The Hans Christian Andersen Center

Dato: 28. juni 1853
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

258. Til E. Collin.

Silkeborg den 28 Juni 1853.

Kjre Ven!

Igaar Middags kom jeg her til Silkeborg hvor jeg fandt et Brev til mig fra Deres Kone; efter det, reiser hun i Dag fra Dem og besger Buttenchns i Gothenborg, jeg troer nu ikke hun tager afsted, dersom det er sandt med Cholera i Kjbenhavn, thi da kommer hun jo til at ligge meget lnge i Qvarantaine fr hun slipper i Land, ikke at tale om at hun vist ikke vil forlade Hjemmet, hun er altsaa vist endnu i Byen og jeg beder Dem at hilse hende ret hjerteligt. Jeg er meget lngselsfuld efter at hre hvorledes det ivrigt vil gestalte sig, og uagtet jeg ikke selv vil tage i Betnkning under Choleras Vedbliven at komme til Kjbenhavn, er jeg her ngstelig353

for mine Venner og, hvad jeg aabent siger til Dem, jeg er isr angest for Deres Fader, ikke for at han vil vre mere udsat for Cholera, end de fleste Andre, men fordi, hans sdvanlige Sygdom er jo i Maven, og da er han selv altid ngstelig, faaer han nu et almindeligt gammelt Tilflde, da bliver han mere urolig derved354 og de Alle hjemme ogsaa og ngsteligheds er vist noget af det farligste. Med Guds Hjlp haaber jeg imidlertid at det hele Onde ikke er af den Betydning, som det trkker op med, i de frste Breve der nu ere gaaede ud fra Byen.–Jeg beder Dem, dersom De skriver mig til, da sige det Sikkreste af hvad der siges om Sagen.–Endnu en Grund hvorfor jeg skriver i Dag og skriver til Dem, er i Anledning af nogle Ord i Deres Kones Brev, som jeg vil troe ikke ere meente saaledes, som de ere skrevne, og da vilde jeg nske at de ikke havde staaet der, hun skriver: Edvard er vred over Tonen i Deres sidste Brev og forstaaer aldeles ikke hvad der har fremkaldt den.–Vil De ikke vre saa god at lade hende lse mit Brev til Dem, eller ls det selv igjennem igjen; jeg husker saa temmeligt selv hvad jeg skrev og under hvilken Stemning jeg skrev det.–Der er Intet der i, der kan med Grund vkke Deres Vrede. Med strste Rolighed tillader jeg mig her at udtale mig om Sagen, for det er altid kjedeligt, at gaae og gjemme paa Noget.–De har isr i tidligere Tid, skrevet flere Breve der ved Eet og Andet inderligt have bedrvet mig, og det fordi jeg den Gang var meget bld og flte mig uendeligt afhengig [af] Menneskene jeg stod i Berrelse med, dernst kom, som De har sagt mig, at De var uheldigviis den, som maatte sige mig det eller det.–Nu kan man i et Brev, ikke som i daglig Tale, lgge Gemyttets Betoning i Ordene, de staae med den Farve, der kan gives dem af Lseren, og meget klinger langt skarpere, end det er meent.–Deres sidste Brev til mig om Eventyrenes Trykning paa fiint eller grovt Papir, var et Forretnings Brev, men det var saa kjendeligt skrevet i en gnaven Stemning, som den kunde opstaae under mange andre Forretninger og det flte jeg, og det var mig i hi Grad ubehageligt, jeg havde Fornemmelsen af at det var og maatte vre plagende for Dem de flere Ting jeg endnu imellem beder Dem at hjlpe mig med,–her er nu ikke tale om nogen Tvivl paa Deres gode Villie, Deres Godhed og Venskab for mig'ndash;ene og alene om at jeg gjorde Dem Uleilighed, og det beklagede jeg skriftligt, saaledes, som jeg vilde have gjort det mundtligt og hvor De aldrig kunde have stdt Dem over Tonen.–Jeg skrev om denne Forretnings Sag i Forretnings Stiil, talte ogsaa om andre Sager, saa vidt jeg troer, og er der maaskee i andre Breve til Dem mere Fremtrden af Gemyt, som man kalder det, end der var i dette, saa kunde dette sandeligt ikke udtale sig, hvor man selv bliver sat i ilde Stemning. vrigt'ndash;gid jeg nu kunde lgge den smukkeste Musik under denne Stning'ndash;De veed ikke, hvor De oftest i Deres Breve til mig, lige op i min voxne Alder, lgger noget for'ndash;–jeg tr vel kalde det'ndash;ubevidst haardt355, som ikke er Vennens356 Maade at skrive til Vennen.–De gaaer ikke ind paa det, og ved at skrive om Sligt rre man kun op der hvor man nskede at klare og at klare er her min Hensigt og mit nske.–Naturligviis troer jeg at jeg har Ret og De Uret, men er det omvendt, nu vel'ndash;saa i denne Choleratid, lad os ikke vre choleriske, igrunden er det Hele dog Ingenting, lad os den korte Tid vi krybe sammen paa denne Jord, vre hinanden venlige og gode, som jeg haaber og troer at vi i den anden Verden, med et endnu klarere Blik maa blive det. Tag nu mod357 alt dette, med det gode Sindelag og den Oprigtighed jeg skriver dette og saa er nu dette afhandlet.–Den nst sidste Aften paa Vilhelmsborg havde det nr seet slemt ud. Jeg kjrte med Kammerherren, det var Midnat, Vognen tjrnede mod en Bro, det ene Hjul gik uden for den, Hestene sprngte Remmer og Ti og slbte Kammerherren et Stykke, den ene i Baronesse blev kastet lang[t] ud, kun en Frken Kjrulf og jeg blev i Vognen. Alle bleve vi uskadte, men det var et Undervrk og jeg var Gud uendelig taknemlig! nu lev vel.

Deres trofaste

H. C. Andersen.

[I Margen: ] NB Dette Brev haaber jeg gaaer paa den gamle Tone og

glder mig til eet igjen, efter samme velklingende Melodi.–

Tekst fra: Helge Topse-Jensen