The Hans Christian Andersen Center

Dato: 20. august 1853
Fra: I. P. E. Hartmann   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Til Digteren Hr: Professor H.C. Andersen Ridder af Dannebroge pp. addr. Hr: Fabrikr Drewsen Silkeborg

Strandveien d: 20 Aug: 1853.

Jeg er nsten misforniet med, dyrebare Ven, at Thora nyligt har forelst mig sit Brev til Dig; thi jeg seer deraf, at hun aldeles har opbrugt den Tarvelighed af historiskt Stof, som Tiden tilbyder, skjnt Gud veed, at der i Grunden kun er eet Stof at nvne, thi al vor Tanke er desvrre i Spriten. Ikke desto mindre, og for at Du om muligt ikke skal have Ret i at jeg aldrig svarer fr det er bagefter - om end et tilbagegaaende Brevs pecuniaire Byrder denne Gang ikke skulde vre slet saa ubehagelige som sidst - vil jeg dog ikke opstte at skrive Dig til, selv om jeg intet andet Vsenligt har at sige Dig, end en hjertelig Tak for dit velsignede, kjrlige brev. - For at frappere Dig havde jeg egenlig bestemt at svare strax den frste Dag jeg havde faaet Dit Brev, og gik i den Anledning om med den Vittighed, at jeg af Forundring over mig selv maatte fle paa min hule Tand, ligesom Jeppe for at erfare, om det virkelig er Jeg. Nu passer dette ikke mere, skjnt de Andre have vret ondskabsfulde nok til at paastaae, at jeg godt kunde bruge den fulde 8 Dage efter at have faaet Dit Brev. - Jeg kan godt tnke mig, hvor behageligt et Ophold et Sted som Silkeborg maa frembyde, og jeg vil ogsaa raade Dig at blive der saa lnge der er godt at vre, og indtil Epidemien er ganske ophrt i Kjbenhavn, skjnt den Gud vre lovet nu er saaledes aftaget der, at den nsten ikke mere kan kaldes en Epidemi. Du kan ikke forestille Dig den Flelse af Nedtrykthed i Sindet - ikke at tale om legemligt Ildebefindende - som man havde ved i den vrste Tid at komme til Kjbenhavn, og den Masse af srgelige og forstemmende Indtryk, som mdte iet ved hvert Skridt, man gjorde derinde. Vi har forvrigt holdt os saa meget herude paa Strandveien, som mine og Gades Forretninger tillade. Her og i vor nrmeste Omegn har vi vret frie for Sygdom. Ogsaa Qusthuusgaden har vret forskaanet, skjnt man i en lang Tid nrede Frygt for at Kaserne[n], som er strkt overfyldt, skulde blive et Brndpunkt for Sygdommens Udbredelse i Nabolaget. I den vrste Tid var vi et Par Dage i Roeskilde; men der var ikke meget bedre, da ogsaa der enkelte Tilflde forekom, som satte Skrk i Folk. Desuden var Byen overfyldt af Kjbenhavnere, som sgte Tilflugt og Recreation der nogle Dage; men efter min Erfaring gjr man bedre i at blive hvor man er, naar man ikke kan blive reent borte, da det ellers er saa meget vrre naar man kommer tilbage og skal til at climatisere sig paany. Angaaende vore flleds Venners Befindende behver jeg vel ikke videre at underrette, da Du rimeligviis jevnligt hrer fra Collins. Eduard talte jeg med for faae Dage siden. Han og hans Kone og Brnene ere raske og have lykkeligt overstaaet al den Skrk og Sorg, som de har gjennemgaaet. Stakkels Hornemann og hans Kone har havt en srgelig Tid, iblandt vore nrmeste Bekjendte den srgeligste af Alle; men selv har de dog staaet sig. - Du har Flelser i Maven? Du drikker Portviin? Du kan ikke bestille Noget? tout comme chez nous! Dog maa jeg angaaende det sidste Punkt sige, at jeg rigtignok har lavet eet og andet Smaat, hvoraf Noget duer lidt, noget ikke; jeg har ellers lst en Deel i Sommer, baade Dansk og Tydsk, for Heelstatens Skyld; Goethes "aus meinem Leben" har beskjftiget mig meget. - Gade, jeg og Erslev - han boer her paa Landet paa Siden af os - har ogsaa i Sommer gjort en Deel Musik for Claveer, Violin og Violoncel, med Accompagnement af tre knurrende Maver. - Her har Du nu Noget "aus meinem Leben"; det er grumme fattigt, men man maa i alt Fald takke Gud, at man endnu har et "Leben" at give Noget af; tag altsaa til Takke med det kjedelige Brev! Det smager dog altid af Fugl, det skal sige, det er velmeent, saa velmeent, som et Brev fra mig til Dig altid maa vre, selvom det er nok saa lidt maarsomt. - Lev nu vel kjre, trofaste Ven, en kjrlig Hilsen fra alle Rollingerne og hele Husets Beboere. Gid det snart ikke lngere maatte vre det Bedste Du kan gjre, at blive borte herfra, og gid vi da Alle maatte samles glade.

Din I:P:E:Hartmann

[I marginen p s. 3:] Din venlige Vrt, min gamle Bekjendt og Skolekammerrat, beder jeg Dig bringe min Hilsen.

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter