The Hans Christian Andersen Center

Du har sgt p: kjrlighed

G til frste fund  Tilbage til sgeresultaterne

Dato: 21. november 1833
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

75. Til E. Collin.

Rom [21. November 1833]

Kjre Ven!

At De ieblikkelig efter at have modtaget fra Jette Wulff, min lille Sddel, sendte mig den nye Vexel er jeg Dem meget takskyldig for, jeg fik den her til Rom alt den 16 November og da jeg endnu har Penge af mit ldre Creditiv indtil mod Slutningen af December, saa er mit Sind alt meget tidligt bragt i Rolighed, men det skader jo ikke. Gjerne havde jeg nsket at mit Brev til Dem, fra Rom, var kommet i Deres Hnder fr De afsendte Vexelen, men det er nu ikke skeet! Der var ogsaa meget jeg havde nsket og ventet at faae besvaret, men ikke et Ord fandt jeg derom. Skulde det virkeligt vre en Ubillighed af mig at jeg, midt nede i Italien, bliver bedrvet ja saaret ved at det Menneske mit Hjerte ligger nrmest, naar han skriver mig til, da Brevet altid er, som man kunde skrive det til en Ven i Lyngby, en lille Sddel, nogle hurtigt affattede Linier. Saaledes vare de fleste Breve i Paris, saaledes de to Sdle jeg har faaet her i Rom, og det sidste skulde dog betales som et Brev. De veed ikke hvorledes enhver, jeg vil nu ikke tale om min alforblde Characteer, lnges efter Breve fra Hjemmet, hvor bittert man fler sig skuffet ved at finde nsten kun hvidt Papir. Deres sidste er nok ogsaa det korteste nogen Dansk har faaet fraVenner. Forretnings Breve tale vi ikke om.I Milano skrev jeg Dem et langt Brev til, og et Brev ud af mit Hjerte, som kun Vennen kan skrive til Vennen, dette omtaler De ikke med et Ord, skulde det vre gaaet feilt? Har De faaet det, fortjener det vist et Svar, eller br De altid tie naar jeg berrer de inderste Strnge af mit Hjerte. At jeg gjr det, viser Dem just min inderlige Tillid, min Sjls Hengivenhed. Flere Ting havde De lst urigtigt139 i Agnete, disse rettede jeg og bad Dem gjre det samme naar den tryktes, nu maa jeg her i Slutningen af dette Brev gjentage det samme, da jeg ikke veed om Brevet er kommet til Dem og jeg kan jo ikke lade Agnete komme saaledes ud, som De har tydet mine Krageter. Har derimod mit Brev fornrmet Dem, har jeg ogsaa engang sagt140 min Mening, da troer jeg dog vort Venskab er saa fast at det nok kunde taale en lille Kraftytring igjen fra Deres Side, uden at det skulde staae i Fare for at vlte. Jeg havde ogsaa yttret om De vilde sprge Deres Fader om han syntes jeg skulde dedicere Agnete til Prinds Christian eller til Hvem. I Guds Navn, skriv mig kun sjeldnere til, men skriv da et Brev; der maa vre Tider, Deres Forretninger kan tillade Dem det og Timer at Deres Hjerte taler for mig. Fra Paris gav jeg Dem en lang Beskrivelse om Julidagene, jeg skrev nogle smaae Breve til dem hver i Familien og gav een af de Hjemreisende med. Har De maaskee heller ikke faaet disse? Deres Hilsener til de unge Kunstnere, har jeg bragt disse, paa Hansen og Hertz nr, den frste er forlnge lnge siden i Grkenland, den anden er endnu ikke kommet hertil. Gjerne havde jeg givet Dem, eller rettere Liunge, Oplysningerne om Bibliotheket, noget man snart bliver bekjendt med, men da De har forlangt det af en af de Fremmede, har jeg ogsaa opfyldt Deres nske, Btcher vil snart sende den. Ludvig Mller skriver mig aldrig til, jeg havde ikke troet at Venskabet fra hans Side var saa lst, men man maae jo tage Folk som de er; jeg skal ikke genere ham med Breve fr han svarer mig paa de han alt fik fra hiin Side Alperne.Dem min kjre Eduard er jeg dog mere vis paa, selv om jeg ikke engang fik Deres smaae Sdler, hvis faae Ord tidt, da jeg jo forlanger formeget kan falde mig tungt paa Hjerte. Een maa man dog ret kunde stole paa og det er og bliver mig Dem! De har selv sagt at det gldede Dem at jeg endelig fik engang en Mening, De nsker jo ogsaa at min Reise maa forandre mig, vr derfor ikke u[til]141freds, om jeg begynder at yttre mig, ikke barnligt lader Alt glide hen, Alle Folk hjemme [ha]r142 saaledes arbeidet paa at opdrage mig, at der maa komme et eget Resultat og dette vil nu vise sig. Selv det Barn man af for stor Kjrlighed idelig tugter bliver stivsindet. Hvilket Solskin, kjre Ven, kunde ikke De, og allene De, ved enkelte Breve, hvori De talte, som jeg troer De fler for mig, kaste i mit Hjerte. Ordet man skriver staaer ddt og koldt paa Papiret, man giver det tidt en urigtig Grundfarve, dog ogsaa med Hensyn til mig og dette Brev isr, lg ikke andet heri, end et kjrligt Hjertes Udtalelse, i det dette, med Grund eller ei, fler sig noget haardt stdt tilbage. Hvor glad kunde jeg ikke fle mig ved Dem, hvor let kunde De ikke endnu mere, dersom det er mueligt binde mig til Dem. Efter Gjerningen og ikke efter Ordet skal man bedmme sin sande Ven, veed jeg nok, men hvorfor kan ikke begge forenes hos gode Mennesker. Vinder ikke Orangetret ved, at det foruden sin dle Frugt ogsaa udbreder Duft omkring sig. Eduard, De har Agtelse for mig, De har Interesse, De mener mig det Bedre end maaskee nogen anden, men De synes fremmed mod mig i Meget, er jeg da virkelig endnu saa forskjellig fra Dem? Der var endnu meget jeg vilde sige; var De her glemte jeg det ved Deres Hjerte; jeg maa tale om Rettelserne i Agnete 1ste Deel. Der staaer ikke: Stormen klipper Mnd og Heste af Blgerne, men af Skyerne. Urten voxer ikke om Roden, men om Reden. Vil De i Zigeunerens Replik udelade de to Linier: Den hele vide Verden er vort Hjem, og paa slig Vandring skrpes Blik og Tanket. Er143 det for sildigt, da st det i Rettelser bag i Bogen, ligesom jeg ogsaa beder at rette i Blgernes Sang i Efterspillet, 1ste Chor Ordet Maanens Flammer, til Solens, thi det er ved dens Nedgang. Uddeel de bestemte Exemplarer til de jeg har udpeget. Hils Deres kjre Jette fra mig! Vinteren i Italien er som en slet Sommer hjemme, men det er det jeg ikke kan fordrage. Min Upasselighed, isr ved Sirocoen, sige de Alle er et Onde de Fleste Fremmede maa prve. Henimod Nytaarstider venter jeg sikkert at De skriver mig et Brev til, jeg vil da faae det midt i Januar og nsker det ogsaa ret inderligt til den Tid, da jeg strax efter reiser til Neapel, frst da faaer De Brev fra mig igjen. Den 2den November tnkte jeg ret levende paa Dem, drak Deres Skaal og takkede vor Herre for min kjre Eduard, som jeg tidt maaskee forlanger for meget af, men altid betrakter som min [mee]st144 trofaste Ven

Deres

Andersen.

[I Margen 1ste Side: ] Vil De nu dedicere Agnete til Prindsen eller hvem Faderen synes.

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter