Glorup den 24 Juli 1853.
Kjære Ven!
Et Brev fra Dem igjen, et tredie Brev! hvor De dog er en trofast Ven! tak fordi Deres Tanke er hos mig, tak fordi at De siger mig hvorledes de Alle leve og have det. – Det var ret levende Ord De gav mig iaftes; Brevene her til kom først henimod Klokken elleve om Aftenen, jeg havde gjerne skrevet strax, men jeg følte mig saa legemlig angrebet, saa nerveus, at jeg ikke kunde og først i morgen igjen er det at dette Brev kan komme afsted; det er det Ubehagelige paa Landet at man ikke alle Dage kan afsende Brev, og tidt heller ikke modtage. – Den Spænding jeg gaaer i for Dem Alle hjemme har i den sidste Tid gjort mig noget lidende, igaar just var jeg næsten syg, det vil sige, jeg kom hvert Øieblik til at græde. Grev Moltkes, Mand og Kone, ere meget gode og hjertelige mod mig og tage Deel i min Stemning, selv tænke de stærkt paa at flyve bort til andre Stæder. – Jeg bliver her ikke længer end til næste Mandag, gaaer da over Snoghøi / til Horsens, sover der og tager da Extrapost til Silkeborg. – Indtil Løverdagaften kan De og Alle hjemme altsaa endnu forunde mig Brev "Glorup ved Nyborg"; De sagde i Deres sidste Brev at jeg maatte oftere skrive, o jeg gjør det saa gjerne, det er jo den eneste Maade jeg nu lever med mine Kjære hjemme, men jeg skriver ogsaa et Par Gange om Ugen, Familien er saa stor, derfor mærkes det ikke; sidst, i Løverdags, skrev jeg til Eduard, til Deres Svigerfader, til Gusta Collin og til Deres Kone, det var fire Breve, jeg haaber at de er komne, men de ere først komne i denne Morgenstund. Eduard havde jeg ventet et Pengebrev fra, jeg skrev alt forrige Mandag derom, men jeg forstaaer nok, under alle disse Begivenheder og hans eget Ildebefindende er det gledet over, hils ham kjærligt og inderligt, jeg lægger her et Par Ord indeni til Jette, eftersom nu, da Huset staaer tomt i Dronningenstvergade, jeg haaber disse komme, ved Dem, hurtigere til hende. – Hvor deiligt var det dog, endnu her paa Jorden at mødes, jeg vil være saa lykkelig derved – men jeg forud frygter A1t – jeg veed ikke hvem jeg for sidste Gang / har seet, siig dem Allesammen hvor meget jeg holder af dem, hvor jeg længes efter dem, beed dem tilgive mig om jeg imellem var en sær Een, ikke god nok; siig Deres Kone at ingen af Brødrene holde mere af hende end jeg og Theodor, jeg er saa angest for ham, giv ham min Hilsen, – Ordet er saa fattigt herfor! – Siig dem Alle, Store og Smaa, hvor nær de ligge mit Hjerte. – Igaar tænkte jeg ret paa Døden, selv veed jeg jo ikke naar den banker paa, da skrev jeg disse Ord:
#
Som Bladet der fra Træet falder,
Saa er mit Jordliv, ikke meer,
Jeg er beredt, naar Du mig kalder,
Gud, Du som heelt mit Hjerte seer,
Veed al min Brøst, hvad i mig boer,
Og min Fortrøstning, dog saa stor !
#
Gjør Smerten kort i min Forvandling,
Forund mig Barnets hele Mod,
Du dømme Tanke, dømme Handling,
I Naade, kjærlig, fadergod.
Ryst bort min Angst! kun Dig jeg see!
I Jesu-Navn, Din Villie skee!
# /
Hils Fenger fra mig og siig ham at jeg ogsaa i de Manges Navn, de Mange han kjærligt og venligt er om, velsigner ham!
I Dag er det skrækkeligt varmt, Solen brænder, Heden vælter ned, hvad kan det ikke medføre inde i Byen – ? Iaften faae vi ingen Aviser, først seent imorgen Aften komme de, det er mange Timer, mange Alvorstimer der til. – Ikke for mig selv har jeg Angest men for dem Alle hjemme! hils dem hver Een! Gottlieb, Gusta, alle Børnene. Næste Postdag skriver jeg til Louise Lind, siig det til Lind, naar De seer ham, ogsaa Viggo skal have Brev, skjøndt han ikke skriver, Theodor hører først fra mig. Lev vel! Gud lad mig beholde Dem Alle.
Deres trofaste Ven
H. C. Andersen.
Til Etatsraad A. Drewsen
