The Hans Christian Andersen Center

Dato: 3. juni 1853
Fra: H.C. Andersen   Til: Carsten Hauch
Sprog: dansk.

Sor den 3 Juni 1853.

Kjre, kjre Hauch!

Vr igjen hjerteligt velsignet og takket for det nye Vrk, De har givet mig, og som jeg har lst og optaget, medens Timerne bleve saa rige, og dog saa korte. Flere Gange under Lsningen trngte mig Taarerne frem i inene; jeg selv har i min Udvikling prvet Sandheden af, hvad De har flt og givet. Deres Bog vil for mangt et kjmpende, sandt Talent vre et Fingerpeg ovenfra, et Trstens og Opmuntringens Ord til ikke at slippe Troen paa Gud og sig selv. Tak, fordi De undte mig den saa snart; jeg fik den, idet jeg stod og pakkede ind, lste dog endnu om Aftenen i Kjbenhavn de frste Capitler, stak saa Bogen i Lommen - thi i Kofferten var der ikke lnger Plads - og den fulgte mig herud til Sor, hvor jeg kom i Tirsdags Middags og boer hos Ingemanns. Oppe paa det store Tagvrelse, som De kjender, med Udsigten til Sen, har jeg lst Bogen, og idag holdt den mig her til over Middag. De to qvindelige Characterer, Laura og Abigail, ere uforligneligt tegnede: den halvt africanske Cactusblomst og den blide, smukke Blomst fra Amerikas Skoveensomhed. Advocaten Gray er skaaren ud af Virkeligheden Trk for Trk. Den derimod, som trder mig ikke nr nok, men som jo ogsaa maae sees saaledes, da han meest vises som et Erindringsbillede hos Fulton, er den bermte Franklin. Enkelte Trk i denne Bog berre saa forunderligt Strnge i mit eget Indre, at det under Lsningen forekom mig, som om halvglemte og for Verden altid gjemte ieblikke af mit eget Liv traadte frem. Og som jeg har flt derved, ville ogsaa Andre fle det! Gud glde og velsigne Dem for det Skjnne, Gode og Sande, De udtaler; dog, det gjr han, idet han altid giver Dem usvkket Ungdomskraft til at udtale den Dybde og Rigdom, De har i Deres Sjl. De vil nu ikke misforstaae mig, naar jeg ogsaa bekjender et andet, lille Indtryk, jeg flte ved at lse Deres Bog; det var, da jeg aabnede den, og jeg lste Dennes Ord til mig, skrevet fori; De har altid fr sat foran mit Navn: Digteren; med denne Gang stod det der ikke, De havde skrevet Professor. Maaskee smiler De ad mig; men det Ord: Professor bedrvede mig; jeg vilde gjerne der, hvor De af Venskab bragte mig Noget, hellere hdres med min kjreste Titel: den fra Gud. Dette skulde jeg maaskee ikke have skrevet ned; men mit Brev er kun for Dem, og for Dem tr jeg nok vise mig, som jeg er. - - - - - Det var min Bestemmelse i Ugen, fr jeg forlod Kjbenhavn, at vre gaaet ud til Dem; men den Dag, jeg havde bestemt dertil, blev jeg plaget med at maatte skrive Noget for Nogen, hjlpe paa Nogen med et Vers, og senere fik jeg ikke Tid; nu kommer dette mit Brev med Tak og Hilsen til dem Alle i Deres Hjem. - Et lille Moment, der for mig var saa stort, maa jeg dog omtale for Dem. Jeg kom i Mandags ind paa Posthuset for at sige der, at jeg reiste bort, og hvorhen de skulde sende de Breve, der kom til mig; jeg traf i Stuen Faber, der, som De veed, er den verste ved Udgangsstedet for den electromagnetiske Traad i Kjbenhavn; jeg bad ham, om jeg, naar jeg kom tilbage fra min Sommerudflugt, maatte see, hvorledes det gik til med Telegrapheringen. Han bad mig see og fornemme det strax, og vi gik over i Vrelset, hvorfra Traaden gaaer til Korsr og Helsingr. Han gav et Signal til det sidste Sted, der strax blev besvaret; han spurgte om, hvor mange de vare paa Contoiret i Helsingr, og lige saa snart ld Svaret: Tre Mand! Det gik saa hurtigt, som om den Hammer, han slog med paa Kanten af Bordet, satte Slaghammeren i Bevgelse paa den anden Kant af Bordet. Nu sagde han dem, at jeg var paa Contoiret i Kjbenhavn, og at de skulde sige mig noget Nyt fra Helsingr. Vent lidt! var det ieblikkelige Svar, og nogle faa Secunder efter klang Signalet, Maskinen arbeidede, og paa den lange Papirstrimmel, de droge ud derfra, havde den electriske Strms Indvirkning paa Maskinen ladet denne aftrykke: Hver Skipper har en Hustru, det er hans bedste Last; den lille Unge i Vuggen er surret til Skibets Mast o.s.v. Det var hele det frste Vers af et af mine egne, ldste Digte, som jeg har skrevet, troer jeg, i min Skoletid i Helsingr. Jeg flte mig saa underligt overvldet af Opfindelsens Storhed; det var, som stod jeg under Vingeslaget af en uendeligt mgtig Aand; der gik mig saa mange Tanker gjennem Sjlen, at jeg var lige ved at grde og skyndte mig derfra, for at de Fremmede der ikke skulde lee ad min Nerveusitet, som de maaskee kunde kalde det. Men det var mig et i hieste Grad storartet Moment, og har De endnu ikke selv se et Experimentet, saa gaa endeligt en Dag derhen. Jeg fler og seer en uendelig Kjrlighed hos Gud ogsaa i hvert nyt Indblik, han forunder os i Naturlovene og Naturkrfterne, og den hie Magt han derved skjnker Menneskeheden. Mange sige vel, det er kun i det Materielle, vor Tid gaaer frem; jeg giver dem ikke Ret heri; men selvom jeg maatte, nu vel, saa er det Materielle, vi vinde, dog ligesom et Bjlkevrk, der reises for Aandens Bygning; Menneskene rykkes nrmere sammen; Ideerne vexles lettere, vi blive mere eet Folk, een Aandens Stat. Videnskaben har i de sidste Aar faaet en saadan Interesse for mig, at jeg er overtydet om, at havde jeg for tyve Aar siden vret saaledes opfyldt af dens Herlighed, som jeg nu er, jeg havde vist gaaet en anden Vei, end den, jeg nu gaaer, eller rettere: jeg havde tilegnet mig Kundskaber i en Retning, hvorved min Digtervirksomhed havde faaet en anden Blomst end nu. De vil altsaa kunne forstaae, hvorledes Deres Billed af Robert Fulton har fyldt mig, hans Strben, hans Kamp, hans Lykke. Fortrffeligt er ogsaa det lille Billed, de har givet os af Faderen, lige fra, hvor han staaer med Piben og forhaaner Snnen, til den dybe Anger strkt og sandt bier ham. - Men nu, lev vel! Vil De glde mig med et Brev, da send det til Vilhelmsborg ved Aarhuus, derhen reiser jeg her fra Sor paa Tirsdag Morgen. Hils Deres Kone og Brn, og send ogsaa William en Hilsen fra mig; jeg tnkte paa ham, da jeg kjrte forbi Prstegaarden, hvor hans Brud har tilbragt sine Barneaar. Ingemann, som nu sidder og har begyndt paa Robert Fulton, beder mig hilse Dem, og Fru Ingemann giver mig samme rinde. Bgeskoven er deiligt grn; men Bladene have dog alt tabt deres fine Fryndser. Solen har brndt varmt lige til idag, nu lufter det mere friskt; jeg har endnu kun vret lidt paa Vandring, idet jeg har meest levet i Deres Digtning.

Deres trofast hengivne

H.C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter