[de] Aande[r], (som De selv kjære Ven,) der altid meget vel vidste, at det var dem der beærede den højt i Rangen og Rige paa Penge - men fattige i Aanden - naar de vilde komme til ham. At der mellem Fyrster kan være ædle, gode, begave[de] Mennesker, er jeg saa overbeviist om som Nogen - men at de Alle

ere det - ak det veed jeg ligesaa vist ikke er Tilfældet, og da synes mig at deres Bifald er lige saa Intetsigende som enhver anden Ubetydeligheds. ­

Dog kjære gode broderlige Ven, vær nu ikke vred paa mig - jeg havde skrevet to Sider til om dette, men klippede dem bort, og begyndte paa en Disk paa dette Papir, egentlig skulde jeg ikke engang sende disse to første Sider, men jeg kjender mig, at om jeg aldrig saa ofte begyndte paa en frisk, saa kunde jeg dog ikke lade være at sige Dem hvad jeg mener, selv om jeg frygter for De et Øjeblik bliver lidt vred paa mig, finder mig løjer­lig, misforstaaer mig, ja maaske skriver mig paa den sorte Tavle, det maae De ikke gjøre!!

Søndag Morgen

[10. Juni] Hjertens gode Broder!

Nu fik jeg Deres lille Brev fra Sorø, De har alleslags Tanker ved ingen Brev at have faaet fra mig endnu, De vil see af det Foregaaende at Alt tredie Dagen skrev jeg, og [har] hvær

Dag siden sadt mig her - men syntes bestandig at jeg ikke vilde sende det Skrevne, og anderledes kunde jeg dog ikke skrive, nu denne Morgenstund efter at have modtaget Deres kjære Linier, maae jeg lee lidt af mig selv, over at være saa angst for Dem, De er jo dog saa mild og kjærlig imod mig, som var De min virkelig[e]

Bro­der som Chr: og fordi vi ere af forskjellig Mening om en Sag gjør det jo Intet, De

siger jo selv ingen Politiker at være - jeg er jo en ivrig Een, og saa er det jo godt! Men lad mig nu bede Dem tilgive mig ikke at have sendt Brev før - De kan troe jeg i Grunden har længes meget meer efter at skrive, end De efter at faa. Jo Arkene er vel forfarede i min Skrivebord­skuffe og vente paa de Følgende, thi uagtet mit »Notabene« til disse Ark, interesserer det Hele mig jo ikke mindre for det, Alt om Jenny Lind2988) er fortreffeligt og glædeligt, til Deres Ophold i England og Skotland seer jeg [hen] med stor og spændt Forventning. For Deres kjære Brev i Dag, ret inderlig Tak, - men hvilken slem Rejse. Torden, Lynild, Ild i Vogn­hjul, Vandring om Natten - ja seer De, det er nu Alt bare arrangeret af smaa tjænstvillige Aander, der vide med hvem de have at bestille, og at den rejsende Digter vil kunde bringe meget Smukt, selv ud af det Værste. Nu nyder De Gudskelov landlig Roe, frisk Luft, som jeg troer De kan have saa godt af, men glæder mig dog alligevel hjerteligen til De atter kom­mer nærmere ved Classens Have, skyndt det da jo er for snart at flyve langt bort - Gud veed naar vi da atter samles - dog med Dem har jeg det jo saa dejligt - at kunde leve lidt med Dem i Breve, takket være Gud og Deres broderlige tro Sind! Fra Fredrike Bremer havde jeg for nogle Dage et herligt Brev, langt og fuldt udtalt, hun er en sjelden elskelig Natur! Jeg havde bedet hende komme her over og være vores Gjest i Sommer, da hendes Moder døde i Martz,2989) men en ung sygelig Veninde2990) af hende har hun lovet at følge til Søbadene paa Gulland, og skal tilbringe sin Sommer der ved Havskysten noget Synden for Visby, ellers var hun kommet til os, og tilbragt en stille Tid med os, som hun siger, hun saa gjerne vilde; jeg er saa glad over hendes Venlighed mod mig, hendes Udtalelser for mig, og i det Hele, at hun kjærligt har optaget mig i sit Hjerte som en Syster og Veninde - er jeg dog ikke meget lykkelig Andersen? Hun hilser »Vän Andersen« kjærligt, og er endnu saa glad for den Uge hun tilbragte her sidst med Springs - ode reenhjärtade Menniskore som hun saa rigtigt kal­der dem. »Huru godt var det ej att Andersen just da var der i Köpenh:, og at mine Vänner fingo se honum i hans äls[k]värda lynne og geniale naivi­tet,« etc. etc. Men nu Farvel kjære gode Andersen, nu er jeg saaledes kom­met i Skrivehjørnet at jeg havde Lyst at tale langt mere med Dem - men nu har De vist nok for i Dag - og derfor - God bless You!

Chr: omfavner Dem. Worsaae her var i Aftes bad sig errindret af Dem. Skriv mig endelig strax til for at sige mig De er den Samme som altid, som jeg er Deres tro systerlige

Henriette Wulff.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost