The Hans Christian Andersen Center

Du har sgt p: kjrlighed

G til frste fund  Tilbage til sgeresultaterne

Dato: 19. juli 1854
Fra: Jonna Stampe, f. Drewsen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Christinelund d. 19de Juli 1854.

Kjreste Andersen!

Tak for det rare og hjertelige Brev jeg fik idag; det gjorde mig godt at see, at De dog paa en Maade havde havt det lidt godt i vor Stilhed herhjemme, at De dog havde flt, at vi nskede at vre rigtig gode imod Dem. Jeg saae jo strax De kom, hvor svag De saae ud, og jeg flte jo hele Tiden, at saa nie var Deres Sjl og Legeme forbundet, at begge lede, naar den ene Deel blev angrebet, saa Gud veed, jeg nskede saa inderligt at indrette Alt herhjemme efter Deres Sinds og Legems Tarv; men om det Iykkedes mig som jeg nskede det, tr jeg jo ikke haabe, thi der hrer ogsaa Held til at kunne vise Folk sit kjrlige Sindelag i den Form, hvorigjennem det fremkommer. Dog - om jeg end lidt fler, at meget i min Natur er Dem ukjendt, saa vil jeg dog helst lade det udvikle sig jevnt og stille for Deres Opfattelse, kan det nogensinde vre til Deres Gavn at forstaae mig bedre end De nu gjr, vil Ilerren nok benytte mig dertil; og kan det ikke bringe Dem hverken Gavn eller Glde, at forstaae mig bedre, kan jeg ogsaa deri see Herrens Villie.

For Deres egen Skyld vilde jeg nske, at De ikke rugede over Einars Brev, thi det gjr Dem ikke godt, og "hvorfor friste Ukjrlighedens Braad i vort Indre?" Jeg kan godt tnke mig, at De kunde nske meer Kjrlighed end der er udtalt i hans Brev, og at det kan vre et smerteligt Savn: at give megen Hengivenhed og ikke faae den fuldt gjengjldt; men gjennem den Skjrsild gaae vi alle, selv om De troer mit Liv og mit Sind saa roligt, saa fredeligt, det har dog havt Storme som De ikke yender, og det har tidt og mange Gange Fristelser i det Indre til Kulde, til Bitterhed, som kun afhjlpes naar jeg tyer hen til Ham, der for mig er Livets Kilde; jeg tnker desuden altid, at om nu endogsaa Den eller Hiin krnker mig eller unddrager mig sin Kjrlighed, saa gives der maaskee ogsaa mere end En, hvem jeg har krnket eller forsmt eller vre ukjrlig imod: og min egen Synd lrer mig at tilgive andres.

Fra Rigmor har jeg venlige Hilsener; hun har ligetil idag forniet sig over Deres Fugl, og forsikrede mig at Andersen havde sagt, den var lavet af Vorherre. Hun kan ikke glemme Deres Beskrivelse af Nonnelivet, og gjr stadige Indsigelser mod at indskrives i Kloster, det gyser nsten i hende naar jeg taler derom: " jeg vil ikke vre Noget, jeg vil blive hos Mo'er!" Astrid lb de frste Dage og raabte: Anser, borte!" Nu bad Rigmor mig sige til Andersen, "om han vilde hilse Mormor naar han kom til Byen."

Fru Raben traf jeg igaar, tilligemed de engelske Damer, som vare srdeles Iykkelige over Sammentrffet med Dem; jeg hrte Moderen bede Fru Raben endelig levere Dem hendes Kort, fordi De havde lovet at besge hende, naar De nste Gang gjster England.

De maae endelig hilse Etatsraad Ingemann og hans Kone saa hjerteligt fra mig; siig ham at den Dag jeg tilbragte i hans Huus i 1849 staaer endnu for mig med et saa eget Tryllerie, at jeg ikke kan glemme den, og at jeg troligt gjemmer den Blomst han da gav mig. Det kunde vre morsomt engang igjen at komme til Sor, ogsaa for at besge Svanes, men jeg har nu saamange Baand, der holder mig hjemme, at mine Planer ikke meer tr overskride vort Huus's Trskel. Hils ogsaa Svane mange Gange.

Levvel, kjreste Andersen! Gud give Dem den rette Lgedom for Sjl og Legeme og lade Dem forstaae, hvem der er Deres sande Venner, om endogsaa Formen stder Dem. Jeg bliver Dem dog vist altid tro!

Deres

Jonna.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus