The Hans Christian Andersen Center

Dato: 11. november 1853
Fra: Henriette Wulff   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Nr. 262. Fra Henriette Wulff.

Ved Comersen d 11 d. Nov. 53.

Til Andersen.

Min kjreste gode Ven! Et Haandtryk og en kjrlig Hilsen skal De dog have her fra vores frste Hvilepunkt. Jeg har skrevet et langt Brev til min Henny, som jeg siger ham bringe Dem, da hvad der er Fortllende, trtter mig at skrive to Gange, en anden Gang faaer De det lange fortllende Brev, som De da deeler med mine Andre! Kun maae jeg ved nogle Ord takke Dem i Dag, for hvad De fortalte mig om passagen over Splgen, isr verlohrnes Loch og via mala. De seer hvor jeg fulgte Deres Raad, og besaae ret al den frygtelige Herlighed, ved at passere tre

Gange den Vej, den frste Dag fra Tusis, (Hurra for Tusis) i vores egen lille Vogn, vi lod holde naar vi vilde, Chr gik nsten hele Tiden, og jeg snart stod, snart hang ud af Vognen, ja flere Gange sprang ud af den, isr paa de Steder, hvor Broer fre over Afgrunden; saa kastede vi store Skiferstene ned i Rhinen, hvor den brusende arbejder sig frem paa de indeklemte Steder, hvor de uhyre Steenmasser har sprret den Vej, det Hele er jo vel noget af det meest imponerende vi har i Europa. Fra Chr: skal jeg hjertelig hilse og takke Dem for das verlohrne Loch han gldede sig rigtig der; og fik sig i det Hele en god motion den Dag vi passerede Splgen, da han gik oppe paa Snee-Bjergene, hvor den laae 2 Alen tyk; dog ikke paa Vejen, der var det banet, og gjorde Gangen let. Efter at have kjrt en halv Time fra Byen Splgen, kom vi ind i Sneen, og jo hjere vi kom, jo koldere eensommere og hjtideligere blev det. Min Flelse der oppe var nsten den Samme som paa Oceanet; den samme store Eensomhed, den samme tydelige Bevisthed om sin egen Lidenhed og Forladthed, var ikke Gud saa stor og havde et je med os!

Da vi kom ned paa den sydlige Side af Splgen havde vi ventet mere sommerligt Udseende af Bjergene, men her var Alt endnu lngere ned end paa den nordlige Side bedkket med Snee; dog det hrte jo op at vre i Nrheden, thi endnu her fra Comersen see vi lutter hvide Snee bedkkede Toppe rejse sig bag de forreste Bjerge, her er ogsaa koldt, derfor skynde vi os afsted til mere Varme, til Como, Milano over Pavia til Genua , hvor De strax vil skrive et langt omstndeligt Brev; Tydelig skrevet Navn og poste restante, saa haaber jeg sikkert at blive saa lykkelig at faae det, thi jeg lnges jo inderligen efter Nogle af Dem derhjemme, og deriblandt er jo De, min kjre gode Andersen! Farvel, snart glder jeg mig til at skrive Dem langt og udfrlig til. Dog det er sandt, jeg kan ikke slutte dette uden ogsaa at sige Dem at jeg, foruden alle de Gange jeg har tnkt og tnker dagligen paa Dem, ikke havde Dem ude af Tanke paa den mrkelige Zigzag Vej ned af Splgen, hvor det lodret faldende Vandfald er, hudsker De? De har ogsaa talt om den, og den er vist et sjeldent menneskeligt Kunstvrk; jeg var i en idelig Beundring! Nu Godnat, Maanen staaer og spejler sig i Comersen, det er smukt! Man kunde nsten blive lidt romantisk, men det vil jeg nu ikke.

Som altid Deres Henriette Wulff.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost