The Hans Christian Andersen Center

Dato: 29. november 1854
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Wulff
Sprog: dansk.

Nr. 284. Fra Henriette Wulff.

Bleak House Onsdag Aften [29/11 1854].

De bliver jo ikke forskrkket, kjre Ven, at der saaledes hvr Aften kommer en lille venlig Hilsen fra mig, men da jeg nu i dette jeblik modtog Deres kjre velsignede Brev fra i Aftes, kan jeg ikke lade vre strax at takke Dem, frst for Brevet, og saa for Tilladelsen at maatte laane Historierne.

Da jeg havde lst Deres Brev, faldt jeg hen i de vemodigste Grublerier; en saadan Mngde, jeg nskede at sige Dem trngte sig frem, saa jeg ret nskede jeg sad ligeover for Dem og kunde tale med Dem og frem for Alt bede Dem saa inderligen for Guds Skyld, dog ikke at vre saa srt bedrvet og vemodig, som man fler De er, uagtet Deres Fromhed og Godhed mod alle Mennesker. Men er det vel saa gandske Ret, kjreste Broderven, af Dem at sige: Ingen holder ret af mig! Jeg troer just De er holdt af som Faa, dog veed jeg vel, at vi saa let kan blive ubillige mod de Mange, dersom man trffer Een , der destovrre for ham selv, ikke forstod at paaskjnne det Vld af Godhed, vi saa rigeligen se af - selv om det var en meget kjr - den Kjreste, saa lad os dobbelt elske dem, der ere blevne troe til Enden! Ja kjre Andersen, vi blive jo aldrig frdige her med vore fejlslagne Haab, hvor herligt, hvor trsterigt at vide, der er Et

der aldrig slaaer fejl, En

der aldrig svigter!

De kan troe det gjr mig saa inderlig ondt at De har vret syg i lngere Tid, at De gaaer ud, selv med den strkeste Forkjlelse, kjender jeg jo hos Dem, og haaber at De ogsaa denne Gang, snart skal blive rask, skjndt jeg rigtignok altid nsker helst De plejedes i Varme og Deres Stue. Mellem os vil jeg rligt tilstaae Dem, at det er den eneste Grund hvorfor jeg skulde nske i Vinter at boe i Byen, at vi saa maaske saae Dem jevnligen, og vi Begge vilde gjre Alt, for om muligen vores lille Hjem kunde vre hyggeligt og tiltrkkende for Dem, men det veed jeg da, at der er Mange, hvis Arme, Hjerter og Dre, staae aabne for Dem, saa vi vel sjeldent saae Dem alligevel. Men kjre Andersen, hvor kan De tale om at Deres Venner skal bre over med Deres Svagheder! De er jo det Menneske i Verden, nst efter Broder Chr:, der har frrest Svagheder hvis De To har Nogen overhovedet!! De

staaer jo, det tr jeg jo nok i al Ydmyghed sige lige ud til Dem, selv saa besynderlig hjt over os fleste andre Mennesker, at vi Andre Smaa maae takke Gud at han har ladet os kjende Sligt, og givet os Sjl til at fatte og skatte de der er meest liig med Guds Billede, som vi jo alle ere skabte i, - men nogle af os, de Fleste saa lidt liig! Nu maae De ikke smile og sige at det er Systeren der er lidt blndet, - nej det er den rene Sandhed, jeg er aldeles vis derpaa! - Veed De hvad Andersen, jeg nsker det var Foraar, naar saa Deres Fugl, Storken, som De saa dejligt har skrevet om, kommer til Danmark, saa skal De

drage lidt ud i Guds frie Natur, mellem Venner, som De jo finder i Syd og Nord, i alle Lande! Luften ligger tung paa Dem der inde i den fle By! til Sommer i Schweitz, til nste Vinter i det gamle Rom - (maaske, trffes vi der,) - er Andersen atter sig selv, der spreder Liv, Interesse, de dleste Nydelser ud til Alle, der vil nrme sig Dem. Hvor jeg synes det maae vre en dejlig Flelse, den Bevisthed at have virket i det Godes og Skjnnes Tjneste sit hele Liv - som De! Hvor mange har De gldet og glder fremdeles, lnge efter vi ere Stv, hvormange har De trstet, styrket, forbedret - og for Alt hvad De har givet os, kan vi ikke nok skatte - elske og agte Dem!

Torsdag Aften.

Afbrudt i Aftes, modtog jeg denne Morgen tidlig Deres lille Billet og Billedet som jeg takker for, det skulde more og glde mig uhyre blev Oversttelsen vrdig til at sendes den kjre Sjl Dickens, nej hvor moersomt! Fra Henny hrer jeg i Dag, De bestandig ikke er vel; kjreste Andersen, see dog at komme Dem, pleje Dem godt, pak Dem umaadelig godt ind, vr endelig forsigtig! Naar De i Deres Brev i Forgaars taler om det Besynderlige i for Dem selv, at De ikke kommer her ud, saa lad det aldrig ligge Dem paa Sindet, jeg forstaaer det i Grunden saa godt, De har samme Anthipathi for at komme udenfor

Voldene, som jeg for at tage indenfor

dem, Ingen kan bedre forstaae Sligt end jeg; men derfor lnges jeg lige meget efter Dem, tnker dagligen paa Dem og beder ret inderlig Gud om Alt Godt for Dem.

God Aften; Budet venter, ellers maatte jeg endnu sige Dem, hvor her i Dag nsten har vret sommerligt, da Sneen smeltede bort fra de grnne Kaalmarker og Grspltter, og Fuglene qviddrede omkap.

God Nat, Gud velsigne Dem!

Deres troe systerlige Henriette Wulff.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost