The Hans Christian Andersen Center

Dato: 16. august 1853
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

266. Til E. Collin.

Silkeborg den 16 August 1853.

Kjre Ven!

hjertelig Tak for det venlige Brev jeg igaar modtog fra Dem, det belyste mig alle vore Kjre, Gud lade det bestandigt gaae godt fremad; det er med en sand glad Taknemlighed jeg seer hvorledes Epedemien tager af, uagtet jeg imellem ikke kan lade vre at falde hen i Frygt ved Tanken om hvem komme mellem Offrene, der endnu krves. Rundt omkring Kjbenhavn seer det ikke endnu godt ud og i Aarhuus er Stemningen, hrer jeg meget nedtrykt, da der endnu ingen Aftagen spores. Her paa Silkeborg er, indtil dette ieblik Alt endnu godt, men her er gjort alle Forberedelser, Sygehuus indrettet, Medicamenter henstillede.–Imidlertid komme her daglig til Byen en Masse Reisende; de to Hoteller, Silkeborg alt har ere altid opfyldte; nyelig vare Jerichaus her og Fru Jerichau var isr henrykt over Egnen og dernst betaget ved den billige Regning; de vare fire Voxne og tre Brn her i to Dage og betalte kun 10 Rbdlr, sagde hun. Igaar var Domaine Directeur Bang her, men det var nok Forretningsreise. Waldemar kom i Lverdags hjem fra Paris, der var skrevet efter ham af Michael, der havde Angest for at Noget kunde indtrffe og saa var der Ingen ret til at styre det Hele.–I otte Dage har her vret en Beriddertrup og givet i den Tid fire Forestilling[er], godt besgt, jeg havde det Tilflde derude, at deres store Buldogge, krb ind under Lrredet til os, og beed mig gjennem Stvlen, saa det gjorde ondt, han kneb ordenlig fast, men der kom ikke Blod og saa har det jo ikke noget at sige, imidlertid blev jeg meget forskrkket, Noget man ikke her kan gaae ind paa.–Den Angest jeg isr leed af i Fyen for alle mine Kjre i Kjbenhavn, den Frygt, som betog mig selv, er Gud skee Lov, ved alle de sidste Efterretninger, betydeligt hvet, dog kommer der imellem en Angest, det er ikke Frygtsomhed, men det er det Uvisse, dette der isr griber min Phantasi og da farer gjennem alle Nrver.

Michael Drewsen nskede meget at Theodor, naar Epedemien var hvet i Byen, kom her over, om kun en 8 Dages Tid, han vilde af dem Alle modtages med aabne Arme, jeg vil nu ikke tale om hvor lyksalig jeg da blev; men han kommer neppe; faae at vide af ham'ndash;thi han skriver ikke, men det haaber og veed jeg at De gjr'ndash;naar han troer at jeg tr tnke paa at komme hjem, thi maanedsviis kan jeg da ikke blive her paa Silkeborg. De har vel i Dagbladet seet en Skildring af Bille om Silkeborg, jeg har nu ogsaa skrevet een og jeg har bestemt den til Delbanco-Loses Folkecalender. Michael Drewsen, der nok ikke har lst meget af mig, er ganske betaget over den sande og beskuelig[e] Skildring, De skal engang hre den! her er jo ogsaa en sjlden smuk Natur, der ikke er nok kjendt, selv af Danske, men den bliver det, Jernbanen vil trkke Skarer her til og fra.– Vor Kreds her, foruden Familien Drevsen og Waldemar er Frken Bramsen, Fru Stage med Sn, de to Lieutenanter Falbe og jeg.–De kjender vel Levemaaden her, da De har vret her, veed de forskjellige Maaltider man samles til og i vrigt frit kan tumle sig hele Dagen ; jeg skriver meest Breve, saa lidt paa Biographien, og nogle andre Smaastykker, f Ex det omtalte Silkeborg;–efter Bordet kjre vi jevnligt!–jeg har ivrigt klippet og klistret en ganske phantastisk Lyseskjrm til Fruen, imellem driver jeg ene om ad Heden til, eller fisker eller gaaer og optegner mine Naturstudier for tilkommende Digtninger, saa lser jeg Dickens Household Words, eller plages af daarligt Humeur; det er i det hele taget een af de meest tunge Sommere jeg har tilbragt i de sidste Aar, jeg kan ikke lfte mig, det er som havde jeg kun Udsigt til en Hospitalsgaard og altid skulde lse Ddslister, uvis om hvem jeg der maatte finde.–Dog det er vel en Stemning jeg deler med de Fleste. Det gjr mig ondt for Deres Svoger at han skal miste sin trofaste Jrgen, hils denne sidste fra mig og nsk ham Lykke og Velsignelse i Guldlandet; han kommer bestemt hjem, som en riig Mand.–Naar er Afreisen bestemt?–

Glem ikke at sende mig med frste Pakkepost den lille engelske Bog der er dediceret mig, jeg maa dog vide lidt om den fr jeg sender Forfatterinden min Tak.–Seer De aldrig Hartmanns? Jeg har skrevet ham til, men naturligviis glemmer han igjen at skrive; Sophie og Gade ere vel hos ham?–Og nu min kjrligste, min bedste Hilsen til Deres Jette, hun skal snart faae Brev fra mig! hils Jonas, ligesom ogsaa Louise og Mimi. Lev frisk og glad, Gud vre altid hos Dem.

Deres trofaste

H. C. Andersen. [I Margen : ]

Mange Hilsener til Christian Thyberg og Emil Horneman.

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter