Dato: 1. maj 1855
Fra: Henriette Wulff   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Nr. 310. Fra Henriette Wulff.

Classens Have 1ste Maj 55.

Min kjære Andersen! De kan vel slet ikke begribe hvor Alt dette hermed Følgende bliver af, jeg har atter været temmelig »poorly« i de sidste Dage og ikke kundet sidde ved Skrivebordet, i Dag er det bedre og jeg skynder mig at bringe dette i Stand, gid det var efter Ønske.

Tusind Tak for »Historierne« jeg læser dagligen i Dem, De veed jo kjære Ven, hvor inderligt jeg skatter dem Alle, men nu at have dem sam­lede, selv at kunde sidde og læse og gruble over dem er en stor Herlighed! Illustrationerne finder jeg næsten Alle fortreffelige.

Kun een Eeneste af Historierne kjendte jeg ikke »Der er Forskjeld « og finder den blandt de allermeest velsignede. Og nu »last but nost leaste« som man siger, »sidst men ikke mindst« - Tak for Begyndelsen af Bio­graphien, jeg læste den med den dybeste interesse, bestandig stigende, som om jeg aldrig før havde hørt Noget om »Andersen«, ligetil pludselig midt i en Sætning - der vaagnede jeg, - De kan troe jeg glæder mig til de næste Ark. Jeg finder Deres Prosa, Deres hele Fortælling er gandske ypper­lig, smuk, levende, flydende naturlig; det kunde ikke siges

bedre! At jeg kunde have lidt imod hist og her, Gruperingen

af Hændelserne er jo natur­ligt, der kun kjender saa mange af Deres Livs Billeder fra een Side, uden at have seet dem i de mange saa forskjellige Belysninger, de maae staae i for Dem selv; og hvoraf den vigtigste jo gaaer ud fra Dem selv!

Men - interesserer mig, gjør det jo Alt i høj Grad.

Og nu De selv, kjære Andersen, for Øjeblikket, - hvad er det? Igjen en »Jobsjade«? Men nu faaer det vel Ende, nu vi har denne dejlige Maaned fat. Bliv endelig snart rask; dog jeg haaber De er bedre nu med det gode Vejer. Herude er jo alt Fuglesang, Violer, blaa Bølger og Soelskin, men seet gjennem Ruden, thi ud tør jeg ikke komme for Kulden, ja - det er jo gandske koldt endnu! Min Fod er elendig, men »humeuret« om det just ikke er som Mandens i et »godt humeur« er det dog ubegribeligt Godt efter Omstændighederne, synes mig selv. - Jeg har nylig faaet en prægtig Forsending gode Bøger fra Nordamerika, der glæde mig en god Deel. I disse Dage skriver jeg til Springs med Bissen der gaaer til Paris - vil De have Noget med? Til Fredrike Bremer kommer jeg nok til at skrive een af Dagene med en ung Kunstner der ønsker Brev til hende, skal jeg sige No­get fra Dem?

Jeg beder Dem ikke komme herud, kjære Ven, skjøndt her er dejligt, De er en ægte Kjøbenhavner, der jo kun aander let indenfor dens Mure »hony soit qui mal y pense« - men det vil blive en stor Glæde engang at see Dem igjen.

Chr hilser kjærligst, og saa gjør Deres altid systerlige

Henriette Wulff.

Send mig endelig alt, som De ønsker færget over paa Dansk, som De kan være tjænt med mine svage Kræfter ved; det er saa dejligt at kunde gjøre, selv det Allerubetydeligste for Dem, der har gjordt og gjør saa meget for Alle os Andre!

[Paa et særligt Ark følger Henriette Wulffs af Andersen ikke benyttede Oversættelse af Kenneth R. H. Mackenzies

»Postcript « til hans Oversæt­telse af

»I Sverrig «:]

Efterskrift.

Og hvad skal jeg nu sige?

Her sidde vi igjen ved vore egne Arnestæder, og kunde i al Roe tænke over de lyse Scener gjennem hvilke vi have fulgt den venlige Digter. Lyse! Hvad er lysere end et Glimt af det fortryllende Naboland, som vores Fører siger os er altid nær! Vi føle os bedre, frommere efter en saadan Rejse, med en saadan opmuntrende brændende Lampe, som denne Bog er, i vores Haand! Andersen har berørt sin Lyres vildeste og ømmeste Strænge, og heftigen udslynget de fulde og bølgende Tanker der fyldte hans Sjæl. Har han ingen videre Mening, ingen dybere Betydning i dette Værk? Jo! Visse­ligen. Han vilde gjøre, og maaske gjør han det, Digtere af sine Tilhørere [Rettet med Andersens Haand , idet Ordene:

og maaske gjør han det, Digtere af er overstreget

: til Digtere og maaske gjør han det]. Han vilde bringe dem til at tænke. Han vilde minde dem om det Naturens Stempel, som en mægtigere Skjald har sagt os, gjør hele Verden beslægtet.2952) Digt­kunst, - og Folk begynde nu at see, at føle det, - er ikke saa umaadeligt uforenelig med selskabeligt Liv, og Andersen har viist det, har søgt at vise det gjennem hele sin literaire Bane. Han har opdaget Poesie blandt de meest almindelige Ting. Og hvorledes? Ved at søge det! Men han har til­lige forsøgt

[Rettet af Andersen:

bestræbt sig for], og det med fortreffeligt Held, at vise den nære Forbindelse der er mellem de højeste helligste, og de laveste Beskjæftigelser. Hans Værker indeholde en Lære, en Lære som det var vel hele Menneskeslægten vilde studere; og de gaae endnu videre end til den blotte Lære, ved at bevise den Sætning med sejerigt Held.

Hans sidste Capitel indeholder det meest afgjørende Udtryk deraf. Er der ikke Poesie i Alt, men meest i det der gjør det Væsen større, hvem Gud skabte i sit Billed? Der have været Mennesker, og der ere endnu saa­danne, der nedtrykke Menneskeheden til lige med Dyret. Slige Mennesker betragte altid Forstand som et Intet, og slige Mennesker ere Andersens Fjender.

Da gamle Æsop, eller den der skrev hans Fabler, gav Dyrene Mæle og hævede dem, gjorde han det ikke for at hæve Menneskeslægten endnu mere? Betænk da, at Andersen gjør ligesaa. Naar han lader Blomsterne fortælle Maanen deres Sorger, følger han kun i Æsop's Spor, i det samme Øjemed, og med det samme Held. Dette er den indre Mening af hans til­syneladende barnagtige [Rettet af Andersen til:

Børne] Bøger. Men barn­agtige [Rettet af Andersen til:

Børne] Bøger virke meest, fordi det er det første Indtryk, og vi see med Glæde tilbage til de Fee-Eventyr der berigede vore unge Sjæle med en moralsk Handling og yndigt Tryllerie. Som Gre­nen bøjes vil Træet groe. Intet Barn, det er forlængst bemærket, troer bog­staveligen, det det hører, men er, - lad det forstaaes ret, - dybsindigt nok, til at forstaae Fablens tilslørede Mening.

Heri ligger Styrken og den vedvarende Støtte for Digtere liig Andersen. Men dette er ikke hele hans Kald. At besynge Videnskaben, Poesiens Cali­fornien, er en Deel deraf. Ingen Digter uden han selv kan gjøre det. Lad os haabe, at han vil selv indsee det. Hvor fuldeligen han kunde gjøre det, er bevist ved Hymnen til Dampkraft i det Kapitel kaldet Trolhætten, blodt for at tage et enkelt Beviis.

Bortkast ikke Din mægtige Harpe, men idet Du yndigt bruger den giv snart Verden Digtet om Videnskaben. Alt, tænker jeg Du grunder derpaa; giv da dine stærke Følelser frit Løb, og berør atter med din Mester-Haand Din Lyres villige Strænge. Som Mand tænk paa Dine Medmennesker, dem Du vil hæve; som Digter - tænk paa Digtekunstens Sag!

O Digter, errindre vores egen Digters Ord2953) - Digternes Digter: ­

Besidder Du Musens hellige Inskydelse

Vær ikke ødsel med din Kraft paa en uværdig Sang

Formørkende din Magt, idet Du laaner lave Gjenstande Lys;

- men vend stadigen dine Tanker til den ny Aladdin. Du har stridt ædelt, strid igjen, og frembring af din indre poetiske Skat! Saaledes opmun­trer jeg (opraaber jeg) Dig til dette ædle Værk, idet jeg siger Dig Farvel!

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost