Dato: 25. februar 1834
Fra: H.C. Andersen   Til: Jonas Collin d.æ.
Sprog: dansk.

Til Jonas Collin Neapel den 25 Februar 1834

Min eiegode, kjære Fader!

Gud velsigne Dem for Deres Kjærlighed imod mig! Gid at jeg ret klart kunde sige Dem hvad mit Hjerte føler. Hvilken Trøst og Lægedom var mig ikke Deres kjære Brev. At mit har bedrøvet Dem, burde jeg have forudseet, men - jeg har lidt uendeligt meget. - Alt det Bittre skal være glemt, og jeg veed, jeg vil komme til at holde af Eduard igjen som før; jeg vil kun see hans gode, hans mange gode Sider. Gid at jeg ei var nødt til altid at tage Tjenester af ham, det skader dog Venskabet, gjør en Kløft mellem vore Hjerter. - Men nu ikke et Ord mere herom. Neapel er saa uendeligt herlig! Her føler jeg mig saa vel. Et langt Brev følger med til Eduard, i det staaer det Historiske af Livet om mig, i den sidste Tid, jeg haaber De læser det og vil derfor kun tilføie her, hvad jeg ikke kunde i hiint, der er skrevet 2 Dage tidligere. Igaar Aftes besteeg jeg med Herts Vesuv. Det hele Indtryk vil blive uslettelig hos os begge. Hvorledes skal jeg tydeliggjøre Dem dette Syn, dette Rædselsfulde! Vi reed den halve Vei op og gik nu een Time i Aske til Knæen[e], bestandigt opad, gleed ved hvert andet Skridt et tilbage igjen. Herts er ikke stærk og vilde have vendt om, han sank flere Gange afmægtig ned, jeg maatte understøtte ham, thi mig generede det ikke. Da vi kom til den øverste Kegle, maatte vi over en halvfjerdedeel Miil kravle paa Lava-Blokke for at see Udstrøm­ningen. Heden og Svovldampen var stærk og bestandig fløi gloende Stene i Luften, de rullede ned af Keglen, og den beegsorte Røgsky der steeg op, skjulte hvert Øieblik Maanen, saa at vi stode i Bælmørke. For at nærme os den, nye Ildstrøm maatte vi gaae ud paa een der var strømmet Dagen forud og hvoraf kun den tynde Overflade var størknet, rundt om var uhyre Spalter, som vi maatte over og i disse gabede den røde Ild! Skor­pen brændte os under Fødderne, saa Støvlesaallerne sprang og vi kun 2 Minutter kunde udholde at staae der; neppe 1 ½ Alen fra os flød den blodrøde Lava, i en Brede, som Kongens Ny torv, tyk og rislende som et Vandfald ned af Bjerget. Det stormede tillige. Svovlet og Ilden under os, samt den evige Vexel af Nat og Maanskin gjorte det mere frygtelig end det kan siges. Herts sagde ogsaa at de hjemme umueligt ved Beskrivelse kunde føle den Rædsel man rystedes af og dog var jeg færdig at knæle af Henrykkelse, skjønt jeg følte at brast Skorpen sank jeg ned i et bundløst Ildhav; - Om fire Uger tænker jeg at være i Rom igjen for at vende mod Norden, da mine Penge ikke tillader mig at blive længer eller at gaae til Sicilien, noget jeg saa uendeligt gjerne vilde, og som det er saare tungt at opgive, nu jeg er saa nær derved. Strax efter Paaske (den 3 eller 4 April) er jeg i Florents hvor jeg bliver 8 Dage og reiser saa til München; faaer jeg ikke Brev fra Dem i Florents, da lad mig finde et i München hvori jeg faaer at vide om mine Pengeforhaabninger, for at jeg kan indrette min Reise derefter og see naar jeg maa vende hjem. Det bliver vel i October. Klæder trænger jeg meget til. Daglig, naar man ligger stille, koster det mig i Species og 2 ½ omtrent naar jeg reiser; De seer altsaa hvor slemt det er. Herts sukker ogsaa efter Tillæg da han umuelig med 800 Species, og hvad han selv har, kan blive to Aar ude. Naar man kun skulde spise, saa gik det nok, men man reiser jo for at see og høre og det er dyr Mad. Fra Jette Wulff har jeg i 5 Maaneder ikke hørt et Ord, skjønt jeg har skre­vet, derfor lægger jeg denne lille Sæddel inden i Deres Brev for at vide Grunden, vil De lade hende faae den. - Hils Deres Kone og Børn ret meget fra mig. Jeg bringer dem hver en Ubetydelighed fra Italien, men til Eduard har jeg noget ret kuriøst fra Herkulanum, og det noget, som ikke har kostet en Skilling. - Lev nu vel og naar De skriver igjen, siger De ikke jeg »var« Dem »alle kjær«, som De nys skrev, men - »er«?

Deres sønlige

Andersen

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost