Dato: 24. december 1854
Fra: Jonna Stampe, f. Drewsen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Christinelund Juleaften 1854.

Min kjære Ven, som jeg holder saameget af, De veed ikke hvorj eg anstrængte mig for at faae Tid i Fredags for at skrive til Dem, men det var mig ganske umuligt, til min store Bedrøvelse; jeg vilde saa gjerne at De skulde havt Brev fra mig paa denne kjære Juleaften, et Brev der baade bragte Dem min varme Tak for Deres saa kjære Brev og kjære Gave og som tillige bragte Dem mit Hjertes deltagende Forstaaelse. Ja, thi jeg forstaaer Dem bedre, langt bedre end De troer, jeg føler hvor eensom Den er, som intet Arnested har, og jeg føler det derfor dobbelt smerteligt, naar De saares af de Mennesker, der er dem kjære, fordi jeg synes at vi, Vennerne, paa engang bør være Dem Venner og erstatte Dem Familie, at vi bør give Dem Vennernes Hengivenhed og Familie - Forkjærligheden. Den største jordiske Lykke er jo dog &at blive forstaaet", efter den tragte vi alle; men troer De dog egentlig at Nogen af os naar den Lykke, saaledes om vi begjære den? ak nei, deri ligger vel netop saa ofte Livets Smerte; enten blive vi ukjærligt bedømte, det er jo det Sværeste at bære, eller vi blive overvurderede, hvilket da atter ikke er Forstaaelse, eller vi forstaaes maaske af en Enkelt som vi ikke bekymre os om, og lægge saa ikke Mærke til Forstaaelsen, og misforstaaes eller oversees paa samme Tid af Den eller De, der ere os dyrebare; saa vaagner den inderlige Smerte og Ensomheds-Følelse, og troe De mig, den kan man ligesaavel have midt imellem Slægt og Venner, som naar man er tilsyneladende ene. I et saadant Øieblik kan Sjælen undertiden finde sin Frelser, finde Ham, der vil forstaae og bære al vor Nød, Han der har sagt: Kommer hid til mig, Alle I, som lide og ere besværede, jeg vil give Eder Hvile!" men jeg veed fuldtvel, at Smerten maae være grændseløs for det uregjerlige Hjerte forlader Menneskene og søger Ham, og Meget, uendelig Meget maae man opgive, før man naaer Frelsens Havn, man maae næsten kaste alt overborde, for at Ens Skib ikke skal forlise - har man gjort dette, saa bliver man frelst, men - ja , kjære Ven! nu er jeg midt i den Tale De ikke skjøtter om, tilgiv mig, bliv ikke træt af mig, tro dog at Alt hvad jeg siger kommer fra saa kjærligt et Hjerte, et Hjerte der forstaaer og skatter Dem og som saa inderligt, inderligt gjerne vilde lindre Byrden, som jeg dog ikke kan befrie Dem fra! Gud læge Deres Hjerte og give Dem, inden De naaer Maalet, den Fred, som overgaaer al Forstand! - Tak, kjære Ven! for Bøgerne; jeg har endnu ikke havt Tid at læse i dem, men jeg glæder mig til i disse fredelige Juledage at see ind i Deres Sjæl og forstaae Dem. Tak ogsaa for &Dæmring', som De gav mig ved min Afreise; den har jeg læst med megen Interesse; hans saarede Hejrte vil vel nok engang vinde Fred og Haab.- Det skulde glæde mig meget om &Landsbyhistorien' maatte vinde Paaskjønnelsen, og dette vil jo meget afhænge af Udførelsen; der er jo saa gribende og stærke Momenter i denne Comedie, at man maae føle sit Hjerte bevæget deraf, selv om man har meget af det roligere danske Blod i sine Aarer; men De maae ikke foragte en Paaskjønnelse, som er sparsom i Ord og fattig paa Udtryk; det kan her tidt passe: at det stille Vand har den dybe Grund. Det morede Rigmor meget da jeg fortalte hende om den Bog De har klistret til Agnete; men hun spurgte strax: &hvad har han da klistret til mig?&. De seer at ogsaa Børn ere sig selv nærmest. Hun har klippet en Sopha til Dem og bedet mig tilføie, at De endelig snart maatte komme ud til hende. Astrid taler saa ofte om Dem, kysser Deres Billede i Bogen og &kriver' ofte til Andersen. Paa sin Fødselsdag, da hun skulde skjænke Thee for os herhjemme med sine Kopper, sagde hun:& og for Mormor, Morfar, Oldefar, Fengo, Andersen, Vivi.& Det var det Selskab hun ønskede sig herud. Naar hun ser den Fugl, De forærede hendei

Kjøbenhavn, bliver hun rørt og siger: Andersen gi'et Astrid'. Jeg troer De vilde forundre Dem, naar De hørte, hvor tidt hun tale om Dem. Nu levvel. kjære Andersen! og tak for dette forløbne Aar, for Deres Godhed og Overbærelse med mig, for Deres Trofasthed mod mig, Gud give mig altid i Livet at være Dem en Ven, som De kan finde, naar De søger mig, og som kan give Dem det Udtryk for sin Hengivenhed, som De ønsker. Vi vide jo ikke hvad Aaret vil bringe os, om Sorg, om Glæde; men vi vide alle, at vi ere i en kjærlig Faders Varetægt, der vil lade alle Ting tjene os tilgode, saasandt vi elske Ham. Gud være Dem nær i Deres Livs Prøvelser! Han styrke og velsigne Dem!

Deres Jonna.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus