The Hans Christian Andersen Center

Dato: 1. maj 1855
Fra: Henriette Wulff   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Nr. 310. Fra Henriette Wulff.

Classens Have 1ste Maj 55.

Min kjre Andersen! De kan vel slet ikke begribe hvor Alt dette hermed Flgende bliver af, jeg har atter vret temmelig poorly i de sidste Dage og ikke kundet sidde ved Skrivebordet, i Dag er det bedre og jeg skynder mig at bringe dette i Stand, gid det var efter nske.

Tusind Tak for Historierne jeg lser dagligen i Dem, De veed jo kjre Ven, hvor inderligt jeg skatter dem Alle, men nu at have dem samlede, selv at kunde sidde og lse og gruble over dem er en stor Herlighed! Illustrationerne finder jeg nsten Alle fortreffelige.

Kun een Eeneste af Historierne kjendte jeg ikke Der er Forskjeld og finder den blandt de allermeest velsignede. Og nu last but nost leaste som man siger, sidst men ikke mindst - Tak for Begyndelsen af Biographien, jeg lste den med den dybeste interesse, bestandig stigende, som om jeg aldrig fr havde hrt Noget om Andersen, ligetil pludselig midt i en Stning - der vaagnede jeg, - De kan troe jeg glder mig til de nste Ark. Jeg finder Deres Prosa, Deres hele Fortlling er gandske ypperlig, smuk, levende, flydende naturlig; det kunde ikke siges

bedre! At jeg kunde have lidt imod hist og her, Gruperingen

af Hndelserne er jo naturligt, der kun kjender saa mange af Deres Livs Billeder fra een Side, uden at have seet dem i de mange saa forskjellige Belysninger, de maae staae i for Dem selv; og hvoraf den vigtigste jo gaaer ud fra Dem selv!

Men - interesserer mig, gjr det jo Alt i hj Grad.

Og nu De selv, kjre Andersen, for jeblikket, - hvad er det? Igjen en Jobsjade? Men nu faaer det vel Ende, nu vi har denne dejlige Maaned fat. Bliv endelig snart rask; dog jeg haaber De er bedre nu med det gode Vejer. Herude er jo alt Fuglesang, Violer, blaa Blger og Soelskin, men seet gjennem Ruden, thi ud tr jeg ikke komme for Kulden, ja - det er jo gandske koldt endnu! Min Fod er elendig, men humeuret om det just ikke er som Mandens i et godt humeur er det dog ubegribeligt Godt efter Omstndighederne, synes mig selv. - Jeg har nylig faaet en prgtig Forsending gode Bger fra Nordamerika, der glde mig en god Deel. I disse Dage skriver jeg til Springs med Bissen der gaaer til Paris - vil De have Noget med? Til Fredrike Bremer kommer jeg nok til at skrive een af Dagene med en ung Kunstner der nsker Brev til hende, skal jeg sige Noget fra Dem?

Jeg beder Dem ikke komme herud, kjre Ven, skjndt her er dejligt, De er en gte Kjbenhavner, der jo kun aander let indenfor dens Mure hony soit qui mal y pense - men det vil blive en stor Glde engang at see Dem igjen.

Chr hilser kjrligst, og saa gjr Deres altid systerlige

Henriette Wulff.

Send mig endelig alt, som De nsker frget over paa Dansk, som De kan vre tjnt med mine svage Krfter ved; det er saa dejligt at kunde gjre, selv det Allerubetydeligste for Dem, der har gjordt og gjr saa meget for Alle os Andre!

[Paa et srligt Ark flger Henriette Wulffs af Andersen ikke benyttede Oversttelse af Kenneth R. H. Mackenzies

Postcript til hans Oversttelse af

I Sverrig :]

Efterskrift.

Og hvad skal jeg nu sige?

Her sidde vi igjen ved vore egne Arnestder, og kunde i al Roe tnke over de lyse Scener gjennem hvilke vi have fulgt den venlige Digter. Lyse! Hvad er lysere end et Glimt af det fortryllende Naboland, som vores Frer siger os er altid nr! Vi fle os bedre, frommere efter en saadan Rejse, med en saadan opmuntrende brndende Lampe, som denne Bog er, i vores Haand! Andersen har berrt sin Lyres vildeste og mmeste Strnge, og heftigen udslynget de fulde og blgende Tanker der fyldte hans Sjl. Har han ingen videre Mening, ingen dybere Betydning i dette Vrk? Jo! Visseligen. Han vilde gjre, og maaske gjr han det, Digtere af sine Tilhrere [Rettet med Andersens Haand , idet Ordene:

og maaske gjr han det, Digtere af er overstreget

: til Digtere og maaske gjr han det]. Han vilde bringe dem til at tnke. Han vilde minde dem om det Naturens Stempel, som en mgtigere Skjald har sagt os, gjr hele Verden beslgtet.2952) Digtkunst, - og Folk begynde nu at see, at fle det, - er ikke saa umaadeligt uforenelig med selskabeligt Liv, og Andersen har viist det, har sgt at vise det gjennem hele sin literaire Bane. Han har opdaget Poesie blandt de meest almindelige Ting. Og hvorledes? Ved at sge det! Men han har tillige forsgt

[Rettet af Andersen:

bestrbt sig for], og det med fortreffeligt Held, at vise den nre Forbindelse der er mellem de hjeste helligste, og de laveste Beskjftigelser. Hans Vrker indeholde en Lre, en Lre som det var vel hele Menneskeslgten vilde studere; og de gaae endnu videre end til den blotte Lre, ved at bevise den Stning med sejerigt Held.

Hans sidste Capitel indeholder det meest afgjrende Udtryk deraf. Er der ikke Poesie i Alt, men meest i det der gjr det Vsen strre, hvem Gud skabte i sit Billed? Der have vret Mennesker, og der ere endnu saadanne, der nedtrykke Menneskeheden til lige med Dyret. Slige Mennesker betragte altid Forstand som et Intet, og slige Mennesker ere Andersens Fjender.

Da gamle sop, eller den der skrev hans Fabler, gav Dyrene Mle og hvede dem, gjorde han det ikke for at hve Menneskeslgten endnu mere? Betnk da, at Andersen gjr ligesaa. Naar han lader Blomsterne fortlle Maanen deres Sorger, flger han kun i sop's Spor, i det samme jemed, og med det samme Held. Dette er den indre Mening af hans tilsyneladende barnagtige [Rettet af Andersen til:

Brne] Bger. Men barnagtige [Rettet af Andersen til:

Brne] Bger virke meest, fordi det er det frste Indtryk, og vi see med Glde tilbage til de Fee-Eventyr der berigede vore unge Sjle med en moralsk Handling og yndigt Tryllerie. Som Grenen bjes vil Tret groe. Intet Barn, det er forlngst bemrket, troer bogstaveligen, det det hrer, men er, - lad det forstaaes ret, - dybsindigt nok, til at forstaae Fablens tilslrede Mening.

Heri ligger Styrken og den vedvarende Sttte for Digtere liig Andersen. Men dette er ikke hele hans Kald. At besynge Videnskaben, Poesiens Californien, er en Deel deraf. Ingen Digter uden han selv kan gjre det. Lad os haabe, at han vil selv indsee det. Hvor fuldeligen han kunde gjre det, er bevist ved Hymnen til Dampkraft i det Kapitel kaldet Trolhtten, blodt for at tage et enkelt Beviis.

Bortkast ikke Din mgtige Harpe, men idet Du yndigt bruger den giv snart Verden Digtet om Videnskaben. Alt, tnker jeg Du grunder derpaa; giv da dine strke Flelser frit Lb, og berr atter med din Mester-Haand Din Lyres villige Strnge. Som Mand tnk paa Dine Medmennesker, dem Du vil hve; som Digter - tnk paa Digtekunstens Sag!

O Digter, errindre vores egen Digters Ord2953) - Digternes Digter:

Besidder Du Musens hellige Inskydelse

Vr ikke dsel med din Kraft paa en uvrdig Sang

Formrkende din Magt, idet Du laaner lave Gjenstande Lys;

- men vend stadigen dine Tanker til den ny Aladdin. Du har stridt delt, strid igjen, og frembring af din indre poetiske Skat! Saaledes opmuntrer jeg (opraaber jeg) Dig til dette dle Vrk, idet jeg siger Dig Farvel!

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost