The Hans Christian Andersen Center

Du har sgt p: +Andersens +Hus

G til frste fund  Tilbage til sgeresultaterne

Dato: 24. december 1854
Fra: Jonna Stampe, f. Drewsen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Christinelund Juleaften 1854.

Min kjre Ven, som jeg holder saameget af, De veed ikke hvorj eg anstrngte mig for at faae Tid i Fredags for at skrive til Dem, men det var mig ganske umuligt, til min store Bedrvelse; jeg vilde saa gjerne at De skulde havt Brev fra mig paa denne kjre Juleaften, et Brev der baade bragte Dem min varme Tak for Deres saa kjre Brev og kjre Gave og som tillige bragte Dem mit Hjertes deltagende Forstaaelse. Ja, thi jeg forstaaer Dem bedre, langt bedre end De troer, jeg fler hvor eensom Den er, som intet Arnested har, og jeg fler det derfor dobbelt smerteligt, naar De saares af de Mennesker, der er dem kjre, fordi jeg synes at vi, Vennerne, paa engang br vre Dem Venner og erstatte Dem Familie, at vi br give Dem Vennernes Hengivenhed og Familie - Forkjrligheden. Den strste jordiske Lykke er jo dog &at blive forstaaet", efter den tragte vi alle; men troer De dog egentlig at Nogen af os naar den Lykke, saaledes om vi begjre den? ak nei, deri ligger vel netop saa ofte Livets Smerte; enten blive vi ukjrligt bedmte, det er jo det Svreste at bre, eller vi blive overvurderede, hvilket da atter ikke er Forstaaelse, eller vi forstaaes maaske af en Enkelt som vi ikke bekymre os om, og lgge saa ikke Mrke til Forstaaelsen, og misforstaaes eller oversees paa samme Tid af Den eller De, der ere os dyrebare; saa vaagner den inderlige Smerte og Ensomheds-Flelse, og troe De mig, den kan man ligesaavel have midt imellem Slgt og Venner, som naar man er tilsyneladende ene. I et saadant ieblik kan Sjlen undertiden finde sin Frelser, finde Ham, der vil forstaae og bre al vor Nd, Han der har sagt: Kommer hid til mig, Alle I, som lide og ere besvrede, jeg vil give Eder Hvile!" men jeg veed fuldtvel, at Smerten maae vre grndsels for det uregjerlige Hjerte forlader Menneskene og sger Ham, og Meget, uendelig Meget maae man opgive, fr man naaer Frelsens Havn, man maae nsten kaste alt overborde, for at Ens Skib ikke skal forlise - har man gjort dette, saa bliver man frelst, men - ja , kjre Ven! nu er jeg midt i den Tale De ikke skjtter om, tilgiv mig, bliv ikke trt af mig, tro dog at Alt hvad jeg siger kommer fra saa kjrligt et Hjerte, et Hjerte der forstaaer og skatter Dem og som saa inderligt, inderligt gjerne vilde lindre Byrden, som jeg dog ikke kan befrie Dem fra! Gud lge Deres Hjerte og give Dem, inden De naaer Maalet, den Fred, som overgaaer al Forstand! - Tak, kjre Ven! for Bgerne; jeg har endnu ikke havt Tid at lse i dem, men jeg glder mig til i disse fredelige Juledage at see ind i Deres Sjl og forstaae Dem. Tak ogsaa for &Dmring', som De gav mig ved min Afreise; den har jeg lst med megen Interesse; hans saarede Hejrte vil vel nok engang vinde Fred og Haab.- Det skulde glde mig meget om &Landsbyhistorien' maatte vinde Paaskjnnelsen, og dette vil jo meget afhnge af Udfrelsen; der er jo saa gribende og strke Momenter i denne Comedie, at man maae fle sit Hjerte bevget deraf, selv om man har meget af det roligere danske Blod i sine Aarer; men De maae ikke foragte en Paaskjnnelse, som er sparsom i Ord og fattig paa Udtryk; det kan her tidt passe: at det stille Vand har den dybe Grund. Det morede Rigmor meget da jeg fortalte hende om den Bog De har klistret til Agnete; men hun spurgte strax: &hvad har han da klistret til mig?&. De seer at ogsaa Brn ere sig selv nrmest. Hun har klippet en Sopha til Dem og bedet mig tilfie, at De endelig snart maatte komme ud til hende. Astrid taler saa ofte om Dem, kysser Deres Billede i Bogen og &kriver' ofte til Andersen. Paa sin Fdselsdag, da hun skulde skjnke Thee for os herhjemme med sine Kopper, sagde hun:& og for Mormor, Morfar, Oldefar, Fengo, Andersen, Vivi.& Det var det Selskab hun nskede sig herud. Naar hun ser den Fugl, De forrede hendei

Kjbenhavn, bliver hun rrt og siger: Andersen gi'et Astrid'. Jeg troer De vilde forundre Dem, naar De hrte, hvor tidt hun tale om Dem. Nu levvel. kjre Andersen! og tak for dette forlbne Aar, for Deres Godhed og Overbrelse med mig, for Deres Trofasthed mod mig, Gud give mig altid i Livet at vre Dem en Ven, som De kan finde, naar De sger mig, og som kan give Dem det Udtryk for sin Hengivenhed, som De nsker. Vi vide jo ikke hvad Aaret vil bringe os, om Sorg, om Glde; men vi vide alle, at vi ere i en kjrlig Faders Varetgt, der vil lade alle Ting tjene os tilgode, saasandt vi elske Ham. Gud vre Dem nr i Deres Livs Prvelser! Han styrke og velsigne Dem!

Deres Jonna.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus