The Hans Christian Andersen Center

Du har sgt p: *opmuntr*

G til frste fund  Tilbage til sgeresultaterne

Dato: 13. august 1853
Fra: Jonna Stampe, f. Drewsen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Christinelund d. 13de August 53.

Kjreste Andersen! De maae ikke troe at Lunkenhed har afholdt mig fra at skrive til Dem, men derimod en daarlig Finger, der lnge har plaget mig og endnu gjr det; den har vanskeliggjort min ikke ubetydelige Correspondence, og hvad Krfter jeg har havt, har jeg givet de Kjre, Kjre i Hjemmet, der inderlig trnge til Samqvem med os alle som de maae savne. Det har vret og er endnu en strng Tid, Ingen kan jo slaae sig til Ro og Tanken om at samles maae jo opsttes til bedre, i Guds Navn kommende Tider, ak, at de ikke maatte vre fierne, at de Kjreste og Bedste maatte vre sparede og at Gud dog vilde lade vore Hjerter beholde Mindet om denne Tids ngstelse til fornyet og utrttelig indbyrdes Kjrlighed, til Tak mod Ham, der gav saa rigeligt og lod os beholde vor Rigdom! Dog savne ville vi jo alligevel de af vor Kreds der have forladt Jorden, baade Boye, Madam Thyberg og Emilie Hornemann og offre deres Minde mangen en venlig Tanke. Jeg har tnkt meget paa Dem i denne Tid, paa Deres Angst for de Kjre, paa Deres Lngsel efter dem; ja Gud vre lovet! for Kjrlighedens Kilde! vore Hjerter som Han ikke lader udtrre, men som drager Nring af en Angstens og Bekymringens Tid som denne; om man endogsaa i bittre ieblikke troer at kunne undvre Menneskene, saa kan et eneste Slag af Guds Haand minde os om, hvor vi kan tage feil. De har ogsaa vret kjrligt erindret af dem derinde og i mange Breve har De vret varmt omtalt, som vi dog vist i det Hele alle have flt os nr forbundne i denne Tid, hvor vi have vret adskilte.

Deres Brev til mig, var en Kilde til Glde og veemodsfulde Taarer for Frken Raben; da jeg havde faaet det, gjorde jeg enkelte Forsg paa strax at komme til Beldringe, men kunde ikke opnaae det; da jeg endelig naaede saa vidt var hun ikke hjemme, men tagen til Nyse; derhen stilede jeg da min Cours, hun var ude paa en lang Spadseretour med de andre; jeg gik hende da imde og paa Hjemveien talede vi udelukkende om Dem; jeg fortalte om Deres Angst for os alle, for Deres kjrlige Flelse for os, og af den Varme hvormed hun forstod Dem sluttede jeg at hun vilde have godt af at hre Deres hele Brev, som jeg da ogsaa lste for hende, da vi vare i Eenrum; Taarerne lb ned af hendes Kinder under hele Lsningen og hun og jeg, der have mdtes maaskee en Snes Gange vare som ldgamle Bekjendtere fordi vi mdtes i vor Flelse for Dem. Det er rrende saa kjrlig en Flelse hun har for Dem, jeg kan see De minder hende om hendes Iykkeligste Dage, og mange vare de kjrlige Trk hun fortalte mig om Dem. Til Afsked bad hun mig bringe Dem en Hilsen, "saa varm og kjrlig som De kan tnke Dem jeg nsker at sende Andersen." Herhjemme paa Christinelund lever vi jo meget godt; men fulde af Lngsel efter de velsignede Mennesker i Hjemmet, hvem Gud bevare! Einar er her endnu, af og til er hans Humeur lidt bedre, men det er ikke ham givet at finde Roserne i Livet. Dog opmuntrer det ham at Harald og Edgar ere herude, de kjre Drenge. Arthur er ogsaa meget god, og Rigmors Legekammerat. Paa Lverdag venter jeg Pauline Beutner herud, som vil hjlpe mig at feire min Fdselsdag. Naar tr vi vente Dem, kjreste Andersen! Derom skriver De ikke et Ord! Det gaaer maaskee Dem som os andre, man taber Lysten til at lgge Planer i disse bedrvelige Tider, jeg tr idetmindste knap see udover den nste Dag. Henrik lever meget godt; men har vret og er endnu strkt opfyldt af denne Sommers ngstelser; Brnene mrke Intet dertil, de voxe og trives, og ere sde hver paa sin Viis, Rigmor "villiefuld" som altid, livlig, varm og glad, det staaer mig som om hun i sin Characteer kommer til at forene Henriks og den collinske Natur; Astrid er from og blid med store blaae ine og et rrende Barnesmiil. - Jeg har mange kjrlige Hilsener til Dem fra Henrik og Ungdommen herhjemme. Levvel!

Deres

Jonna.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus